Ca. 1849

Frøken Schouw!
De har bedt mig at tænke alvorligt over Deres Ord, og saa sige om De ikke har Ret. Jeg har tøvet med at svare for at opnaae en roligere Stemning, men det vil ikke Lykkes.
Hvorfor har De dog skrevet dette Brev, som har virket saa forstyrrende paa mig? Vi var jo enige om at være rolig og vinde Tid, stille at lade Sandheden løse eller binde; ved Deres Godhed og velsignede Opførsel fik vi oprettet det tidligere Forhold, De nævnte ikke at jeg skulle vandre de vilde Stier. Hvorfor Gud velsigne Dem. Men hvorfor har De dog skrevet dette Brev? Er det fordi at De kom til at yttre: ”at De ikke ansaae det for en Hemmelighed” fordi De kom til at bede mig nævne Dem ved Fornavn, jeg har jo ikke benyttet mig deraf. De skriver: ”For Deres Skyld maa det ikke ske” fordi De ville dog ikke kunne tilhøre mig helt, De synes at antyde, at jeg umulig kunne ville være tilfreds med Helgas Mands
●2●
Lod, min Længsel tilskynder mig at tale som han, men nei! Kjærligheden maa være fuldkommen paa begge Sider, ”De to skulde blive som Een” det er Ordet hvori Velsignelsen ligger, kun deri ligger den. Jeg maa nævne et Ord som har rystet mig, ”hos en Anden vil De finde Lykken hel”, hvor kunne De skrive Dem? De mener dem dog ikke? Det er umuligt at De kan ringeagte mig og min Følelse, De, som selv nærer en saa dyb, jeg kunne sige hellig Følelse, jeg kjender Dem for godt dertil, men disse Ord har gjennemtrængt mig med en usigelig Smerte; tal til mig, tal dem bort, jeg selv kan ikke, min Sjælekamp fornyes hver Dag, men jeg vinder ikke altid Seir, jeg lider da gruelig; det er dog umulig at De kan ville jage mig bort nu, og ikke nogle Dage siden.
Peter Christian Skovgaard.