1845-08-03

S.T. Her. Landskabsmaler Skovgaard

Edtede? i Nærheden af

Skarrildsøe

Kiære Ven Nysø d. 3. August 1845

Gennem min Svigerinde har jeg erfaret hvor smuk Harrits Søe og Skovegnen deromkring er iaar, og ieg kommer da til at tænke paa mangen skiøn Sommerdag, som ieg i yngre Aar har tilbragt i hine Egne. Jeg kan ikke sige hvor det har fornøiet mig, at høre om Deres Glæde ved at se Naturen der i en fuldstændig Sommerdragt, ved det var mildt forrige Aar, det gjør mig ondt, at ieg denne Gang ikke kommer til at dele Deres Glæde; thi baade af mange andre Grunde og tillige af den, at jeg har begyndt at bruge Strandbadet her, bliver det mig umuligt iaar at hilse paa den liden Neergaardske Familie. Vognserup er fast blevet mig til et andet Hjem, saa der mangler jeg mig formeldst noget i Sommer, ved ei at faa det og især ved ei at faa de gamle kiære Omgangsheder at se, men det synes som om Badene vilde gjøre godt paa mig, at jeg tør derfor ei opgive denne begjyndte Kuur. Det er ei muligt at jeg kommer til Byen før den 16de August. – Jeg har været paa Møen, det er anden Gang, men det er 13 Aar siden jeg sidst var der. Det er et deiligt Land, og

-2-

og saa smukt det end stod i min Erindring, saa blev denne dog langt overtruffet af Gjensynet, især da et udmærket Weir begunstigede denne to Dages Tour, der er vist Stof for en Maler! Men det er tillige en vanskelig Opgave, naar man vil give mere end en Prospect, og man har hidindtil ingen givet. Klinten er prægtig, den staar mod Luften og Søen som Marmorpaladserne i Paul [?] Arbejder. Men der var mere end Klinten. Modsætningerne var mærkede og Havet og Luften have, eller havde i det mindste d. 28, 29 Juli, en sydligere Farve end noget andetsteds i Danmark. En Italienerinde var i vort Selskab. Hun kom til at tænke paa Middelhavet, da hun saa ud over Østersøen fra den høie Klintrand. [?] fortæller paa flere Steder[?] det Syn sin egen Historie, der er Phantasi i den, og ei blot Kopiering vil for altid stande, Den kan være saa storladen, at en [?Tanke] af Skræk eller og af Frygt kan fare igennem Beskueren, - men den kan ogsaa have lidt af en [?] ved sig. Stranden – ikke andet end sorte og stribede, og hvide afslebne Rullesten – saa høist goldene ud end selve havet, der kom i Formiddags Solskin, ville see Bølgerne med saadan Glands og Pragt at Aladdins Aander med deres Bouket af Guld og Ædelstene kommer til at tabe og se fattige ud i modsætning til det.

-3-

Men der var mere end Klint. Der er Kløfter med en Afveksling af Kjær og Buske af Bøg, Piil og Guulgrønt, Blaagrønt, af Planter og den nøgne Jordside af stribet Brunt og Slangebugtede Kløfter, at man kommer til at tænke paa de Deilige Skraaninger af ved Tivolie Kasteller. – Egentlig skulle man leve et Aars Tid her blive en Ven med den stille Klint, før man gav sig til at male den. Og nu mere end nok om Møen!

Jeg længes ordentlig efter Dem kiære Skovgaard, - og ærlig talt ikke alene efter Dem, men ogsaa efter Deres Arbejder, thi jeg bilder mig ind at der allerede stikker adskilligt interessant i Deres Potofaucille. Gid blot Veirliget maa blive ved at begunstige Dem i Deres Foretagender. – De kommer vel næppe til Byen før engang i Septb. – Hils endl. Neergaards mange Gange naar De ser dem. Og glem heller ei min svigerinde med hilsen fra Mig!

Lev vel kiære Ven. Mange Hilsener fra min Faer som ogsaa ønsker Dem alt muligt Held. Deres Høyen

NB. Huusjomfruen her, en vakker Pige, er Deres Cousine

S.T. Hr. Landskabsmaler Skovgaard

|P.S. I dette Øjeblik bad Baronessen mig sige at hun haabede at De, naar De kom her i Egnen, ikke glemte den Indbydelse De alt engang havde faaet af Holger Hansen til at komme til Nysø. – De vilde være hende en herlig velkommen Gæst.|