1865-12-23

Rom, lille Juleaften 1865.

Gode hr. Skovgaard!
Tusind Tak for deres kjærkomne Brev, det glæder mig meget deraf at see at Alt er vel i Rosenvænget, thi omendskjøndt jeg ofte foretager nogle tankespadseretoure rundt omkring i Hjemmet, ringer paa hos dem, bliver lukket ind og faaer mig en lille Samtale med dem og deres Kone, leger og kjoler med Børnene, saa mangler dog en saadan Tour, trods sine mange fordele, altformeget den Virkelighedens Haandgribelighed, som vi Mennesker nu eengang trænge saa stærkt til, til rigtig at kunne fornøje; Heldigviis er da Virkeligheden ogsaa saare skjøn her i det vidunderlige Rom, Skjøndt jeg jo nok engang imellem føler nogle smaa Benovvelser i venstre Side især nu i Anledning af Julen. Hver Mandag er jeg gjerne i Vatikanet, og jo oftere jeg kommer der, jo mere Glæde har jeg derved, jeg begynder jo da ogsaa bedre
●2●
at kunne finde mig tilrette i disse umaadelige Sale, trættes jeg ved [?Antikkens] saa kan man rigtig nok let blive forfrisket ved den dejlige Udsigt over imod Bjergene, som nu ligger med Snee paa Toppen, og derfor næsten saa hjemlige ud, denne Saa spøger ellers stærkt i mit Hoved, men det maa den egentlig ikke, da jeg har nok at bestille med hvad jeg har paabegyndt. I Stanzerne og i det sixtinske Kapel er jeg imidlertid lettest at træffe, her faaer man da ogsaa et udmærket begreb om Rafaels [?ynde] og [?fred], og Michel Angelos vældige Storhed. At nævne Enkeltheder i den Mængde af dejlige Ting hernede er imidlertid vanskeligt især da jeg troer at jeg i mit sidste Brev begyndte derpaa, og derfor let kun kunde komme til at gjentage det, men Noget om Claude maa jeg dog fortælle, thi han bør være i hvert Brev, det er jo da ogsaa igjennem ham at den mere direkte Paavirkning skeer. I Akademiets, St. Lucas,s Malerisamling
●3●
er der et større Billede en [?Søhavn] af Claude, der er en saadan Glands, Lys og Liv deri, omendskjøndt det for lidt meget, ja det for jeg megen Glæde af, det har Alt det, som Ord ikke kunne sige, som næppe Pensel og farver kan gjøre, som næsten maa hexer frem, og da jeg første Gang saa det, slugte det de fleste andre Billeder, trods sine Underligheder, saaledes at Solen staaer saa lavt, at det næsten er Solopgang, medens dagens Glands er over hele Billedet. Claude kun ser da ogsaa Alle de Andre Landskabsmalere hernede, da de store Hollændere kun ere sparsomt og daarligt repræsenterede, især er der Een, som hedder Orrizzonte, hvis Billeder var allevegne, og som stadig overgaar mig ved sin Kjedsommelighed, og selv Poussin, men jeg tør ikke rigtig sige det, begynder at kjede mig, vel er der meget stort og skjønt i hans Composition, men den er dog lidt eensformig, og hvor det gjælder at give en Stemning og en Lysvirkning ja saa er det dog vel nok lidt svagt; Poussin morede mig mere i Begyndelsen, medens
●4●
det Omvendte er Tilfældet med Claude. Det er især denne Finhed og Farveglands, uden at være koloreret, tilligemed en saa blød og [?] Pensel, som tiltaler saa meget hos Claude, og som jeg kunde have besynderlig godt af at lægge mig paa Sinde, det gjør jeg da egentlig ogsaa, jeg maler og gaaer og anstiller Sammenligninger mellem ham, Naturen og mig selv, rigtignok bliver jeg grumme ynkelig ved disse betragtninger, men saalænge jeg dog kan mærke at jeg arbejder, og kan mærke at Vingerne voxe lidt, saa gaaer det an, men sommetider løber det rigtignok rundt for mig, og saa muler jeg lidt; da dette vel nu ikke er min Rejses Maal, saa gaaer det over hernede som hjemme. De spørger hvad jeg synes om det dejlige Land, ja her er rigtignok skjønt; det har nok været et usædvanligt skyrigt Efteraar, jeg var forleden i Frascati, Campagnen laa i mørk men alligevel klar Skygge, medens bjergene straalede i det dejligste, kraftigste Lys.
