1884-08-08

Mappe 18 nr. 37 og 37a

Kjærgaard 8 Aug. 1884

Kjære Broder!

Jeg lever i en sørgelig uvidenhed om hvordan Du har det, jeg hører nemlig hverken fra den ene eller den anden, men det er vel nok min egen skyld; et brev fra Faster har jeg dog fået, men deri stod ikke noget om Dig; den eneste underretning jeg har fået, er gennem Torolf. Ja tro nu ikke at jeg vil bebrejde Dig noget, det kunde sandelig ikke falde mig ind, for Du har rigtignok ellers samlet hvidglødene kul på mit hoved. Hør! jeg synes Du skulde rejse hjem i tide, inden koleraen kommer, husk at Du ingen stærk mave har, men i hvert tilfælde, anskaf Dig noget salmiakspiritus, det skal være et brilliant middel mod kolera, og jeg også set det i en håndevending ekspedere en diaré Torolf havde; Henrik Jespersen kender en mand der i koleraåret har reddet mange med det. Jeg ved jo ikke om salmiakspiritus (amoniak) som købes i Italien har samme styrke som det man får her, så det er vel bedst,

[s. 4]

|at Du er forsigtig, da det er en stærk vare, Du kunde jo dersom Du skulde få lidt diaré, begynde med en lille portion, og så prøve hvor meget Du kan tåle, for resten tror jeg ikke at Du skal være altfor ængstelig for det, da det vi har her lader dygtig stærkt, vi tager 20 dråber i et halvt glas vand, hvilket kan tages et par gange om dagen, eller ti (10) dråber i en spiseske fuld vand. I kolera tilfælde må der vel sagtens mere til. Dersom Du får for meget af det, sådan at det brænder for meget, (lidt brænder det altid) så skal Du Drikke ædikke, da syren modvirker amoniaken, ligesom denne neutraliserer mavesyren; kan Du ikke få ædikke, så drik vand så Du spæder det, Du kan jo også smage på det, førend Du drikker ud.|

-2-

Mit arbejde skrider som sædvanligt fremad med den tilbørlige sindighed; så det er ikke stort der endnu er gjort, og det bliver heller ikke overvældende masser, jeg bringer hjem, kan jeg nok indse. Jeg har da været noget i dag med æ hav, men det er noget rent dævelskab at have at gjøre med, ikke desto mindre har jeg i sinde at begynde på et større marine bilt, frådende hav mod solen med solblink i svære masser; da det formodentlig bliver til at kasere alligevel, gjør jeg forsøget på uspaltet lærred, skjortetøj. Det som der for tiden tegner bedst, er et fra nogle meget lyngklædte klitter, sildig eftermiddag mod solen.

-3-

Det er mærkværdigt sådan en variation der er i klitterne, i særdeleshed her, fra de mørkeste lyng landskaber til de mest blændende lyse sand og hælme landskaber, og klitter med egepurl og små moser eller rettere udtørrede søer. Men også de forskellige egne er helt forskellige, nu kender jeg næsten hele strækningen fra Fanø til Nymindegab, men har ikke truffet nogen der liger dem her, hverken i formation eller vegetadittoen, stor rolle spiller her en mængde ganske flade og ofte temmelig store lyng slætter, som strækker sig ind imellem dem. For nogle dage siden gjorde vi en god tur, vi var først på Endrupholm (Henriks hjem), og der efter på Fanø, der er klitterne temmelig ensartede, der gror meget græs på dem, og havet er overordentlig fladt, og strandbredden af en uhyre bredte, især på nordspidsen hvor den var en fjærdings vej, der var ikke så godt, men Nordby var rigtig god, der var udmærkede interiører. Vi blev færget fra Fanø over til Skallingen, der er overordentlig

[s. 1 og 4]

ejendommelig, endeløse sandflader uden en plante på, og så lige som et stuegulv, og så sine steder klitter med smukke skrænter ud mod havet, det var det mest øde man kan se, ikke et menneske bor der på hale halvøen som er et par mil lang, Blåvandshuk sprang vi over, fordi vi gik ind i landet, for at komme til Ho præstegård, hvor vi var i flere timer, der var meget rart og vi kaprede da middagsmaden der.

Mappe 18 nr. 37 a.

Fra Ho kom vi til et klitparti med en plantage på; aldrig havde jeg drømt om at en nåletræs plantage kunde se så brilliant ud, men der var næsten kun fyr, meget lidt gran, og så var der det brilliante terrain og klimaet, der gjorde det, man anede ikke raderne, og små og større træer stod imellem hinanden, det så næsten ganske svensk ud, og meget storslået. Vi har været i et par andre præstegårde, hvoraf jeg særlig synes om den i Henne, præsten her i Ål er ellers en rigtig rar gammel mand, men der er morsommere i Henne, navnlig er jeg komplet væk i en stue der, den er lille og lav med et eneste meget lille vindu, hvorigennem der kommer en belysning der er ubeskrivelig bedårende, og så er der en mørk sofakrog, som er toppunktet af hyggelighed; at sidde der og se på det klare lys der

[4]

falder ind på fruens fine sygelige hoved, når hun sidder på sin plads ved vinduet, og halvlyset på andre figurer, og dunkelhed i krogen bag ved, hvor præsten halvvejs bliver en anelse, det er næsten ikke til at løsrive sig fra, jeg glæmmer at høre efter musikken, når en spiller der. Ja Du kan tro jeg i det hele taget befinder mig vel her, men ane hvor lidt tiltrækning Italien for tiden har på mig, det kan Du dog neppe, naturligvis må jeg tilså, at jeg vist nok sommetider vilde kede, dersom ikke Torolf og Henrik var her, Henrik er nu den bedste kammerat som det er mugligt at finde, tror jeg, og Torolf er skam også rar. Hils meget, og gid Du vilde rejse inden det er for sent. Din broder.