Ca. 1849

[Mappe 2 nr. 7a]
Frøken Schouw!
De har bedt mig at tænke alvorligt over Deres Ord, og saa sige om De ikke har Ret. Jeg har tøvet med at svare for at opnaae en roligere Stemning, men det vil ikke Lykkes.
Hvorfor har De dog skrevet dette Brev, som har virket saa forstyrrende paa mig? Vi var jo for saa vidt enige i Forveien, har jeg ikke selv paa det bestemdeste yttret min Skræk for et usandt Forhold? Hvad opnaaede vi ved vor Samtale? Ved Deres Godhed og velsignede Opførelse fik vi oprettet det tidligere Forhold, De nævnte ikke at jeg skulle vandre de vilde Stier. Hvorfor har De dog skrevet dette Brev? Er det fordi at De kom til at yttre: ”at De ikke ansaae det for en Hemmelighed” fordi De kom til at bede mig nævne Dem ved Fornavn, jeg har jo ikke benyttet mig deraf. De skriver: ”For Deres Skyld maa det ikke ske” fordi De ville dog ikke kunne tilhøre mig helt, De synes at antyde, at jeg umulig kunne ville være tilfreds med Helgas Mands Lod, men det maa ikke ske for min Skyld, De vil ikke
●2●
være en [?Skavank] for min Lykke; det er jo næsten at stille det til min Afgjørelse; sandelig, skulle følge mit Hjerte, jeg kunne det, men nei! Kjærligheden maa være fuldstændig fra begge Sider, ”De to skulde blive som Een”. Det er Ordet hvori Velsignelsen ligger, kun deri ligger den.
Men nu de forfærdelige ord ”hos en Anden vil De finde Lykken hel” hvor kunne De skrive Dem? Det sortnede for mine Øine, det blev til en Ørken omkring mig, som havde al Sjæl forladt Verden, hvor kunne De dog skrive dem? De mener dem dog ikke? Det er umuligt at De kan ringeagte mig og min Følelse, De, som selv nærer en saa dyb, jeg kunne sige hellig Følelse, jeg kjender Dem for godt dertil, men disse Ord har gjennemtrængt mig med en usigelig Smerte; har De nogen Godhed for mig, tal da til mig, tal dem bort, jeg selv kan ikke, Kampen fornyes hver Dag, men jeg vinder ikke altid Seir, jeg lider da gruelig; det er dog umulig at De kan ville jage mig bort nu, og ikke nogle Dage tidligere, men tal, og jeg troer Dem.
Peter Christian Skovgaard.

[Mappe 2 nr. 7b]

De har bedt mig at tænke alvorligt over Deres Ord, og saa sige om De ikke har Ret. Jeg har ikke bestemt den lange Tid til at komme til dette Resultat for at kunne indrømme dette, Vi var jo enige om det i Forveien, har jeg ikke selv paa det bestemdeste yttret min Rædsel for et usandt Forhold, jeg glemmer heller aldrig deres deilige Svar jeg maa hvorfor har De dog skrevet dette Brev? som har virket saa forstyrrende paa mig? Hvad opnaaede vi ved vor Samtale? Ved Deres Godhed, og deilige Opførelse |fik| opnåede vi oprettet det tidligere Forhold, De nævnte ikke at jeg skulle vandre de vilde Stier.dertil holdte De for meget af mig. Hvorfor har De dog skrevet dette Brev? er det fordi at De kom til at yttre: ”at De ikke ansaae det for en Hemmelighed, fordi De kom til at bede mig nævne Dem ved Fornavn, har jeg benyttet mig deraf? De skriver: at det maa ikke ske for min Skyld, fordi De ville dog ikke kunne tilhøre mig helt,da Tanken dog altid ville være med ham; De har jo næsten stillet det til min afgørelse, de synes endogsaa at mene, at jeg mulig kunne være tilfreds med Helgas Mands lod; ja! skulle jeg følge mit Hjærte, jeg kunne det mulig, men nei! Kjærligheden maa være hel fra begge Sider,”De to skulle blive som et” det er Ordet hvori Velsignelsen ligger, kun deri ligger den. Jaa [?] Vi synes ho altsaa at være hverken nærmere eller fjernere end før, men Deres forfærdelige Ord kun [?]. Men nu Deres forfærdelige Ord ” for en Anden vil De kunne
●2●
finde Lykken heel” Som jeg kun….sende Deres [?] Hvor kunne De skrive Den? det sortnede for mine Øine, det var mig som et Spil havde forladt Verden, Hvor kunne De dog skrive den? De mener dem dog ikke, det er dog umuligt at De kan haarne mig og min Føelelse. De som selv nærer en dyb og det jeg kunne sige hellig Følelse.
jeg kjender Dem for godt dertil, men disse Ord har gjennemtrængt mig med |rædsom| Smerte, har De nogen Godhed for mig, tal da til mig, tal dem bort, jeg selv kan ikke faae Bugt med dem Kampen fornyes hver dag, og jeg vinder ikke |altid| hver Dag Seir jeg lider da gruelig, det er dog umueligt at De kun ville jage mig bort nu, og ikke 2 Dage tidligere; men tal, og jeg troer Dem.