1883-05-30

Kasse 16
Brev 41

Roma 30 Mai 1883

Kjære Faster!
Jeg har opsat at skrive til Dig, da jeg helst vilde gjöre det fra Sora så jeg med det samme kunde sende min adresse, men da jeg har noget at sige Onkel netop nu, vil jeg slå det sammen og bede Dig sige ham besked, min adresse skal Du få aligevel. Det er bare det jeg vilde sige Onkel, at i dag har jeg hævet 600 sekshundrede frank for at have noget at tage til på landet, det er kanske mere end der står på min bog i banken, for jeg ved ikke om pengene for mine Vaskepiger er indkomne og indsat, eller om Goldschmidt har betalt sine penge og de er indsat, (han har lovet at betale gennem Cathrine), men er pengene endnu ikke indkomne håber og beder jeg Onkel klarer det for mig til de kommer. Han synes måske jeg bruger mange penge, det synes jeg selv, men ved ikke hvorledes jeg skal bære mig ad med at spare uden at være kneben, der går så meget til modeller. Endvidere har jeg solgt en akvarel til Hirschsprung (såfremt han da synes om den) jeg skal have 200 kr for den, og har
•2•
bedet ham betale dem til Onkel ved lejlighed; endnu er akvarellen ikke nåt hjem.- Se det var forretningerne.- Det var da dejligt, at Du nu kan rende i Theatret og tage doktoren med en trumf, jeg håber Du ikke har måttet böde for det.- Strandbyfolk har jeg meget lidt tro til, jeg kommer i den anledning til at tænke på noget Fader sagde, nemlig, at et par bönderpiger kunde være meget mere optagne af en töjrepæl med en klud om, og meget mere levende se et barn deri, en en fin pige kunde se det i den kunstigste dukke, for den tillader ikke fantasien noget spillerum, den tvinger tanken ind på falsk hår, falske öjne, og falske skrig o.s.v. töjrepælen må man tillægge det alt ud af sit eget hoved, og gjör det så sådan at pælen lever for en. Ligeså med strandbyfolk, de tvinger tanken ind på en virkelighed man dog ved er falsk. Jeg ved nok at grönlandske dukker kan være nydelige, og at Fader selv har lavet en morsom bondemand til en af Monrads dötre, men de intereserer mest som små husflidskunstværker, ikke fordi de egentlig bliver mere levende end töjrepælen.- Nu er her forskrækkelig varmt i Rom, sommetider kan man næsten ikke holde
•3•
öjnene åbne, d.v.s. om dagen, for om natten kniber det med at holde dem lukkede. Det er tordenluft, selv morgenerne er hede. I den sidste tid har jeg malet lidt ude i Phillipsens malerstue på Via Flaminia lidt udenfor Porta del Popolo, det er en idyllisk tilværelse, vi er 3 – 4 gode venner, omgivelserne er dejlige, vi går over på den anden side af gaden og spiser en god frokost i det landlige Osteri, Papa Giulio og om aften spiser vi der igen medens ildfluerne sværmer i det dunkle om os; ja jeg kan godt forstå Vordingborg Jensens begejstrede udbrud forleden söndag, da vi var ude at spise og more os, en hel mængde, næsten os alle, lige ved Villa Doria Pamfili, så galt det så siden var. Han sagde idet han slog i bordet ”Min sön (om han fik nogen) skal være maler enten han kan eller ej, for det er dog den dejligste tilværelse”. Det er egentlig smukt sagt.- Cathrine må endelig ikke bestille rammen til mig, for jeg bliver sikkerlig ikke færdig. Jeg er meget spændt på hvorledes sommeren löber af, den skulde jo helst blive den bedste del af rejsen, den med det rigeste arbejde, jeg
•4•
glæder mig slet ikke til vinter, men hvem gjör det om foråret. Nej sikken en italiensk sludder jeg nu har fået, min værtinde kom ind og spurgte om noget og så kom vi i snak og talte om alt muligt. I formidags var jeg hos Tante Caroline og da sagde Johanne Dalgas at jeg var ikke gået frem i italiensken, og jeg måtte også indrömme, at jeg stod omtrent på samme trin som for 3 – 4 måneder siden, men nu med min værtinde gik det godt, hende forstår jeg og hun mig, det er kanske fordi det mest er hende og folk på det dannelses trin jeg har haft lejlighed at tale med. For resten er her nogle her i Rom, temmelig simple folk, jeg tænker nærmest på en kone, hvis sön jeg har malet, hun talte rigtignok så gruelig så om hun talte aldrig så langsomt, var det mig dog næsten umuligt at forstå et ord. Ja nu er Du nok rar og tager til takke med dette lidt hurtige brev. Vil du hilse i Clausen og udenom, Din hengivne
Joakim