1886-01-13

mappe 47-5

Askov den 13. januar 1886

Hura! Kjæreste Agnete!

Endelig fik jeg fred. Niels Hansen kom her nu efter The, kender Du ham? Det er en vidtløftig gårdmand her, som allerhelst snakker om kunst, men da han gik ind at tale lidt med Nutzhorn, benyttede jeg lejligheden til at smutte op til mig selv, Men det var det allerværste, for saa hittede Nutzhorn på at trække ham med herop, og Nutzhorn havde pibe med, og jeg kan så dårlig med at sove i tobaksrøg, og jeg er så ravende søvnig, hvilket Du vistnok kan se på mine sjuskede bogstaver. Og så sad de her, og jeg var bange for, at de aldrig vilde gå, men nu har de forbarmet sig over mig, og jeg må snakke lidt med Dig til mine Øjne falder helt i: Jeg tror det er den 13de i dag, det er i hvert fald

•2•

onsdag. Det jeg vil sige Dig er egentli kun, at jeg næppe kommer til Kbhvn før lørdag aften kl. 11. men så tror jeg rigtignok også at jeg kommer.

Nej nu kan mine øjne ikke mere, jeg tror at turen i dag med la Cour til Skibelund skov i snefoget er det som hviler på mine øjenlåg. Og jeg vilde dog så gærne sige Dig et eller andet godt i dette brev, men jeg må nok opgive det.

Ja, der er dog det, at la Cour siger at man nok kan måle bjærghøjder med et enkelt aneroidbaromer, nu skal jeg have nærmere anvisning af ham. Ja så god nat kjære Du, måske jeg i morgen tidlig finder på lidt at pynte på brevet med. Ja det skal Du dog have at vide, at Julie Schrøder er en højst grinagtig lille sød en, hun vil endelig have at vi holder bryllup herovre for hun vil se os køre fra kirke, og høre dem blæse. Hun er den bedste

•3•

til at få Fru Schrøder til at smile, jeg ser altid at få fat i hende, når hendes moder sidder og ser bedrøvelig ud. Sommetider virker hun dog alt for kraftigt, så vi begge ler højt af hendes indfald.

Torsdag morgen.

Uh, bar jeg dog vidste hvor meget jeg tør komme til Dig med denne kedelige smitte, for skal jeg holde mig hos mig selv i 8 dage i Kjøbenhavn, så bliver jeg tungsindig. Du kan sagtens, Du er så tålmodig. Nå så galt bliver det vel heller ikke, nu må jeg se at få fat i doktoren og tale med ham. Bare jeg dog får brev fra Dig idag, selvom det er lige så tynt som dette her, for dette er sådan, så Du nok mærker at selv plukfisken er ved at slippe op. Barometret skal Du ikke sætte Dig for fast i hovedet, det bliver måske for dyrt, eller det viser sig alligevel at være upraktisk. Altså på lørdag middag titter jeg ind til Beckers om alt går vel.

•4•

Se dog endelig at blive din forkølelse kvit, for så længe Du har den, er Du mere modtagelig for smitte. Jeg er for resten tåbelig gal til at tale om smitte, ellers tager jeg mig sligt kun lidt nær, men husk på, at når jeg løber efter sporvognene, så er det Dig som er bange,

Ak ja, Du unge Kjærlighed, Du er bestemt et stort barn endnu!

Lev nu vel min egen pige, forhåbentlig kan vi snart tales ved med munden.

Hils alle meget, især din Fader og Moder, Din Joakim