Menu

Skovgaard

1905-09-20

Afsender

Niels Skovgaard

Modtager

Joakim Skovgaard

Dokumentindhold

Niels Skovgaard beder Joakim Skovgaard om lån af billeder til en udstilling i Prag, og spørger om forsikringspriser. Joakim Skovgaard har skrevet kommentarer i brevet.

Transskription

Mappe 19
Brev nr 31

Rosenvænget 20-9-05

Kære Joakim
Jeg havde håbet at Du var kommet hjem i disse dage, så jeg kunde have Talt med Dig, men det lader jo til at Trække lidt ud, så nu må jeg skrive. Först Pragh. Nu skal vi have bestemt besked, da billederne skal afsendes sidst i denne måned.
Jeg har ikke talt med Ulrichs men de skal vel bestemme assurancesummen på 1) Dagsås kirken om De ellers vil udlåne det (Ulrich om udlån og assurancesum) 2) Det grønne vænge (ja-pris 900 Kr) kan De vel ikke nægte at udlåne når Du har givet tilladelse, det tager vi så. Hvad er salgs og assurancepris? og Tittel? Jeg er jo ikke glad ved at plage Dig, men jeg må jo se at skaffe noget mere. Först tager jeg en 3) Karen Marie (du derom)fra mig selv hvis Du tillader, hvad Du vel gjör. Dernæst beder jeg om at Du dog vil lade

Jeg tror ikke lokalerne er passende til Dödsriget.
-2-
|Niels omsættes i udenlandsk mönt afrundet og procenter lægges til summen, så den ej formindskes|
os få noget af hvad Du har hængende. Jeg har særlig kig på 4) Adam og Eva og slangen som hænger i havestuen (salg og assurance 2000 kr). Agnete siger nok, at der er noget, som Du tænker at gjöre om, og jeg har, ved at se på det i sommerens löb fået lyst til at foreslå noget sådant, men desværre falder vores meninger vist ikke sammen såvidt jeg kan forstå. Imidlertid! Som det er, er det alligevel et ypperligt billede, som jeg meget beder om, og det er et ejendommeligt billede. Du ved nok, at dansk kunst nemt kan komme til at tage sig lovlig nögtern og fantasilös ud, og derfor trænger vi til sligt. Assurance og mulig salgspris? Tittel? 5) Agnete fra ryggen vil Du nödig sende |ikke gærne men om nödvendigt så for Nielses skyld – og ikke til salg assurance 1700 kr|, vil Du hellere lade os få 6) Agnete, Anna og (Eskild er det vel). |aldeles ikke|. Jeg ved ikke om det er færdigt, men
-3-
som det er, er det svært godt, og egner sig fortræffeligt. Et af de to var det unægtelig rart at få. Priser, Tittel? Så er der |no7 Panthenon |ikke lyst til at låne dem.| Jeg sender de to kvindefigurer fra Akropolis. Hvad siger Du? Priser? Og endelig et |no8| gråvejrs landskab fra Sora. Priser? |Salgspris 600 ikke derunder.| Vi skulde mulig på generalforsamlingen i vinter slået den udstilling ihjel, men når vi ikke gjordet det, så må vi se at lave en god udstilling. Heldigvis får vi en 10-11 gode ting fra Johansen.
Dette får jeg vel nok svar på i denne uge? Den 28nde er det meningen at Viggo, Ingeborg og jeg rejser en lille Tur (på omkring 8 dage til Öströö). Dersom Du kommer hjem til den tid, mon så ikke Du tager med? Du må dog selv skrive til Laurell derom, jeg tör ikke, for han vil
-4-
ikke have betaling af Ingeb og mig. Må jeg have lov at låne Din bösse med? Johan Th. havde tænkt at få den ud til sig, men da han nok kan låne bösse der, har han afstået den til mig. Fra Karl Madsen som nu er rejst til Paris skal jeg hilse, og bede Dig endelig ikke ödelægge Philipsens (Gustavs) værk saa at pröve at få Tyren på springvandet, ved uheldig indblanding fra Din side. Det brev du har skrevet til Zeuthen, har gjort, at han syntes tingene voksede sådan op, at han slet ikke vilde have med dem at gjöre. Lad Du nu andre om at få den Ting i orden. Madsen vilde da pröve at få Zeuthen på andre Tanker, om det er lykkedes herom har jeg ikke hört. Men Du må endelig være forsigtig.
[Jo længere jeg maler i kirken, jo mere bliver der at gjöre synes jeg næsten, og nu er jeg desværre træt]. God bedring og snarlig hjemkomst önskes Broder Niels.

Fakta

PDF
Brev
Rosenvænget

Mappe 19 nr. 31