●5●
[Mappe 11 nr. 13B]
Det var vidunderligt dejligt, jeg fik lyst til at male det, med en Gruppe Pinier i Forgrunden, men man faaer saa mange Lyster, imidlertid jeg tegnede i nogle dage dertil, og tænkte kun paa Pinier. En Aften saa jeg da et Motiv med Kampen mellem Maanen og Aftendæmningen, det var saa smukt, og det tænker jeg ogsaa paa, især da det vel var et Motiv til at gjennemføre mit Motto, Lys og Fauna uden Coulør, det er saadan bleven min Kjæphest i denne Tid, nu skal jeg dog ikke skrive mere derom dennegang, især da de rimeligviis, naar jeg faaer Noget sendt Hjem, ikke kan see deraf at jeg har tænkt paa saadant. Vi, 4 danske deriblandt Sonne, vare ogsaa en lille Tour ud i Albanerne, om af Genzano, Nemi til Monte cavo og til Albano, dagen efter den smukke Vej omad Castel Gandalfo til Frascati det var en smuk Tour, omendskjøndt det var
●6●
diset og graat i Vejret, Circes berømte Ø saa vi dog. Fra Sonne skal jeg hilse mange Gange, ligeledes fra Evens, den første har fat i to smukke Billeder, den sidste har gyseligt travlt, saa han har kun Tid til, Søndag [?] slog at følge med i Campagnen, hvor vi da spiste til Middag i een eller anden [?Kucifa], og have det ret livligt. Bloch har i to Maaneder været i Florentz, men kommer vist snart her til igjen. Det glæder mig tillige at høre, at de nu er ret vel tilfreds med Zachos og Jaiis´s Arbejde fra i Sommer. og jeg haaber og er overbevist om at de ville have megen Nytte af at boe hos dem, derimod kan jeg ikke rigtig gaa ind paa, at et muligvis kunde have nogen skadlig Indflydelse paa Nogen, tværtimod jo mere jeg seer her af fremmed Kuns, og paa samme Tid tænker paa Kunsten hjemme, jo mere
●7●
synes jeg vi g trænger til Sammenhold og tillige hvor meget vi have den at takke for. Her er i denne Tid udstillet et stort Maleri af en ung fransk maler, Duran, det er nok dygtigt gjort, han regnes nok ogsaa til Een af de mest begavede yngre Franskmænd, men det seer næsten ud som om den eneste Grund til at male stort, er at kunne anvende Paletskrab i Forgrunden, ja selv Luften er ikke fri for selve Tupper af tør Farve. Her tales en heel deel om Røvere, Nogle siger, det er Paven, som [?lejer] Folk til at være Røvere, for at tvinge Franskmændene til at blive, Andre at det er Garibaldister, derfor Røvere, for at tvinge Victor Emanuel til at lade sine tropper rykke ind, hvem der egentlig har det ved jeg ikke, men for de Rejsende som føres til Bjergene, og hugges fingrene af, kan det egentlig ogsaa være ligegyldigt. Hvad de mistænkelige Breve angaar, da vilde jeg gjerne bede dem om at aabne dem, da jeg tænker det er de forbandede Tydskere, som kom med [?], o.s.v, skulde der være
●8●
Noget af Interesse, hvilket jeg imidlertid ikke kan tro, Rykkere har jeg idetmindste Ingen af, saa vilde de maaskee engang ved Lejlighed skrive lidt derom. Nu er Papiret snart fuldt, jeg faaer kun lidt Plads til at skrive om det dejlige Veir, om de kolde Stuer og tynde Kakkelovne, om Forberedelserne til Juleaftensgildet, hvortil jeg har malet er Par Dage et Vinterbillede fra hjemmet, og om hvad der ellers løber rundt i mit Hoved, thi jeg er ikke fri for at synes at jeg den ene dag er en stor Klodrian, og den næste dag slet ikke saa tosset, men naar jeg skal skrive herom kan jeg ikke godt fatte mig i Korthed, det har de nu vel nu nok mærket, nej jeg kan kun sende de hjerteligste hilsener til dem og deres Kone, to drenge og een Pige, som nok baade er baade en Tullebasse, en Solstraale og en Selsabsdame, Prof: Marstrand, Rump, Aagaard, Zacho, O.S.V. og Hilsenerne gjælder især denne gang, et glædeligt Nytaar til dem og Familie og Enhver i det kjære Hjem.
Med Højagtelse deres hengivne
Janus la Cour.
|Min billedhugger Meddelsen sendte jeg et Par Ord, som jeg tænker de har modtaget|