Personer
Poul la Cour
Poul la Cour, 13.4.1846-24.4.1908, dansk fysiker, højskolelærer og den elproducerende vindmølles opfinder. Som magister i fysik blev la Cour 1872 underbestyrer ved det nyoprettede Meteorologisk Institut i København. En række opfindelser inden for telegrafien (bl.a. tonehjulet) gav ham tidligt international anerkendelse. Hans grundtvigske livsholdning førte ham i 1878 til en stilling som matematik- og naturfagslærer på Askov Højskole.
I 1891 etablerede han her med statsstøtte "Forsøgsmøllen". De gennemførte forsøg og opfindelser placerede ham internationalt som vindelektricitetens opfinder. La Cour udviklede desuden vinddrevne elværker til landejendomme, der ikke kunne tilsluttes datidens by-elværker. I 1903 var han medstifter af Dansk Vindelektrisitets Selskab, der med tidsskrifter, konsulenttjeneste og Askov-uddannede "landlige elektrikere" blev hovedkraften bag den tidlige elektrificering af de danske landdistrikter; la Cour blev af sin samtid kaldt "Danmarks Edison". En omfattende forfatter- og foredragsvirksomhed samt engagement i gymnastik- og skyttebevægelser gjorde la Cour til landbobefolkningens markante fortaler. I 1894 blev han titulær professor og 1907 Elektricitetskommissionens første formand.