Skovgaard
1868-10-21
Afsender
Janus la Cour
Modtager
P.C. Skovgaard
Transskription
Gode Hr Skovgaard!
Först her i Roma fik jeg den sörgelige Efterretning, at deres elskelige Hustru var död, og med inderlig Bedrövelse sender jeg dem i denne Anledning min hjerteligste Hilsen; jeg vilde saa gjerne sende dem nogle tröstende Ord, men da jeg veed at de hos dem selv har den höjeste Tröst, kan det kun være min Bön og mit Haab, at Gud vil mildne deres Sorg, og give dem Styrke til at bære deres tunge Tab. Det er for mig en saa underlig og sörgelig Tanke at der i det kjære, hyggelige Hjem i Rosenvænget er foregaaet en saa stor Forandring, at det næsten stöder mig at gaa over til at fortælle
-2-
om mig selv og mit Arbejde, men jeg haaber at de ikke vil misforstaa det, og vil kun endnu engang sende dem min hjerteligste Hilsen.
Jeg kom egentlig temmelig tidlig til Schweiz, thi de förste fjorten Dage gik jeg og vadede i Snee, og jeg var kun 4200` tilvejers, jeg kunde derfor saa let indsee at det var altfor tidligt at tage til Mont Rosa, som jo var min förste Bestemmelse og da man tilmed fortalte at Rejsen dertil og selve Opholdet vilde blive meget dyrt, saa begyndte jeg saa smaat at lægge en anden Rejseplan, og da det ene Motiv der ved Rosenlaui blev smukkere end det Andet, saa kom jeg saamænd ikke derfra för sidst i Juli. Karakteren var der nærmest en [sumer Dal], og naar jeg engang imellem
-3-
gik tilvejers og saa de fjerne snebedækkede Bjerge saa kom Lysten til at faa fat i Noget med en videre Udsigt, og jeg tog derfor til Mürren, 5100ˈ over Havet. Jeg saa straks et dejligt Motiv, henover den dybe, smalle Lauterbrunnenthal, imod en mægtig Bjergkjæde som i Middagssolen lyste og glinsede, ofte stege lette Taager op fra Dalen og tilslörede enkelte Dele medens da andre Partier laa endnu finere og skjönnere, saadan matte det males og skulde det males, og jeg glædede mig meget dertil, da kom jeg endnu höjere op til en lille Sö paa Engstlenalp, ved Foden af Titlis, og det Motiv der jog alle de andre Tanker paa Flugt. Jeg har nu netop igaar lagt dette sidste Billede an, det er et stort simpelt Motiv, en lys, let og klar Morgen
-4-
skulde det være, og det er næsten kun et Par Farvetoner, som skulle danne Billedet, saa det er nærmest Tomhed, som jeg frygter for at der skal komme i mit Billede, imidlertid bliver jeg gladere og gladere derved, naar jeg ret tænker paa dette Motiv. I Rosenlaui gik jeg og havde det varmt for et Motiv, en Aften efter Regn, Solen skulde bryde igjennem, de store solbeskinnede Skymasser kaster et underligt glödende Lys ned paa Bjergene, kun i det Fjerne skulde Wetterhorn ligge i Sol, der var en saadan dæmrende Glöd over Bjergene og over en lille Eng som danner Forgrunden, et saa magiskt Lys at det rigtignok var kosteligt, men i en heel Maaned drillede Vejret mig saa stærkt, at jeg maatte opgive at faae Studiet færdigt, dog kan det maaskee være at det engang klarer sig til Billede,
-5-
thi det var rigtignok dejligt. Jeg har i alt faaet en Snees Studier malede tillige med en Del Vandfarvetegninger, temmelig gjennemförte, men hermed var nu ogsaa Sommeren gaaet, paa Engstlenalp ved den lille Sö, havde jeg stadigt godt Veir, den förste Del af September, men da der kom et Par Graavejrsdage blev det isnende koldt, jeg var ogsaa her over 6000ˈ tilvejers, og sammen med Kvæget tog jeg ogsaa ned i Dalene, og den 17 Septbr tog jeg over St. Gotthard, og har næsten havt Regnvejrstiden, men derom har de vel hört i Aviserne, heftige Regnskyl have ödelagt Jernbanerne og Vejene rundt omkring. Ved Comasöen vilde jeg have standset nogen Tid, men deels var Vejret saa slet, deels var Opholdet saa skjændigt dyrt, og endelig var Egnen ikke
-6-
saadan rigtig som jeg önskede, jeg bestemte mig derfor til at rejse til Roma, men vilde da först see mig om i Milano og Parma og Firenze, til den sidste By kom jeg imidlertid ikke, da Jernbanen var afbrudt. I Milano saae jeg en Udstilling af nyere italiensk Kunst, men med Undtagelse af et Par större Historiemalerier var det næsten Altsammen under Middelmaadigheden, jeg kunde slet ikke see at der var noget andet Syn paa Naturen, nogen anden Fatning, men det var kun Ynkelighed. Derimod saae jeg i Luzern en Udstilling af Malerier, mest af Schweizere, og der var egentlig meget der morede mig, og de to Gange jeg var der havde jeg megen Glæde, rigtignok frygter jeg for at var jeg kommen der oftere vilde meget have seet anderledes ud. Malerne fra den franske Del af Schweiz vare Alle aldeles franske i hele deres
-7-
Opfattelse og Udförelse, og de glædede mig mest, Tydskerne kunde jeg derimod, med et Par Undtagelser, slet ikke gaa ind paa. Der var blandt Malere fra Genève en Landskabsmaler Veillon, han havde 4 större Billeder, og der var en vis Storhed og Glands hos ham, han slog stærkt ved det förste Syn; men paa samme Tid en saadan Ringeagt for al Skönhed i Enkelthederne, en fuldkommen Springen over Gjengivelse af Staffat, det blev Altsammen til Farveklat under hans Pensel; jeg havde det virkelig lidt varmt for ham i Begyndelsen, men lidt efter lidt ærgrede han mig; ved Vierwaldstättersöen traf jeg Hr Veillon, men da jeg saa ham mishandle et Motiv, som han sad og malede paa havde jeg slet ikke Lyst til at skifte nærmere Bekjendtskab med ham. Han var maaske ikke mere raa end mange franske Landskabsmalere, men han manglede aldeles deres spillende Pensel, Veillon var forskrækkelig muret og kalkagtig i
-8-
sin Malemaade. Af den yngre Calame var der to Billeder, hvoraf det Ene var et smukt Billede, skjondt det fine Löv og den skjönne Forgrening af Oliventræerne var lidt mere for[?] end jeg just kunde gaar ind paa. Jeg er nu kommen i Ro her i Roma, efter at have været en 14 Dage ude i Albanerbjergene, jeg gaar nemlig og tænker lidt paa et Sidestykke til Söen paa Engstlenalp, ved en lille Indsö, f. Ex ved Nemisöen hvor det skulde svulme af Vegetation, jeg fik en Del tegnet dertil, men rigtig klart staar det ikke for mig endnu, saa det er forelöbig opgivet. Vil de hilse drengene og Katrine. Til Professor Roed vilde de maaskee sige at jeg endnu ikke har kunnet finde noget Fotografi efter Dantes Portrait, men jeg kom jo rigtignok ikke til Firenze, og der kunde det vel bedst findes. Vil de hilse Professor Marstrand_ Aagard ¬¬Zacho _ o.s.v. og vær selv hjertelig hilset
Med Höjagtelse
deres forbundne
Janus la Cour