1886-01-10

Mappe 47-3A

Askov 10 januar 1885 morgen

1885 6

Agnete! Synes Du det er for lidt, når jeg bare siger Agnete, det er virkelig ikke af afektation, men når jeg i alle mine breve sagde hjærtenskære Agnete, vilde det snart lyde mig så flovt, som når andre i almindelighed roser Dig, og Du ved jo godt, at om jeg bare siger Agnete, så er det Dit navn og Din person jeg nævner, og at mit hjerte glæder sig ved det. Men nu siger jeg min egen hjærtenskjær, tak for brevet, det kom lige nu, og kalder Du det plukfisk, så skal Du vide, at når det er Dig som serverer plukfisken, så smager den bedre end om andre disker op med de fineste retter, og så ved jeg godt, at Du ved tid og lejlighed har meget andet end plukfisk at byde mig, og jeg må trøste mig med, at når jeg har lidet at sige så tager

•2•

Du dog lige så kjærligt mod det lidet, som mod det mere, når jeg har mere at sige. Når vi er ene sammen kan vi jo lang tid nøjes med at holde hinanden i hånden, men er vi fra hinanden, kan vi så ikke også fryde os blot ved tanken om at vi begge gjærne vil være sammen l (og så et lille brev) l. jeg må vist sige lidt om hvorfor jeg så godt kan lide at la Cour begyndte sit foredrag med den sang Du ved, (fordi han står på troens grund). Jo ser Du, jeg synes det er så dejligt, når en så skarpsindig videnskabsmand begynder et videnskabeligt foredrag med en sang hvor i der forekommer linier som ”Da tænker jeg lærken var rød og gul,” ja der er måske mere bestemt at anføre, men hvor det dog er en mageløs sang. I dag var Fru Nutzhorn, la Cour og jeg henne at høre Sveistrup, gid Du dog havde været med, ikke fordi han i sin prædiken sagde noget synderligt nyt, og jeg kan ikke gengie Dig den, men helt igjennem var den så såre rar, og netop noget for

•3•

os; den handlede om forældres forhold til hinanden og til deres børn, og børns og forældres forhold til Gud. Jeg er for resten kommet i tanker om, at mit første brev måske kan gjøre Dig urolig, det tror jeg nu ikke dets indhold vil gjøre, om jeg havde sagt Dig det, i stedet for at skrive det, men breve er nogle døde ting, som l kun l gengiver den ånd, det tonefald læseren lægger i dem, dog ganske vist styret af den skrivendes skriverens mening. Derfor vil jeg kun sige, tag Dig difteritissen let, jeg tænker lidet på den, det værste ved den for os bliver forhåbentlig kun det, at det vel bliver bedst at vi ikke kyssede de første dage efter min hjemkomst, men så kan vi da se på hinanden.

La Cour spurgte mig, om når vi kommer fra Italien, om vi så vilde fæste Bo i Rosenvænget, jeg fortalte da lidt om vore tanker i den retning, og bad ham se ud til os ved lejlighed, hvilket han nok havde lyst til, er det ikke dejligt. En af dagene spadserer han en lille tur med mig til Grænsen.

•4•

Du er en rar en. Du sender ikke en hilsen til nogen her, men Du, jeg er så lykkelig over Dit brev, det kan Du måske ikke begribe. Ja Du vilde nok have været med l her l og jeg vilde farlig gjærne haft Dig med, og her vilde De alle også gjerne set Dig, men nu skal vi til Vallekilde osv. Frem for alt l til Antoinettes Minde. Det er meget forskjelligt om jeg holder af, at nogen ser på mig arbejde, Du kan nu altid så roligt gjøre det, for hvis jeg engang generes af Dit kritiske øje, så skal jeg nok få Dig drejet hen, så Du ikke kan se Billedet. Du ved omtrent hvem jeg har talt med, Frk. Venke Nielsen har jeg akurat set, men ikke fået hilst fra Dig, men nu i dag revnede hemmeligheden, og jeg har set og talt med Schrøder og synes så godt om ham, jeg har også hilst ham. For resten er de grumme rare og opmærksomme her hos Nutzhorns. Det er rart at vi får Rathsacho nær ud ved os. Ingrid er rar, det er da godt at hun har forsonet sig med mig. Det er skam rart, at Du også kan vrøvle ellers vilde jeg være

