1846-10-15

Mappe 34 nr. 28
Kllbrg 15 Oct 1846

Kjære Skovgaard!
Tak for Dit kjærkomne Brev, som blandt andet Godt ogsaa bevirkede en Forsoning mellem mig og Møen – denne Ulf Ulvehale gad jeg dog nok see, og det bliver vel saa, at vi ad Aare tage derned sammen. Hvad din Bøn angaaer: at jeg vilde see paa Ungqvæg mellem Ellebuske, da havde Nellekilde ikke meget af den Slags at byde, dog noget, og det har i den hele Maaned, jeg var der været en stor Fryd for mig at see det løse Qvæg som drev omkring; jeg glæder mig til nu endelig at komme til at udføre denne vor gamle Plan.- Paa Mandag kommer jeg, det vil sige, paa Tirsdag Morgen, hvad ikke er saa nemt at forstaae, og naar jeg er kommet i Huus, som jeg tænker hos Broder Carl, skal jeg op ad Dagen vel søge Dig. Skulde der imod Formodning være nogen Ting iveien for, at jeg kan tage ind paa Chrstjnshvn, saa tør jeg maaskee endnu benÿtte Dit gode Tilbud i sin hele Udstrækning. Der har været Perioder, hvor jeg har været meget nær ved at forlige mig med Svenns Familiebetragtninger, (Fetters Cousiner o s v) men mange

-2-

Ting indtræffe, som ikke ere gode, uden for saavidt, at de forsone og forene Brødrene mere og mere, jeg er idet, som over hovedet, af Naturen temmelig Conservativ, jeg holder af at gjøre alt for at nærme sig dem vi ved Blodets Baand ere forenede med. Det er imidlertid for nærværende Tid vanskeligt at at give hver sit: Familien og Kunsten. Og det er ene og alene for min Moders skÿld, at jeg ikke allerede reiste i dag, thi jeg kan intet gjøre i al den Forvirring og Ængstelse, som opstaaer i et Huus, hvor Sygdom og høi Alderdom forenes. Lille Gunni er meget betænkelig syg endnu, mens Sÿstrene sidde som smaae Skelletter, saa magre og lege om Bordet, det seer ÿndigt ud at see disse Smaapiger, ved Sygdommen endnu uendelig finere og zartere end et saadant Barn allerede i sund Tilstand er, og dertil endnu har Rikke det egne Blik, som sees hos Personer Døden har været meget nær. Min gamle Bedstefader er i alle Maader gruelig affældig, ligger helst til sengs, nyder næsten intet, det er saa utænkelig lidt, hvad han behøve, men stakkels Mand maa altid høre ilde for at han ikke kan spise. Imidlertid er dog Alle saa temmelig fortrolige med Tanken om hans Bortgang, der næppe kan udeblive længe. –
Med Hilsen fra min Moder til Dig og Din Familie, som ogsaa jeg beder hilset venligt, slutter Din hengivne Ven
JohThom Lundbye
Hils Høyens! Moder siger hun glæder sig til atter engang høre Dig synge om Halvor paa Bispebjerg, den Arie har i Din Mund ret behaget hende
|Det glæder mig at lille Lympa er vel igjen hils hende, Vik og deres Moder fra mig.|