1862-09-27

Mappe 5 nr 40
London Den 27de September 1862

Min kjære Kone! I denne Morgenstund mødes vore Tanker, med Guds Naade haaber jeg det. Dit sidste Brev med alle de alvorlige Tanker, som vel ofte er opstaaet hos os begge; da jeg læste det var mit Sind saa roligt, for Gud havde hørt mine inderlige Bønner. Jeg har gjennemgaaet nogle tunge, tunge Dage, saa inderlig ned trykket følte jeg mig, Høyen var bekymret for mig, han forstod jeg var syg, men det var Sjælen som led, men ved Guds Naade kunde jeg klynge mig til ham, vor Frelser og han hørte min Bøn og tog Byrden bort, og nu er jeg glad for jeg har følt hans Naade, og jeg haaber ogsaa paa hans Naade at han ikke vil tage Dig min bedste jordiske Trøst og Støtte fra mig, Amen! Herom vil jeg ikke skrive videre, det vil vi Tale om.
Og nu min kjære, kjære Kone mødes vore Tanker i denne Morgenstund i Guds Fred og Glæde haaber jeg! – Inden jeg gaar iseng paa denne Dag vil jeg dog sige God Nat til Dig min Kjære G. I Formiddags sagde jeg Farvel til Nationalgalleriet, der traf vi paa Georg Freund, han lovede at komme til os i Aften, og nu gik han (Olrik kom her ogsaa) Aftenen endte med en varm politisk Disput mellem Høyen og Freund, formodentlig uden Resultat.
-2-
Men nu Godnat for jeg er træt. –
Paris den 29de September 1862 kl 9 Morgen
Ja, her sidder jeg, Det er som en Drøm. Igaar Aftes kl 8½ kjørte vi bort fra London, 2 Timer efter var vi i Dover, 2 Timer efter i Calais, og i morges kl. 7 kjørte vi ind i Paris. Høyen kjendte den ikke, for han troede det var Amiens, men alt begyndte snart at antage et storartet Præg, Toget holdt, Vogndøren smækkedes op og Banebetjenten raabte Paris. Nu er vi indrettede i Hotel des Hautes Alpes Rue Richelieu, har drukket Kaffe, pakket alting ud og lagt det tilrette i Skufferne og skal ret strax ud og bese Staden, Er det ikke eventyrligt? Alt er anderledes her, den engelske Himmel og den engelske Luft[?], som er noget ganske ejendommeligt og skjønt er forsvundne, paa Canalen indsaa vi første gang efter vor Afreise fra Danmark Mælkeveien. Vor Overfart var yndig, Havet var speilblank, som vi saa
-3-
først paa det, da vi nærmede os Calais. Thi vi vilde hvile os, et fjernt Tordenveir og stærke Lyn, som speilede sig deiligt i Havet, saa vi ikke videre til, men jeg saae og forundrede mig derover. Den underlige Ildglans og Funker i Havet, hvor det blev oprørt af Hjulene. Den 30te Her blev jeg afbrudt igaar, for Fenger, som vil benytte Høyens Ophold i Paris til ogsaa at være her saalænge, kom, og kort efter gik vi ud for at bese Byen, og det varede til Kl.6 Aften, vi kom da umanerlig trætte hjem, men efter at have sovet godt i nat er jeg opstået frisk og vel i dag. Vi boer midt i Paris, lige ved Palais Royal, Louvre og Tuillerierne. Ja! ” Gud bevares hvor alting er sært i Paris” men det er nu en anden Særhed end Londons, her forbauses man over det rigtige store i Anlæg, som i Bygninger, i Husene, i Gaderne, alt dette samler sig til et stort Hele, som overgaar alt
hvad jeg før har set, selv i Rom. Da det ganske Rom stod, da har man havt noget langt større – Det bliver noget Sludder, jeg vil ikke indlade mig paa at skildre Paris eller London eller gjøre nogen Sammenligning mellem dem indbyrdes eller Rom idet mindste ikke skriftlig, mundtlig det bliver en anden Sag. Jeg vil derfor nu slutte dette Brev, at det kan komme af sted, naar det første forvirrede Indtryk har sat sig – saa mere.

Lev vel!!! Du kjære Kone og hils Alle
Din Mand.