•5•

alt for ulykkelig hver gang jeg plumper ud med mine dumheder. Hør skal der stå F. og ikke V. udenpå Brevene til Torvaldsensvej (Eftermiddag) jeg skal hilse fra Nutzhorn, Begtrup med Frue og Margritte Schrøder. Jeg har hilst Frk. Venke Nielsen fra Dig, men hun var ikke i stuen da jeg gik, så jeg fik ingen hilsen med fra hende. Her ovre går de unge nygifte par og drøfter kød priser osv. Fru Schrøder er stadigvæk så såre rar at sidde og tale med, og morsom at tegne efter, men hvordan det går med ligheden ”du lo da.”

Når jeg læser de sidste ord i Dit brev, så kiler jeg i tankerne sådan på med Fru Schrøders billede, uhada , ---- jeg har det for resten mageløst, kan Du forstå mig, når jeg siger, jeg længes efter Dig, men jeg savner Dig ikke. Dette her brev er da for resten også plukfisk, alting, hopper og danser mellem hinanden. (Aften)

Nu var jeg hos Schrøders til aften

•6•

og fik sådan en dejlig samtale med ham, så jeg såmænd sommetider glemte Dig, men sommetider ønskede jeg rigtignok også, gid Du var med her. Det var en græsk, nordisk ægyptisk asyrisk mytologi og så også jordisk og kristendom, Jeg var naturligvis ikke hjemme i alle de dele, men dog ikke heller så uvidende som om mange andre ting, så selv om det næsten helt blev er foredrag fra hans side, så kunde jeg dog hist og her sige lidt. For resten gav han så meget så det til dels snurre rundt for mig, men noget af det tænker jeg, jeg skal huske. Han kom også til at nævne noget han i en vis anledning i disse dage er ved at skrive om, Grundtvig, hvor han nærmest betragter ham fra hans forhold til det levende ord i modsætning til skrift, om det sagde han ikke så meget, men om ord og skrift, eller rettere om ordets magt, har jeg nu lidt mine egne tanker, som for resten gærne også kan være andres tanker.

•7•

Den 11te.

Godmorgen! Du ved hvor stor magt der kan ligge i et ord. Vi ved jo nok, at det egentlig kun er menneskehjertet og menneske tanken at ordet, menneskeordet har magt (ja havde vi tro nok, så siger Gud jo, at vi kunne flytte bjærge, og det måtte jo ske ved, at vi bød med ordet, men så tros stærke er vi ikke) men der har det også en mageløs magt, at det kan skabe sorg og glæder, virke ondt og godt.

Du ved hvor megen fryd Dit lille ”ja” har voldet. Dit ja og dets magt mener Du vel var afhængigt af så meget, men lad os så tage la Cours ord forleden. Jeg havde lige med fryd sunget med ”Gud plantet en have” (hør den sang må vi synge en aften hos jer) og da så la Cour derefter havde talt et par minutter om blod og hjærtebevægelse, så virkede det til legemligt ildebefindende hos mig. Og hvor tit har ikke en enkelt mands ord virket på tusinder.

Har vort ord da sådan magt, hvor meget

•8•

mere magt må Guds ord da have. Men vor tanke står stille overfor det ord ”I begyndelsen var Ordet” det gjør dog ingen ting, i vor tro vi stole på at det er sådan, lad så Goethe grunde på det og ingen vegne komme. Dette sidste om ”I begyndelsen var ordet” og Goethes forhold dertil, har jeg fra Schrøder. Men nu til noget andet. Jeg har nok sagt, at jeg ikke er meget kræsen, men Du ved også, og det er Du jo glad ved, at jeg gjør forskel på mad. Så vil jeg da sige Dig to retter jeg nødigt spiser uden når det skal være, det er levninger af grød, kold, i op varmet øl, ja koldt afgjør næppe sagen bedre, og så samme slags grød i varm eller kold mælk. At jeg for resten synes at brødsuppe er en flov ret, kalder jeg ikke kræseri, for den er mig ikke imod, jeg synes bare, at når man har så god mad som øllebrød, skal der en egen fornøjelse til at spise brødsuppe. Men ” del qusto disputar”. Nu må Du bare ikke tro, at jeg er for stiv i mytologien. Lev vel veninde, hils alle, Din Joakim