1842-09-18

Hr Landskabsmaler Skovgaard paa Frederiksborg Slot

Den 18 Sept 1842, med Kanonskud og Militair Paraden.
Kjære Skovgaard!
Jeg har Haab om at faae det bevidste Beviis imorgen og skal det da blive sendt; men det forudsætter, at Du vil tegne ret flittigt paa Modelskolen i Vinter; uden dette Løfte kunde Du ikke faae det, dog jeg tænkte: det Væsentlige er, at have Faaet det. siden faaer det gaae, som det kan. Betydelige Forandringer træde i Kraft ved Academiet 1st October. Dog derom kan vi bedst tale. - Læssøe er kommet hjem og Brendstrup, som ogsaa har været bortreist.. Prof Høyen seer Du nok paa Onsdag, sagde han; dog ikke vist. – Det har undret og glædet mig at læse, at Dit Stykke er næsten færdigt, det tyder paa, at Du har det godt. Nu dages det ogsaa for mit; det har efter min Reise faaet betydelige Skub fremad, og jeg troer ogsaa, det har vundet. Den fortræffelige Købke har besøgt mig og givet mig gode Vink. Jeg haaber i Løbet af en Maaned at faae det færdigt, og da skal jeg ryste Malerier ud af Ærmerne, jeg er saa opfyldt med Ideer til nye, har dog levende Interesse
●2●
for det store, som Fraværelsen har givet mig skarpere Blik for; men mange Dumheder indeholder og beholder det jo nok, dog vil Du finde det bedre end Du forlod det. Købkes eget store Stykke er nu een Gang overmalt, har alt en yndig Virkning, en overordentlig Lyshed og Dag, italiensk Dag, og hver Ting er saa ganske paa sit Sted. Han maler nu paa Viin-Pergulaen. Jeg vil ikke splitte min Tid med Besøg, jeg vil male og see at blive dygtig ved fornuftig at anvende min Tid, derfor kommer jeg kun lidt ud, har ikke endnu i disse 8 Dage seet Din Familie, seer dem maaskee ikke, førend Du kommer, hvad jeg haaber skeer snart; men da vil Du jo væk igjen - jeg har ingen Penge og maa derfor blive her. Idag er her stor Militair Parade, jeg er i Hulen, gider ikke gaae ud af den, der har man det dog bedst; i hele Timer kan jeg sidde med min lange Bog for mig og glæde mig over Tegningerne i den, da bryder jeg mig kun lidt om Kritikken, Kunsten, Verden uden om, da er jeg glad ved Mindet om svundne Glæder, glad ved at jeg kan tegne lidt, hvorved det gjøres mig muligt, at fastholde kjære Steder i min Erindring, den gjemmer dog
●3●
min største Lykke. Jeg har været bedre, levet uden Næringssorger, malet bedre og selv været kjønnere - nu er jeg gammel, grim og fattig og skal blive ældre, grimmere og fattigere, den nærværende tilkommende Tid har saare faae Lyspunkter, Gløden i Piben i Skumringen i min Hule er et af de bedste. Lystig, ufortrøden! Walperding sælger nu Billeder for 8 sk. Det samme kan jeg gjøre, saa har jeg dog Brød til imorgen. -- Min Moder! – hende har jeg jo endnu, og saalænge hun lever, veed jeg dog, hvor der slaaer et Hjerte trofast for mig, saalænge er jeg dog lykkelig. Hun spørger altid saa kjærlig til Dig, ogsaa Louise Lundbye - hvorfor skal vi være født i trange Kaar? hvorfor skal vi pines og negte os Ønskers Opfyldelse, som Andre lettelig opnaae tit uden at skjønne derpaa, bah! Det samme vilde være Tilfældet med mig, det er dog bedst som det er; men: det er svært at være Menneske! – Levvel! kjære Ven! vær bestandig forsigtig! kom snart herind, nu lakker det ad Vinter vi have allerede to hyggelige Aftner, lad os til Vinter imellemstunder sidde ved Ovnen i Mørkningen med vor Fyrrepind, vel er jeg en gammel Svinehund, men dog Din Ven
TL