1854-08-28

Mappe 13 – 17

Christinelund d. 28de August 1854

Min Kjære Kjære Georgia! Tak for dit Brev som jeg fik i aftes, tak for din kjærlige Deltagelse, som jeg saa godt kunde føle, skjønt du troede ikke at kunne udtrykke den. Har de fortalt dig, at min lille Dreng blev døbt? At min Moder i Guds Navn indviede ham til at blive en Christen, mens jeg sendte Herren mine mest brændende Bønner for min elskede Søn? Da jeg først ret havde lært at give Gud mit Barn, ret havde forstaaet Guds uendelige Kjærlighed i at tage ham til sig, inden han blev besmittt af denne Verdens Synd, og berørt af dens Sorg, da jeg lærte at bøie mit Sind, da fik jeg Fred for de urolige, begjærende Tanker, og i den første Tid var Gud saa barmhjertig imod mig, at det næsten var som tog han mig i Haanden for at lære mig at gaa paa Sorgens Vei. Men nu, da jeg igjen er kommet op ogsaa temmelig til Kræfter og igen som før færdes i Livet, saa er der bleven en Tomhed om mig, et uopfyldt Haab som saa tidt staar for mig, og jeg kan kun bede Gud i Naade at hjælpe mig over denne Tid og lære mig atter at takke for Hans uendelige Godhed imod mig, der ikke mindst aabenbarer sig i min Mands Kjærlighed, og i mine søde Børns sunde og glade Liv. Paa Magdalene tænkte jeg i min Sorg, og ønskede at Gud vilde give mig hendes fromme Sind – hvor langt jeg er fra at ligne hende vil Du se, naar Du læser dette Brev, men derfor vil Du ikke lukke mig ud af Dit Hjerte? Det er første Gang Døden er gaaet mit Hjerte saa nær, og man skal vist opdrages til ogsaa at bøie sig under Herrens Tilskikkelser i den Form, men Gud vil være mig naadig og i Jesu Navn give mig glæde i mit Sind, Glæde over Forløsningen og Frelsen. Det var mig saa-

-2-

dan en mageløs Trøst, at min Dreng blev døbt, naar jeg tænker mig hans søde Ansigt med de mørke Øjne, tænker jeg mig ham altid for Guds Throne, sigende Lov og Pris for den Almægtige og det er mit Haab, som det er min Bøn, at vi alle herhjemme maa leve vort Liv i Jesu Navn, saa vi kunne møde ham i Guds Rige. – Fru Grundtvigs Død var jo saa forunderlig sørgelig, at man kun kan bøie sig for Ham, hvis Veie er uransagelige. Jeg skattede hendes Ejendommelighed høiet, og jeg begreb at en mægtig Aand som Grundtvigs kunde drages af saa begavet en Natur, saa aandrig og klar, og at hans Savn nu maa være umaadeligt, kan jeg godt tænke mig. Men Eders Forhold til ham og Eders opfattelse af Sagen?, har jeg altid sympatiseret med menneskelig talt, fordi det jo havde været langt skjønnere om han var bleven sin barndoms Kjærlighed tro og havde levet i Mindet om sin trofaste Livs Ledsagerinde, eller hvis han ikke kunde fordi vi ikke er Herre over urolige Hjerter, hvis han gav en Anden sin Kjærlighed, han dog havde havt saamegen Ømhed for sin første Hustrus Minde, at han ikke vilde give en anden hendes Plads ved sin Arne – alt det kan jeg godt forstaa, og jeg har derfor ikke vovet med min Tanke at udgrunde hvor han turde ægte en Anden; men nu da Gud har prøvet saa haardt, nu synes jeg saa tydeligt at se, at han hører til Guds Udvalgte, hvem Herren særligen prøver og tugter, men som ogsaa have mere Frihed end vi andre.

Hvis han endnu formaaer at lade Seiersraabet lyde igjennem sine Prædikener, den Christne Kirkes Jubelraad, saa er han ikke prøvet og ikke velsignet forgjæves. – Nu Godnat, Du kjære Ven og Tusind Tak for Dit Brev; Tak fordi Du er mig saa god en Ven, at jeg ved du ikke vil slippe mig, hvor stor en Synder jeg end er. Hils Din Mand mange, Mange Gange og hils Høyens saameget naar Du seer dem. Susette fortalte mig at hun vilde have laant det Billede af dig med Vedbenden, mens I var borte, og tænk, samme ønske havde jeg, men turde ikke fremkomme dermed, nu er det forsilde for os Begge. Lev ret inderlig! Din Jonna