1896-01-21

Mappe 17
Brev nr 35

Rosenvænet 21-1-1896
Kjære Faster! Hvordan mon Du har det, jeg tænker hyggeligt og roligt, og Du må ikke besvære Dig med at skrive til mig, Viggo kommer nok snart til byen, og så får jeg at vide hvordan Du har det. Her vil jeg ikke sige at det er roligt, både har jeg så meget at tage vare både med det ene og det andet, så jeg synes dagene er for korte, eller der er for få af dem i måneden, og nu ser der ud til at blive en stor badulje i kunstnerverden i anledning af at den Frie udstilling har opnået at ordne sin egen udstilling i Stockholm, som en underafdeling af den danske.
Jeg gad nok vide hvordan det vil ende, men vi får det vel tids nok at vide.
Den 1ste februar. Ja nu har Viggo været her og han sagde Du lod til at befinde Dig vel der ude, og der er da rimeligt nok på
-2-
så rar et sted, og Viggo læser jo for Eder om aftenen, det er hyggeligt. Vi har også fået samlet lidt sammen på os så vi virkelig får læst lidt de fleste aftener når pigerne har arbejdet fra hånden. Vi er lige færdige med [?”Dyre Rein”], den har I nok også haft for, den er nydelig.
Ellers sidder jeg navnlig begravet i Viborgtegninger, og Viggo gav mig en god håndsrækning i det lidt han sagde om dem. Det er jo såre interessant at sysle med, men så vidtlöftigt og mangfoldigt så det er lige ved at gå over grænsen. Imidlertid synes jeg dog, at jo længere jeg kommer ind i arbejdet jo bedre kommer jeg også ud af det. Som Fader sagde ”kom blot rigtig ind i det, så kommer du nok ud af det. Forleden var vi ude på Thorvaldsensvej for at höre til Svigerfader som ligger, men han har det dog bedre end vi trode.
-3-
Det er kardialgi og besværlighed med at synke maden og sådant og nogen bedring ved jeg ikke om der endnu er at mærke. Vi körte ud i droske, dels på grund af at jeg især var noget forkölet men også fordi det er så tungt for Agnete at gå i dette sneföre. Hjemad brugte hun dog sine ben og sporvogn. Vor gamle pige Valborg komme her i denne tid og hjælper Agnete med en mængde syning, og hun får nok meget fra hånden og letter arbejdet meget for Agnete. Sommetider omflagres hun tæt af börnene, som vil have hende til at fortælle eventyr, jeg kommer til at tænke på gamle dage da lille Stine, som syede for Moder fortalte eventyr for Niels og mig, om ”Edderland hönsepige og ”Bjærgmanden”. Det kniber næsten at holde tankerne sammen, for Johan Thomas sidder og læser sine lektier höjt i örene på mig, de andre har vi da nu fået på vejs
-4-
til sengen. Hos Holtens har jeg ikke været de sidste Dage og da heller ikke hos Nielses, men der var Agnete ovre i dag med småpigerne for at takke for en nydelig lille kjole af græsk tøj som Ingeborg havde syet til Georgia. Thorolf Pedersen havde da glæde af sine dekorationer, var der meget galt ved dem var det da nok snarest at de var for gode*, så folk så for meget paa dem og for lidt på skuespillerne. Det er dog både en fejl til den rigtige side, og ikke at lægge Thorolf til last, det er Tidens krav, der forlanger så meget af det udenoms. Jeg gad vide om der skulde komme noegen reaktion på det område. Forleden [?] blev der nok spillet en symbolistisk komedie på et af teatrene, der foregik nok bag [?flor], men det var vist nærmest at gjøre for meget ud af det på en anden måde.
*står der med andre Ord i Politiken.