1882-11-24

Mappe 43 brev 5 A

Roma 24/11 1882

Kjære Søster! Tak for Brevkortet og Brevet. Du har væntet længe på Svar, men jeg har rejst og jeg har skrevet til andre, først nu kan jeg overkomme at svare Dig, næste Gang tænker jeg, at jeg skal være gesvintere. I Dit Brevkort skriver Du, ”hvis Du ikke længes efter Rom, er Du et underligt Menneske ”, og jeg svarer, jovel længes jeg efter Rom, men for det første måtte jeg ikke sjofle Florens og for et andet havde Zarthmans sagt mig, at jeg vist vilde blive skuffet over Rom, at der i grunden ikke var synderligt bedre end i Florenz osv. Så jeg var bleven lidt mindre forhippet på Rom, end jeg før havde været. Nu jeg kender Zarthman bedre ved jeg imidlertid, at det han er nærmest er han varmest for, altså i Florenz varmest for Florenz, i Rom varmest for Rom. – her er jo brillibrillibrilliant, men det var dog godt, vi fik Florenz ordentlig gennemset. – Nå, Du syns, jeg beskriver Dig tingene for omhyggeligt. Det kan gærne være, men hvad skal jeg skrive om, når jeg ikke må tale om det, der interesserer mig, og hvor kan jeg vide, Du har skrevet et helt Brev om pesthulerne til Niels, når jeg ikke ved det. Du er en kedelig en at skrive til, jeg er bange, Du får korte breve herefter. Det er sikrest, at Du skriver ”dd: consulate danese Roma”. Sig det til Niels, det kunde dog være, han havde noget at skrive. – Konsulen har bedt mig hilse Dig. - JA vel bliver jeg tosset i Rom, jeg er det alt så småt,
-2-
men jeg kan nok regne ud, at jeg bliver det mere. Uh det er bare skade, jeg ikke tør male ude nu. At skulde vente til Foråret det er hårdt. Tak for de anbefalede Retter, men sig mig bare, af hvad var Din salata mista blandet sammen, for jeg har nemlig flere steder forlangt den, men kun kunde få den et sted, og der var et bare salata Catugo og salata individ der var blandet, og da det er de to, vi mest spiser, og de omtrent smager ens, enten de er hver for sig eller sammen, antager jeg, Du har fået andre gode sager blandet i. Broccolien er herlig. Angående Nicola, så har jeg spurgt flere om ham, men kun fået at vide, at det rimeligvis er en af opvarterne hos Bédean, men da jeg der er kommet i lag med den rare Romeo, som er opvarter for alle de danske, og som kan sige ”mange tak”, ”fisk”, ”brød” osv. Og jeg ikke ved at formulere en hilsen til Nicola, må Du undskylde, at jeg lader ham fare. Nej jeg tager ikke med Zarthman til Grækenland, derimod bliver Zarthman her. Du må min santen ikke blive blind, gå dog op og presenter dine øjne for en doktor. Foruden hilsen til alle, vil jeg bede Dig bringe Louise Dorthea Bache en speciel hilsen, med tak for hendes; jeg gad også gerne set hende, hils også Karen, ja og hvis det falder sig, så
-3-
Biskoppen. Ja Du kan tro, vi bliver trukket op, men kan da heller ikke prutte alle steder, når vi f..eks. går ind hos en fin apotheker og køber en æske insektpulver, skal vi så prutte? Jeg skal sige Dig, her er meget rart og godt hvor vi bor, men her er lopper. Mig gør de enda ikke så meget, men stakkels Viggo kunde den første nat (trods insektpulver) ikke lukke et øje. Han sad den hele nat og fangede, havde Du bare været her, du har øvelse fra Sverig, og her har vi hver et uldtæppe at presentere Dig til jagtdistrikt. Vi har haft dem oppe på taget i solskin, vi har strøget dem ind i pulver, men de er vrimmelfulde endda. Da Viggo den første nat havde fanget 20, og jeg ikke ret vilde tro det, opfordrede han mig til at komme og få syn for sagen, nå, da jeg så kom, kunde han naturligvis ikke finde en eneste, så siger han ” så for den, kan jeg ikke engang finde en loppe, hvorpå vi genast begge gav os til at dø stille af grin. Men så hittede han èn, og så 9 til, og da jeg så skulde i min seng efter, fangede jeg strax en med hver hånd, og stod er og kunde ikke knække dem, men så kom de i vandfadet. Væggetøj har vi også, men kun i glas og ramme ( bank i bordet). Vi har nemlig nogle små billeder på væggen, og i to af dem findes et dødt
-4-
væggetøj i hvert. Jo et par rigtig store væggetøj har vi også udenfor glas, men de ter sandt, den er dog i ramme, nemlig to ens billeder af en gyselig og stor romerokse, det ene er vist copi, og det andet copi efter copien, jo de er slemme at se på. Men jeg glemmer jo rent at takke for lykønskningen Smyst. der har Du det, Smyst, Smyst og det og det, kan Du så stå Dig en halv times tid. Armbåndet skal jeg med et første tænke på, Zarhtman skal også besørge et sådant istandsat, vi har talt om at gå sammen, men han råder til at sende det med en eller anden som nok i vinterens løb rejser hjem, sende det på anden måde fraråder han. I går spiste jeg hos Tante Caroline og bag efter gik hun, Johanne D. og jeg en tur til porta Maggiore, gik derfra uden for muren til kirken St. Lorenzo og tilbage gennem porten af samme navn. Det var en rar tur, de gamle porte er jeg dødelig forelsket i; så snart jeg tør sidde ude, må jeg i lag med en af dem. Da jeg ved middagsbordet ytrede, at det var så dejligt engang at slippe for at spise på restaurant, spurgte Tante, om jeg ikke havde lyst at spise hos hende. Jeg sagde naturligvis mille gratie, men tillige at jeg af flere grunde ikke kunde, og det er jo også et kildent spørgsmål med betalingen, men fristende var det fordi jeg vist derved vilde lære italiensk 10 gange hurtigere end ellers. For resten er det meget trættende at skulde konversere på dårligt fransk
|og nu blander jeg fransk og italiensk hulter til bulter, og alt som jeg muligvis lærer lidt italiensk, glemmer jeg fransken.|

Hils nu alle så meget og til Niels skal jeg skrive snarest muligt, vedlagte breve vil jeg bede Dig besørge, jeg ved nemlig ikke, hvor Frk. Holten er.