Skovgaard
1882-12-28
Afsender
Niels Skovgaard
Modtager
Joakim Skovgaard
Dokumentindhold
Niels Skovgaard skriver om et staffeli, der har været dyrt. Han fortæller også at han har fået lavet tryk af sine raderinger af kvarnen i Østrøø, og han er ikke tilfreds. Der findes flere udgaver af raderingen i Skovgaard Museets samling.
Transskription
Mappe 18 nr. 12
Nestelsø 28 Des 1882
Kjære Joakim!
Tak for alt det tilsendte fotografier og brev. Ja rigtig tak, det var herlige ting jeg fik, og jeg kjente da kardinalen, da Cathrine har ham, men nu må jeg ærgre Dig, for aparaterne til staffeliet, ja Du har da vel fået dem, blev temmelig dyre, fordi jeg lod Dobark gjøre dem, jeg skulde nemlig alligevel til ham, og Rabitz var flyttet, han tog 4 kr. for dem, to ringe købte jeg hos isenkræmmeren til 9 øre? Og to fandt jeg hjemme. De studier jeg sendte kostede også meget, nu husker jeg ikke hvad; så det bliver en temmelig historie i regnskabet.
Du må aldeles om Du vil levere Viggo kritikken, jeg har ikke forandret mening, men det kan dog måske være at den i brevet ser værre ud en den egentlig er det kan det så nemt komme til i et brev, det er i sådanne tilfælde altid skidt at skrive, det kan tyve gange lettere misforståes, end det mundtlige, derfor kan det gærne være at Du
-2-
dersom Du ikke allerede har givet baladen videre, måske næsten helst må lade være, men har Du gjort det, så sig også, at jeg aldrig har opfattet det anderledes end som et forsøg, og håber at det heller ikke er andet, og et forsøg som jeg, om jeg end ikke forstår nytten dermed, aldeles ikke ser mig gal på, og at jeg heller ikke på nogen måde har været gal på V.! Det er aldeles galt dersom han tror det.
29ende.
Jeg lægger i brevet noget af det insektpulver jeg brugte til møludryddelse hjemme, for at Viggo kan prøve om det kan hjælpe for lopperne at drysse det i sengen. Det må kunde strøes meget fint ud, da det er så umådelig fint, dersom det hjælper, så skriv det til mig, for så sender jeg mere. Jeg har skam endnu ikke nået op til Freund efter afstøbningen.
Ja jeg er nu her i Nestelsø for at at trøste mig over at jeg må vente med turen til Paris. Det var det dejligste vejr, den dag jeg tog hertil, med nyfalden sne, solskind og senere lette skyslør, som solen virkede igenem, og aldeles stille og let frost, men dagen efter,
navnlig i går, og i dag har og havde vi tø og regn, jeg vilde unegtelig hellere have beholdt det forige vejr, dette er ikke til at bestille noget i ude, jeg har taget en raderplade med, for at gå på noget efter naturen. Raderingen efter Østrøø kvarn fik en sørgelig skæbne, jeg fik først tre aftryk hos Schwartz og de var skam ganske morsomme, men volsom urolige, så der måtte samles på det, dersom det skulde virke lidt ordentligt, men denne samlig, ak! Det var næsten ikke til at kende raderingen igen, ganske vist stod den helere, men den var blevet så fjollet og kedelig, så jeg nær var gået i jorden af forfærdelse. Jensen og jeg har set på pladen med betænkelige blikke, det er meget uvist om der endnu kan komme noget ud af den, men jeg tror dog jeg skal prøve.
Jeg tænker nok jeg raderer dette motiv fra vejen ved kvarnen.
Jeg har da talt med Engelsted og vi håber at vi kan rejse midt i Marts, først til Holland og så til Paris og være hjemme igen i slutningen af Mai, dersom vejret så bliver efter mit hoved kan jeg forhåbentlig blive færdig med mit store billede, og så! Ja så spekulerer jeg rigtignok på at se at komme ned til Dig.
Og nu skal brevet vel postes så jeg må slutte.
Niels
Jeg har bestilt en ramme til vaskepigerne som kommer på cirka 62 kroner, jeg synes den er brugelig rigtignok ikke køn, men den vil vist se ret rig ud. Den er lidt smallere end den anden, men jeg tror ikke det skader noget.



