1871-09-20

Gode Hr. Skovgaard!
Jeg syntes dog de maatte have en italiensk Hilsen fra mig, rigtignok er jeg endnu i Canton Ticino, men paa et Minut kan jeg gaa over Broen, og jeg er da i enhver Henseende i Italien; om Formiddagen maler jeg i Schweiz, om Eftermiddagen i Italien. Da jeg omtrent var færdig i Lugano, jeg fik kun lidt bestilt der, Billedet jeg skal male bliver vist et Aftenbilledet, imod en straalende Himmel med gyldne Skyer staar en Gruppe slanke Kastanietræer, de gyldne Skyer fik jeg ikke rigtig fat
-2-
paa, men dem har man da ogsaa andre Steder, ja da jeg havde klaret det tog jeg igaar herud, lidt mere paa Landet om Lugano, hvor der er mere end nok af de italienske Vignemur, Morbærtræer paa Rad og store Marker med Tabak, da jeg ikke ryger, [kunde] jeg ingen Interesse [for/fra] den gode Plante. Forresten er jeg nu snart træt, jeg har kun to Stykker Lærred tilbage, et Formiddags og et Eftermiddagsstudie, og saa holder jeg op, og glæder mig unægtelig til et Par Ugers fuldkomne Frihed. Paa Hjemvejen tænker jeg at standse i München, jeg har ikke været der för, og der er jo saare meget at see. Rigtignok er den
-3-
moderne Kunst som jeg hist og her har seet fra München ingenlunde lystelig, men det er jo ogsaa nærmest de gamle Billeder som jeg længes efter, og blandt det Nye, kan der maaskee dog findes et eller andet, som man kan see med Glæde paa; saaledes saa jeg i Hamburg paa min Udrejse et lille Billede af den yngre Achenbach, som glædede mig meget, men selv Tydskerne indrömme han har faaet sin Uddannelse i Paris. _ Jeg har været höjt tilvejers i Sommer, store Motiver og store Billeder have vrövlet omkring, saavel indeni mig som udenfor mig, jeg haaber da ogsaa til Vinter at tage fat paa et Billede derfra, den nyfaldne Snee, seet imod Matterhorn
-4-
omtrent fra 9000´s Höjde, naar jeg nu blot kan gjöre det, thi meget Studium kan man ikke faa til det, et Par Timer er nok til at forandre den fine Tone, det underlig Uberörte som ligger deri, lige efter Uvejret, naar Taagnen begynd at lette og trække bort. Först sidst i August kom jeg ned i Dalene, og de kan tro det var med en unævnelig Fryd at jeg fik saa grönne Trær og fölte det er virkelig Sommer. Om Alt gaar vel kommer jeg til Rosenvænget den 22 Oktober, som sædvanlig Dagen efter Moders Födselsdag, indtil da de venligste Hilsener til dem, Fröken Rönne og Börnene, Kim [?] at höre til de Sidste endnu. Med megen Höjagtelse deres forbundne Janus la Cour