Skovgaard
1883-02-15
Afsender
Joakim Skovgaard
Modtager
Susette Cathrine Holten
Dokumentindhold
Joakim Skovgaard skriver at han har sendt en fødselsdagsgave hjem til Susette Skovgaard. Han beder hende hjælpe med at tage imod et billede han har sendt hjem til Kunstakademiet.
Transskription
Mappe 41 brev 20
Roma 15. febr. 1883
Kjære Søster! Tak for brevet. Får jeg ikke tid at svare dig ordentligt på det i aften skal jeg gjøre det en anden gang. – Her har Du Din fødselsdagsgave, såfremt pakken da er ankommet, gid den må glæde Dig, dog ikke mere end at Du nok kan låne Hendriksen den i nogen tid til at skære til ” Ude og Hjemme” jeg har sendt en tegning til den ilustrerede catalog med, og nu beder jeg Dig enten selv at gå op til Hendriksen med begge tegninger og vedlagte brev, hvori jeg har bedet ham skynde sig med at skære Din tegning, eller bede Niels gjøre det, men hvem af Eder der vil glæde mig med denne tjæneste må skam gjøre det med de første. Med det aller første sender jeg mit billede hjem, og adresserer det til Dig, da det jo er usikkert, om Niels er hjemme, når det kommer. Er han hjemme, får Du nok ham til at tage sig af det, hvis ikke, så ty til Kabell eller hvem Niels anbefaler Dig, tal i det hele med Niels om det medens tid er, og få at vide hos hvem han har bestilt rammen, og hvordan Du nemmest får fat i denne. Jeg sender billedet anmeldelsen hjem uden at skrive
-2-
på den, hvor akademiets folk kan hente billedet, da I helst må bestemme det og lade dem det vide. |Jeg har skrevet på anmeldelsen, at billedet kan hentes i Rosenvænget No. 27.| I næste brev sender jeg nummeret, som jeg vil bede Niels sætte bag på mine vaskepiger. Gem nu i hvert tilfælde dette brev godt, at Du kan have det at holde Dig til. Og pas på at få alt gjort i rette tid, billederne må være færdige til afhentning den 15de marts morgen. Jeg har sat prisen på vaskepigerne til 1100 kroner, men finder Niels at rammen klæder det næsten henrivende, må han til nød forandre prisen til 1150 eller 1200.
Glæd Niels med at fortælle ham, at [?] er kommet til Rom.