1854-11-11

Til Peter Skovgaard Kbhv. D 11. Nov. 1854

Mine Kjære Kjære Peter og Georgia!

Alt for længe siden var det mit Ønske at tilskrive Eder, og glæde mig med Eder over alt det herlige I have seet og nydt paa denne Reise, men mindst at Alt tænkte jeg dengang paa at det vilde blive inderlig Sorg naar mine Tanker kom paa Papiret.

Ja Kjære Venner! Vi have Alle lidt et stort og smerteligt Tab, idet din Kjærlige signede Moder har forladt os! – og dybt savner jeg hendes kjærlige Hjerte, jeg som glædede mig saa meget til at faa hende herind til os og til ret at Leve med hende! Og saa blev det kun korte halvandet Aar – dog vi maa jo bøje os under Guds Willie med Taalmodighed, og søge Trøst i den Tanke at hun nu er befriet fra et svagt Legemes [?] Aanders Tryk, at hendes Død var uden Sorg eller Smerte, men en salig Indgang i hendes Faders Huus og didhen kan vor Kjærlighed jo følge hende. – Det vil vistnok glæde Eder at erfare at Længsel ikke fremskyndede hendes Sygdom eller forbitrede hendes sidste Tid, hun glædede sig usigeligt over enhver Efterretning fra Eder og over enhver Nydelse der blev Eder til Deel, men hun var saa gjennemtrængt af Bevidstheden om denne Reises store

-2-

Nytte for hendes kjære Søns hele Liv, at hun aldrig ønskede den forkortet. – Heller ikke længtes hun efter Mine da hun var i Schveitz men glædede sig kun over denne herlige Reise var bleven hende til Del. – Alt dette veed jeg saa godt, som var daglig hos hende, medens de var borte. – hun var ogsaa temmelig vel i den Tid, gik hen til mig flere Gange, og kjørte med Fader og mig 2 Gange ugentlig i Christians Vogn, endogsaa den Dag de kom hjem var vi hele Dagen paa Eremitagen, da vi ikke ventede dem førend flere Dage efter – Et Par Dage derefter tog hun ud til Roeskilde til Tante Grethe hvor hun skulde være en Ugestid for at styrkes ved Landluften, da hun dengang følte Begyndelse til Wattersoten, jeg fulgte hende derud, og hun havde det saa godt hos den kjærlige Tante Grethe som var ene hjemme, men allerede den tredje Dag, skrev hun til mig at hun vilde hjem, da hun befandt sig ilde; ved sin Hjemkomst var hun meget svag, gik strax til Sengs, og dengang følte vi første Gang at vi ikke vilde beholde hende meget længere.-

(Alle Disse Udflugter var med Brions Willie)

Paa den Tid af blev hun svagere og svagere og kom ikke mere op, men under hele hendes Sygdom var

-3-

hun saa velsignet at man om muligt fik hende endnu kjærere end før. – Uagtet det inderlig har bedrøvet mig, at I ikke skulde see den kjære Moder ved Hjemkomsten, og fortælle hende Tusinde Ting som I havde seet og oplevet, hun som havde en saa levende Interesse for alt stort og skjønt, saa er det dog maaske bedre saaledes, end om vi havde beholdt hende til Foraaret som Brion først mente; denne Sorg strax efter Eders Tilbagekomst vilde dog have formørket Reisens Indtægt og maaske berøvet dig, kjære Peter noget af det Udbytte som Du skal have godt af i Fremtiden.

Næsten havde jeg forglemt at takke dig saa kjærligt fra Fader for dit rare Brev til hans Fødselsdag, du kan ikke tro hvor det glædede ham og os Alle, at du endog saa Langt Borte og omgivet, og Saa meget maatte optage dine Tanker, kunde erindre din gamle bedstefaders Fødselsdag. – Jeg vilde dog dengang strax have svaret dig og tillige forberedt Eder paa den kjære Moders mulige Tab, men saa vidste vi ikke hvorhen vi skulde sende vore Breve, og maatte oppebie nærmere Underretning fra Eder – Dog maaske ogsaa dette var det bedste, da det har sparet Eder en lang ængstende og spændende Tid. – Gid nu denne Smerte ikke maa standse Eder saaledes at I ikke ret kan nyde Alt hvad det gamle herlige Rom har at byde Eder! Eders rare Breve have altid været mig en stor Glæde og jeg har stadig fulgt Eder i Tankerne thi uagtet Brevene var stilede til andre, var

-4-

det mig dog, naar jeg læste dem, som havde ogsaa jeg en lille Deel deri.

En kjærlig hilsen fra os Alle modtage I vore kjære Venner i det fjerne!

Eders Hengivne Gine Aggerborg