1895-01-01

Mappe 21

Brev nr. 13

Odos Kvrovapyrovs 36, 1. januar 1895

Glædeligt nytår kære Faster og tak for hver en kærlig tanke, som Du har sendt os i det gamle og gid jeg må komme hjem til en godt udhvilt og flink Faster. Ingeborg ønsker dig også et rigtig godt nytår, vi begynder jo, eller har rettere let længe talt om, hvor rart det bliver at komme hjem, men på den anden side, så føler vi også, at det bliver lidt løjerligt at rejse herfra, da vi jo dog ikke har så megen sandsynlighed for at komme her igen, og opholdet her dog er sådan et helt afsnit i vores liv. Ja sådan er nu vores svage hjerter delt, men jeg tror nok, at når vi er hjemme, så vil glæden derover fordunkle Hellas.

Vi begynder det nye år med et nedrigt vejr, regn og kulde, så vi skønner på den lille kakkelovn, som vi

-2-

har anskaffet, skønt det jo ikke er nogen mønsterovn. Å! Nu ligger Ebbelille og sludrer sådan med mutter sin. I går havde vi skønt solskin, men kulde og de foregående to dage kulde og storm og nogen regn, men indtil da har vi i en månedstid haft det mest henrivende vejr. Det blev bedre og bedre, så det på slutningen var som når vi har rigtig godt vejr midtsommers, det vil sige nætterne var jo køligere. Medens jeg skrev dette sidste, græd Ebbe, men nu er han atter vel tilpas, hans stemninger veksler så hurtigt. Så nu stortuder han, for Ingeborg gik fra ham. Det fotografi efter min tegning af ham, som jeg sendte Dig er jo meget svagt, bare Du kan se det, det forestiller ham i et af hans aller heldigste øjeblikke, han tager sig sandelig ikke altid så godt ud, men jeg

-3-

fik ham netop tegnet en dag han var i ualmindeligt perlehumør. Vi havde ikke så rar en juleaften, som jeg tænker I har haft hjemme, vi blev nemlig indbudt til Liesbergs og vi kunde umulig sige nej. Vi kan såmænd godt lide dem, navnlig ham, men nogen kristen julefest vidste vi jo nok, at det ikke vilde blive, og det blev det heller ikke. Der var hans to svigerinder, Rahbek og Weismann, som er bestyrer af Kongens gods Tatoi. Vi kunde altså ikke rigtig gjøre det juleligt hos os selv, men inden vi gik derhen, gjorde vi dog lidt, f.eks. vi spiste en kalkun i stedet for en gås, og så svælgede vi i breve. Juledag gik vi hen i den Engelske kirke, hvor vi af og til kommer og hygger os ret vel. Præsten var syg, men der havde dog samlet sig en lille menighed, som sang meget kønne salmer. I mørkningen gik

-2-

Elise og jeg op i fyrreskoven på Lykabettos og stjal en stor fyrregren, som blev plantet oveni vor lille kakkelovn og besat med stykker af en voksstabel, og så holdt vi juleaften juledag, men vi blev jo lidt forstyrret af et par piger ovenfra (værtens) som var nysgerrige. Om formiddagen blev vi overfaldet af musikanter, som myldrede ind i forstuen og lavede nogle fæle øredøvende lyde, og i går aftes, det var jo nytårsaften, var her igen nogle, men de var nu ikke slet så slemme. De kom igen i morges, medens vi lå i sengen, men vor pige fik det påfund, som hun var meget stolt af at sige, at vi var i kirke, og så pillede de jo af, og da de senere kom igen, havde vi lukket porten. Ja denne gang får jeg nu ikke skrevet til Cathrine, ønsk hende og Nicolai et godt nytår og tak hende for hendes brev, og lev så vel alle sammen.

Din brorsøn

Niels Skovgaard