Menu

Skovgaard

1897-02-15

Modtager

Joakim Skovgaard

Dokumentindhold

Brev fra R. S. Sønder og N. Thomsen omkring ydereliger tid til udførelsen af kopi af alterbillede i Mandø Kirke.

Transskription

Mandø den 15/2 1897

Kjære Hr. Maler Skovgaard!

I Anledning af Deres Brev af 25 f. m som jeg paa grund af postens forsinkelse modtog noget sent, i hvilket Brev De beder om videre udsættelse mod udførelsen af Altertavlen, skal jeg hermed meddele Dem at jeg fra min Side er der intet til Hinder. Naturligvis vilde vi gjerne have Altertavlen saa snart som ske kan, men Hovedsagen er efter min Mening, at Billedet bliver godt udført og tørt inden det kommer hertil. Det er jo imidlertid ikke mig men Beboerne [overstreget:det] ●2● Spørgsmaalet afhænger af, jeg har derfor forelagt Kirkeværgen Sagen og efter at han nu har talt med en Del af Beboerne troer jeg nok, at han med sin Underskrift her vil paa Beboernes Vegne bekræfte, at der intet er til Hinder der for, at Billedets Udførelse udsættes til efter Stokholmersudstillingens Slutning. Naturligvis haaber vi, at saafremt det er muligt at faa Billedet færdigt forinden Udstillingen, at der da maa blive arbejdet mod det Maal for Øje, og saafremt det ikke er umuligt, at Arbejdet da maa blive optaget straks efter Billedets Hjemkomst
Med venlig Hilsen
Deres
R. S. Sønder
Efter at Pastor Sønder har forelagt ●3● mig Sagen om Udsættelse med fuldførelsen af Alterbilledet til efter Udstillingen i Stokholm, har jeg i den Anledning forhørt mig om flere af Beboernes Stilling til Spørgsmålet om Udsættelsen og da disse intet have haft at indvende derimod, troer jeg herved at turde erklære paa Beboernes Vegne, at disse intet have derimod, men haaber dog at Altertavlen maa blive fuldført saa snart som muligt efter udstillingen.
Mandø den 15/2 1897

N. Thomsen
Kirkeværge

Fakta

PDF
Brev
  • Mandø
  • Mandø Kirke

Mappe 88 nr. 34