1890-08-05

Mappe 17
Brev nr 26
Øströö Tvååker 5 August 1890
Kjære Onkel!
Tak for brevet, jeg synes Tante Gine har været gavmild imod os, det er yndigt, at hun sov så stille hen. Nu tager Agnete og börnene jo hjem på mandag, og Niels tager vist en svip til Kjöbenhavn omkring den 24 de august, så de kan i den måned modtage genstandene.
Det Du skriver om Cathrine er ikke rart. Du har ret at det vilde være rart, om hun kunde få ro på sig, så hun slap for at flakke om. Men kender jeg hende ret, så bliver det næppe så snart. Jeg tænker tit på det med bedrövelse, for jeg synes, at trods al det tilsyneladende magelöse liv Cathrine förer, så lider hun vist under det. Hun har tidligt fået en voldsom kjærlighed til frihed, tror jeg, og hun mistede tidligt sit hjem. Hun har trang til at leve sammen med en elle anden jævnaldrene hun
-2-
sympatiserer med, og så nyde friheden i dennes selskab. Men hun savner alligevel et sted, som hun kunde kalde sit eget, sit hjem. Jeg tror hun farter om, dels fordi det er hende en trang en glæde, men vist også dels for at föle savnet af hjemmet mindre. Selv om vi kunde overlade hende en stue i vor lejlighed, hvilket vi jo ikke kan ret godt, så er jeg vis på, at det vilde ikke tilfredstille hende, selv om hun kunde leve fuldstændig uafhængig der og ikke engang bryde sig om vore spisetider. Hun må have et soverum, et godt arbejdsværelse, og helst også plads for en veninde. Hvis hun havde det, og på den måde, at hun fölte det som noget, der kunde vare, hvor hendes möbler kunde stå i fred, var vist meget vundet. Men så kommer den slemme ting med den Kjöbenhavnske luft, som hun ikke kan tåle, eller også kan hun ikke tåle den farten om i Kjöbenhavn, som hun ikke kan lade være med der. Derfor var det jo, at vi var
-3-
så glade da hun i foråret skulde til Norge, for der fik hun ro og sund luft. Og nu er hun dårlig. Det er også det gale ved det, at hun ikke er stærk. Ja Kjære Onkel, det er en kasus mixttes. Vi tre söskende har jo malt i lang tid drömt om at sælge Grundhuset og se at finde et sted udenfor byen med god luft og alle mulige andre vidunderlige fordele, hvor vi kunde bygge og bo sammen i fryd og gammen, men sligt sted er ikke nemt at finde, for det er galt at være for nær ved byen og det er galt at være for langt fra byen osv. og först og fremmest skulde vi jo have grundhuset godt solgt så godt betalt, så det andet lod sig gjöre. Og nu er det dyrt at bygge, og vi måtte hver have sin lejlighed efter vort eget hoved, og adskilt fra de andres. Nielses og Cathrines lejlighed behövede ikke at være så stor. For mig er Rosenvænget dog så udmærket godt, så trods de mangler der kan være, navnlig ved malerstuen, så finder jeg meget
-4-
vanskeligt bedre, der kan svare regning, men Niels vil vist allerede nu til vinter se at komme til at bo et andet sted med Cathrine. Der ved får jeg jo bedre plads, det er dels for min skyld han gjör det, og i vinters var det jo også svært nok for mig, at finde fred i min egen malerstue, skönt vi alle, især Agnete gjorde alt hvad vi kunde for det. Ja nu tror jeg, at jeg så temmelig har lette mit hjærte, summa sumarum har jeg det bedst, og får det til vinter bedre end i fjor og Cathrine har det mindst udmærket af os. En stor ting for Cathrine er det jo, at skönt hun ikke har et rigtigt hjem, så har hun mange steder hvor hun föler sig hjemme, föler at folk holder af hende o.s.v. det passer jo godt med hendes omflakkende liv, men derfor også både godt og mindre godt, fordi så flakker hun om. Vi har det udmærket her, i söndags på Agnetes födselsdag var vi en dejlig tur i det gode vejr, vi spadserede om på lyngbakkerne på den anden side söen. Lev nu vel kjære Onkel, hils Faster og Tante Ane, Agnete og Niels hilser, Din hengivne Joakim Skovgaard.
Niels sender en ekstra hilsen og takker for brevet.