1886-01-09

Mappe 47-2

Askov 9 januar 1885, 5, 6tal, altså 1886]

Agnete! Her er herligt her, og så var det dog nok et tungsindigt brev jeg sendte Dig i morges. Jeg skal hilse dig så meget fra Fru Schrøder. Det er en ren svir at sidde og tegne hende, ikke fordi hun er let at få fat i, nej men hun ser så yndig ud, som Du nok ved, de er noget så mildt, både i udtrykket og den måde hun sidder på, Du kalder hende moderlig, Tante Susette kalder hende kvindelig, men den forskel kommer af, at T. Susette ikke har set hende i de senere år da moderligheden har udviklet sig. Og så sidder vi og taler så rart sammen. Engang sagde hun ” ja det er underligt at sige det til Dem, men det er rigtignok

•2•

en mageløs yndig pige, De har fået Dem” så sagde jeg, ja jeg behøver rigtignok ikke at få det at vide, men når jeg mærker, at folk slet ikke kan lade være at sige det, så hører jeg det alligevel så meget gjerne, og tænkte jeg endvidere, især når det er Dem, som Agnes holder så meget af, som siger det. Bare jeg nu må får det til at ligne hende. Det er nu slet ikke Dig vi snakker om hele tiden, skjønt det kanske var det vi begge aller helst vilde, ja jeg tør da kun svare for mig. Men da hun spurgte mig lidt ud, så kunde jeg, da det nu var hende, der spurgte, ikke lade være at sige hende i al fortrolighed at den 4de november talte jeg med Dig første Gang, men stort andet fik hun heller ikke at vide, hun blev nok lidt overrasket, men kunde så godt forstå det. I aften skal jeg hen

•3•

at høre la Cour tale om anatomi. Schrøder har jeg ikke set endnu, jeg lister jo som en tyv om i hans hus, men jeg bliver nok snart greben på fersk gerning, og så går al hemmeligholdelse i dybet. Du ved, dengang jeg sagde ”men nu har jeg skudt papegøjen” så sagde Du, det var godt Du ikke sagde det til M. Lunn, og det var det også , men det kan godt være, hvis den tanke var faldet mig ind da vi talte med Lunn, så var det røget mig ud af munden, sådan er jeg. Det går småt med at opdrage mig selv, måske går det raskere når du hjælper mig.

Så nu har jeg prøvet at slumre lidt, for at kunde modtage la Cours foredrag med friske kræfter. Nu har jeg hørt det, det begyndte med sangen, som vist begynder sådan ”Gud plantet en have fra øst til vest, ”det er en dejlig sang og jeg led så godt at

•4•

høre den blive sunget af kraftige karlestemmer. La Cour talte godt (naturligvis) om blodet, men er det ikke løjerligt, det er ikke første gang det er hændt mig, når der har været tale om blodet eller hjertet, har jeg befundet mig ilde, engang endogså nær ved at besvime, ja det er ikke altid sådan, og denne gang fortog det sig i løbet af timen. Så efter the var fru Nutzhorn og jeg hos la Cours, og der gled samtalen hen på damedragts, heldigvis for jeg fik en meningsfælle i la Cour, vi var begge lige gale på alt det damerne snøre sig ind i til deres fordærv. Alt stift og stramt om livet tvinger de underste ribben i brystet så lungerne trykkes, bliver ubrugelige i snipperne og modtagelige for bakterier, og alting indvendig bliver forrykket, og beskadiget, blodomløbet besværliggjort, osv. Men alt det skal vi snakke nærmere om. Jeg skal lægge mig efter seler, for selv om jeg bærer bukserne meget løst spændt, så trykker de dog lidt. Lev vel kjære Agnete, hils alle. Din Joakim Skovgaard

Jeg synes at den sang ”Gud planted en have” betegner så brillant la Cours som videnskabsmanden der står på troens grund.