1886-01-09

Mappe 47 nr.1A

Askov 9 januar 1886

Hjærtenskjære Agnete!

Jeg ved ikke om Du er af dem der kysser Breve, men er Du det, da lad dog være med at kysse de Breve jeg sender Dig herfra, for her hopper en meget mild difteritis fra hus til hus, den er så mild, så Nutzhorn tror, det slet ikke er difteritis. I hvert fald er det da ikke værd at vi bliver bange for den, især når vi er forsigtige, og jeg har l allerede l fået noget at gurgle min hals med morgen og aften. l for at forebygge sygdom l . Det kan jo være en slem, ja dødelig sygdom, derfor er mine tanker gledet hen til adskilligt, som jeg nu vil sige Sig, når Du bare ikke tror, at det er frygt for sygdommen, som gjør, at jeg vil skrive det, Du kan være ganske rolig, det er kun fordi jeg trænger til at delle mine

•2•

Tanker med Dig. Det faldt mig ind, mon Gud vil have, at jeg skal dø herovre. Nu har jeg gjort mig rede for min tro om den sag. Jeg tror Gud vil give os et samliv, kortere eller længere, for jeg tror, at han vil give os nåde til at indgå et godt ægteskab, jeg tror at det vil blive til rigere lære og udvikling for os begge to, når vi gjør os umage for at uddanne hinanden, til dybere og dybere at forstå Guds Kjærlighed, til mere og mere at tage ham med os i al vor færd, så den kjærlighed, som han i nåde har givet os finder lidt næring hos os, så den kan vokse op imod ham så vort ægteskab bliver den bedste forbindelse til at deltage i menighedens ægteskab med Jesus vor Herre. Gud vil den rigeste udvikling til det gode, og jeg føler, at vi begge vil udvikle os meget rigere ved at leve sammen, end om en af os døde og den anden måske fik en bedre tone,

•3•

Men sandelig svagere klang. Vi kan tro at vi føler Guds veje, og gjøre os umage for at forstå dem, men kjender dem gjør vi ikke, så er det hans vilje at den ene af os dør, og den anden skal udvikles ene, så ved vi dog altid, at så er det dog bedst på den måde, og vi skal så kun stræbe efter bedre og bedre af Hjertet at sige ” ske din Vilje og så at søge at forstå hvad der er hans vilje og hans mening med os. Men det ved Du nu alt sammen lige så godt som jeg. Jo nærmere vi er kommet sammen jo mere har jeg følt, at alt naturligt går naturligt til, forstået meningen med livet, set klarere hvad jeg før kun har troet på, at det hele menneske egentlig er Kvinde og Mand, så selv om jeg ikke vil kalde en enkelt mand eller kvinde for kun et halvt menneske, ikke sige, som der står i Hiavatha ”ligesom strænge er for buen, sådan er kvinden for manden, skønt hun bøjer ham, hun lyder, skjønt

•4•

hun drager ham, hun følger hver for sig til intet dur” så føler jeg også dog bedre, at de sammen når længst, at meget godt hos hver enkelt ikke kommer til den rette udvikling, når man ikke bliver to om at udvikle det, to af forskelligt køn, som just så skjønt passer sammen og fuldstændiggjør hinanden, ja kommer harmonien som noget sted skønt, så er det i den måde Gud har delt mellem kvinde og mand, delt for at de netop samlede kan blive det klareste spejl af her på Jorden af fuldkommenheden. –

Min skål for sangene i torsdags kunne da misforstås som de fleste af mine taler og Din Fader lod næsten til at misforstå den, men sig ham, at jeg nok vil flyve bort med Dig, men som jeg sagde til Dig, ikke sætte Dig i bur, nej vi skal netop se af få vingerne til at vokse på hinanden så vi kan flyve til landet bag hav, men når

•5•

vi flyver ud her på Jorden, er der ingen steder vi hellere flyver hen, end til Dit gamle hjem både torsdag og andre dage. – Det er ogsaa bedst, at jeg siger et lille ord i anledning af, at jeg sagde ”mod slutningen af hver gang vi er sammen begynder jeg allerede at savne Dig” og Du så svarede ” det er for galt”. Det er nu i hvert fald sandt, at det somme tider er, kan Du ikke forstå at især inden disse 8 dages adskillelse, kunde jeg godt begynde at føle smerten ved afskeden så tidligt. Men på den anden side må Du ikke tro, at jeg hensidder og hænger med næbet, jeg længes, føler en mild varme i brystet og har det så dejligt, her er så rart og så hyggeligt, de små ruder og lune stuer og plejlens slag mod logulvet, det er så henrivende nok. Fru Schrøder glæder jeg mig meget til at tegne, hun er såre tiltalende, og la Cour kan jeg

•6•

også farlig godt lide, Schrøder har jeg endnu ikke set, Nutzhorns er meget rare. I går morges strålede Sælland med det lette snetæppe i perlemors farver, Du ved som dengang vi gik til Læssøes, mildt gyldent i solsiden, mildere, renere i skyggen, men i går langt mildere, renere, rigere end den dag. I Storebælt piskede blæsten skummet på bølgetoppene så det føg, og forstavnen fik det ene støvbad efter det andet, det var dejligt frisk. På vejen læste jeg i den ældre Ædda, kender Du den, der er meget dejligt i den, også meget jeg ikke forstår, og også gale Ting, især synes jeg den tit er slem ved kvinderne, eller undlader at nævne dem. Et par vers bed jeg især mærke i l for jeg synes om dem l ja se nu slår jeg lige op på det bedste af dem ”Det er skam godt, hvor hver siger al sin tanke til en. Alt er bedre end utro venskab; ej den ven, som altid

•7•

taler til vilje” . Det ande vers er dette, ”Lyder og Dyder bære de dødeliges sønner blandede i brystet. Ingen er så god, at han ej har lyde, eller så ussel, at til intet han duer”. Og sig mig så kan Du huske sagnet som dette vers sigter til.

”Kraft har Thor, men ej kækhed i hjertet. Ræd i hu ind i handsken du krøb. Ej tyktes du da at være Thor. Tvunget af rædsel turde du hverken hoste eller nyse, så Fjaler du hørte.” Fortællingen dukker nu mere og mere op hos mig. Den minder mig om, hvad et forrige vers også tyder hen på, at man tit ser lyder og svagheder selv hos de stærkeste, som fex. Luther når han beder Henrik den 8de, var det vist, om forladelse. Det er ikke opløftende at se svagheder hos de store, men der er det gode ved det, at vi små så dog kan føle os i slægt med dem, og føle at også vi trænger til ham, som var fri for svagheder og stærk

•8•
Mappe 47 nr. 1b
nok, og kjærlig nok til at tage alle vore svagheder på sig, og derfor kom ned og gik i slægtskab med os. Nu sagde Nutzhorn farvel, han skal en lille tur til Aalborg, han bad mig hilse Dig og Niels, hilsenen til Niels kan Du vel bringe når Du skal ud at læse italiensk, og hils så også de der hjem fra mig, og de i dit hjem mange gange. Vil Du give Petrine Margrethe vedlagte seddel. Og så vil jeg tilstå Dig, at det var en af mine mange tankeløsheder, at jeg i sin tid tænkte på at tegne Dig til hende isstedet for til Dine Forældre, for deg år dog først, og det ved jeg meget godt, men jeg gjør mange tankeløsheder.

Lev vel, jeg glæder mig til Dit Brev, men meget meget mere til Dig selv, min egen Agnete.