Menu

Skovgaard

1846-10-09

Afsender

P.C. Skovgaard

Modtager

J.Th. Lundbye

Dokumentindhold

P.C.Skovgaard foreslår J. Th. Lundbye at de skal male et maleri sammen. Han hilser fra Ussing og Olympia Freund, som næsten er helt rask. Luindbye kan flytte direkte ind hos Skovgaard når han ankommer til København. P.C. Skovgaard beskriver landskabet og området for Møn.

Transskription

Mappe 34 nr. 13
S:T:
Her Maler J:Th: Lundbÿe
adr: Her Justitsraad Bonnevie
i
Kalundborg
betalt

Kjøbenhavn den 9 October 1846.
Kjære Ven!

Jeg er en gammel Svinehund etc: og Du meget godmodig og langmodig, ihvor ”forbandet” Du end har i sinde at være, apropo om forbandet, Du vil være ond, arrig og forbandet, og det skal jeg glæde mig over, mange Tak, ja naar jeg ikke vidste hvad Du har gaaet og snakket om ”at man skal være værst ved sine gode Venner” Du har ellers begÿndt at snakke forbandet sødt til mig om Uegennÿttighed og Opofrelse, saa jeg maa skamme mig derved, for det er slet ikke sandt, egennÿttig var jeg, jeg gik saa lumsk og glædede mig til have Dig lidt for mig, at skjænke Thevand til Dig om Morgenen uden Fløde som Du jo holder af, jeg drikker selv uden for jeg har ingen; og alt dette bliver der intet af fordi Din gamle S….. ikke kommer i rette Tid til Bÿen, naar Du kommer kan Du flytte lige ind, Roed er nok allerede ifærd med at flÿtte. Jerichau er nok reist tilbage til Italien har jeg hørt, jeg har hos Raffenberg seet dine smukke Skizzer og Modeller, rigtig nok kun ved Lÿs, men de ere vel ogsaa kjønne ved Dagen. Ussing er kommet tilbage og beder mig hilse Dig – Lÿmpa er nu næsten

-2-
rask, jeg skal imorgen hilse hende fra Dig –
Hvis Du kan, saa see lidt (eller meget helst) paa Ungqvæg, som gaaer løst om i Marken mellem Ellebuske, med dette smukke skÿe hjorteagtige Junoagtige Blik Du nok kjender, jeg har et smukt Landskabsmotiv til at sætte Dem paa, saa kunde vi male et Maleri sammen, tænkt Dig dem gaaende noget lavere end Du staaer, Belÿsningen, mod Solen, Dÿrene i Slagskÿggen af en Skÿe – Jeg vilde gjerne beskrive Dig Møen, men det er vanskeligt, den er dog endnu vanskeligere at male, jeg er ogsaa løbet fra den iaar, for at komme igjen ved næste Aars Løvspring, med alle mulige [?Beluringsredskaber] naar jeg saa holder ud til Løvfald, saa haaber jeg den maa give sig, og Pokker komme i Dig om Du ikke følger mig og staaer mig bi som en ærlig Ven, der er saa umaadelig meget som jeg ikke kan overkomme, jeg har saa mange Punkter jeg kan sætte Dig lige paa i den rette Belÿsning, der er alt hvad Dit Hjerte kan begjære, der er 3 Herregaarde
-3-

med Herregaardsqvæg, der er Bönderqvæg der er Bakker som har noget at sige der er Enge som ogsaa har noget at sige, der er Sunde med Øer i, der er det umaalelige Hav, der er ÿndige Landsbÿer hvor selv Popler er smukke hvor Bøndergaarde har Viinranker paa Væggene, der er Veie med mange dÿbe Hjulspoer, med lange Rækker af hvide Piil unge og gamle: ÿndige Grupper, med forfaldne Brønde hvor smukke Piger staae og vande røde Køer, og der er en Ulvshale! ja Ulvshale maa Du see! en stor flad Landtange [af bare Rullestene] begroed med Grønsvær (Tue ved Tue) Enebær og Lÿng og en gammel mageløs malerisk Dværgagtig Skov, paa Ulvshale græsse Stege Bÿes Kreaturer og Faar, der er kun et Huus hvor Vogteren en Sømand boer, han har en overcomplet Skovstue passende for os to, og en Kone som kan lave god Mad, og kjender til Renlighed, Ulvshale kan Du finde paa Kortet, paa den ene Side ruller Østersøen sig ind med lange skummende Bølger, paa den Anden Ulvsunds ofte Speilblanke Flade med Nÿord, Jungshoved, Kallehave og [?Kyster] lige for, Ja der er godt at være!!!
-4-
Lev nu vel og hils Din kjære Moder og øvrige Familie fra Din Ven P.C. Skovgaard

Fakta

PDF
Brev
København
Kalundborg

Mappe 34 nr. 13