Menu

Skovgaard

1884-04-14

Afsender

Niels Skovgaard

Modtager

Joakim Skovgaard

Dokumentindhold

Brevet handler om udlejning af værelserne i Rosenvænget.

Transskription

Mappe 18 nr. 35

14de April 1884. Rosenv.

Kjære Joakim!

Nu er det store slag slået i denne aftenstund, nemlig at opsige Kjerulfs, det var noget af det værste, jeg har været med til, dersom det er vanskeligere at fri, end det var at gå ned til dem i det erinde, så bliver jeg vist aldrig gift, men nu er det heldigvis overstået, så jeg kan sove roligt i nat. Det var en mageløs efterretning jeg fik fra Dig Påskemorgen, at Du også så gærne ville have den foreslåede ordning, jeg skal hilse Dig så meget fra tante Susette og takke Dig, men hun skriver snart selv. Du forundrer Dig måske over at jeg har skyndt mig sådan med at opsige K. men det kom sig af at malerne skulde komme i morgen for at gjøre dagligstuen og det store sovekammer istand, også fordi at det var rigtigst at sige dem det snart. Spisestuen er færdig, og så tænkte jeg at Kjerulfs måske hellere vilde slippe for at have håndværkere, når de ikke skal bo her mere end et halvt år, og det var også rigtigt, så nu siger jeg malerne af indtil efteråret. Det er ikke længere Weber, han er hørt op med forretningen, men Lauritz Hansen, som har overtaget den. Da det kom til stykket, lod jeg dem male spisestue loftet op igen, de udsparede grenene, og trak det andet

-2-

op på ny. Udvendig blev her malet, her trængte hårdt. Der er jo ingen bestemt aftale sket med Tante S. om hvordan vi skal ordne os, men foreløbig har vi tænkt os det således. Hun giver 400 kr. i årlig leje, hun kan ikke give mere, da hun kun får en indtægt af 800 kr. når fraregnes, hvad Cathrine og vi skal betale, og så betaler vi hver 30 kr om måneden, de måneder vi er hjemme og intet ellers, det bliver for et halvt år for os to 360 kr, når vi så regner at vi kun er det halve år eller lidt mere hjemme, så vil altså T.S.s husleje og vores kostpenge så nogenlunde balansere, men vask og brændsel til malerstuen må vi selv betale. Kunde vi så udleje de to værelser la C. har, foruden den mindre malerstue, så kunde vores nuværende sovekammer blive pigekammer, og vi komme til at bo nede. Dersom vi kunde få de to værelser foruden malerstuen, så tænker jeg da at de kunde give 400 kr om året, det kunde da blive til skatter og reparationer på huset, og forhåbentlig lidt til, men for resten må vi jo så se at sælge vores billeder. Skulde vi intet sælge, og det viser sig

-3-

at det er for dyrt at leve sådan, så kan det jo forandres, men foreløbig prøver vi på det. Frøken Holten som lejer er vist uvis, den eller de lejere som vi får, lader T.S. pigen gjøre værelserne i stand for.

Carl har købt jord tæt ved Frederitsia, han skal anlægge en planteskole, han er helt underlig ved at være sin egen mand, det er Enrico Dalgas, som støtter ham, han skal bygge, det skal være et dejligt sted tæt ved lille bælt. Jeg har fået et brevkort fra Dig, skrevet 29 Marts og et skrevet 1 April. Faster har fået Din Spartatur og Cat. også noget, jeg ved ikke hvad. Den 3die 4de og 5de April var jeg en brilliant fodtur med Torolf, Jespersen og Carl Jensen, det var dejligt forårs solskinsvejr, foråret er meget tidligt i år, der er ikke så lidt grønt, hyldebuske og sådan noget. Vi spadserede den første dag fra Frederiksborg gennem skovene til Fruebjærg, og drejede så af og gik sønden om Arresø over Frederiksværk til en lille kro nær ved Tisvilde hegn. Der er dejligt ved Frederiksværk, men det bedste kom dog den anden dag, da gik vi til Gilleleje, og den tredje til Helsingør. Det bedste var

-4-

Tisvilde leje, det ligger aldeles bedårende, i det mindste på sådan en dag. Der er de dejligste skrænter, lige ved lejet og mod øst, men mod væst lavere kyst, med flyvesand og klittag og marehalm, det skinder og blænder i solen, så det er til at blive komplet væk i, og så havet, det stråler i 999 gange 999 farver den ene dejligere end den anden, og harmonien imellem dem 999 gange dejligere endnu. Der er også nogle høje banker syd for hegnet, nær ved Arre sø, der er udmærket. Jeg var i Vejby, det var netop Faders fødselsdag, men den er ikke nem at kende, jo kirken, den er akkurat som i Faders tid. La C. har en hel masse på udstillingen, han har solgt et stort og et lille billede. Du og jeg intet solgt det jeg ved af. Jeg har fået fotografierne, og frøken H. og Ludvig deres, tak for mit. Husk et hoved til Grevinde M. Jeg har mit billede på udstillingen. la C. rejser vist omkring 1ste Mai og jeg måske næsten også. I morgen skal jeg med Boisens, og Busck og begribeligvis også Cathrine i skoven, om aftenen ender turen hos Busck, der holder gilde i anledning af at han skal flytte. Lev vel og kom hjem til balade i stueetagen. Din broder

Fakta

PDF
Brev
Rosenvænget

Mappe 18 nr. 35