Januar 1855

Kære Peter og Georgia!

Nu er da Julen forbi som ellers har været den kjære Tid, der har samlet os, om ogsaa vi ellers ikke kunde være samlede, det var nu ganske anderledes især og I kan sikkert tænke hvor meget jeg har savnet Eder, tænkt paa Eder, og sendt Eder mange mange gode Ønsker for det nye Aar, som jeg da ogsaa vil gjøre nu, ja gid alt hvad der kan tænkes at være godt og bevirke jeres sande Lykke, maa skjænkes Eder og gid I maa være tilfredse og fornøiede med det, som det er herhjemme, naar vi haver Eder her igjen, ieg glæder mig sommetider ganske forunderligt til den Tid. I Fredags var Frøken Mule her med Georgias sidste Brev til hende, det glædede os meget at se hvor veltilfredse I ere, og hvor deiligt I finde Alt, og nu længes jeg efter at høre lidt om jeres Jul. Jeg har bestandig glemt at fortælle Eder om Maren, hun er her ikke længere, hun var et Besøg hos sine Forældre i Sommer og da hun kom igjen, sagde hun op, hun sagde Forældrene vilde det, skjøndt Moder ikke var nød til at modtage denne Opsigelse, saa vilde hun dog ikke tvinge hende til at blive og da der var en Pige fra Tidsvilde, som tilbød sig, saa fæstede Moder hende, for den kommende Vinter, nogen Tid efter begynder Maren at skrante og skjøndt hun bruger Medicin bliver det bestandig værre, da dette var samtidigt med at Moder var bleven syg, saa var alt aldeles fortvivlet her, jeg var her om Dagen for at hjælpe paa alt saa godt jeg kunde, de viste sig til sidst at Maren havde Vattersot i Maven, og at hun altsaa skulde paa Hospitalet. [?], som stedse har vist sig en ualmindelig Godhed, gjorde det ogsaa denne Gang, thi han sørgede for at skaffe hende fridt paa Hospitalet, hvilket ellers sikkert ikke var bleven muligt. Den Pige Moder havde fundet til November, fik vi til at komme strax, og hun er nu hos Jomfruen. Maren kom sig efter 7 Ugers Ophold

-2-

paa Hospitalet og er nu hjemme.

Det giver mig meget at tænke paa, at jeg lærer Tysk, det er meget morsomt, og det faar Tiden til at flyve i denne Winter, kun gjør det mig ondt at jeg ikke kan oplyse at jeg har gjort noget Fremskridt endnu, skjøndt jeg gjør mig al den Umage for at fatte og begribe som jeg kan, men endnu haaber jeg bestandig at det vil komme, og jeg tænker dog, at jeg skal undgaa den Sorg at maatte betragte mig selv, som udygtig til at lære.

Det var da en stor Plan af jer at vilde bo baade Sommer og Winter ved Frederiksdahl, der finder jeg baade naar jeg tænker paa mig selv og naar jeg kun tænker paa Eders Fordel, det vilde jo føre til Sjældenhederne at være sammen med Eder naar I boede der, og vilde det ikke ogsaa foraarsage Peter uberegnelige Tab, mon I ikke har glemt hvordan vi egentlig er herhjemme, hvor megen Tankeløshed, Smagløshed og Prosaiskhed her er, og hvor meget der hører til for at vække det Bedrag som skjules derunder, jeg synes rigtignok det var det klogeste at arbejde derimod med de letteste og virksomste Midler, og ikke at vælge den snareste Maade, men nu kan jeg nok tænke at du kjære Peter siger at jeg taler om noget som jeg ikke forstaar, og det kan jo ogsaa gjerne være og saa faar I jo lee lidt ad mig og det maa I da egentlig gjerne, da jeg længes efter det, som efter alt hos Eder, og naar Vi saa bliver samlede hvilket Savn vil vi da ikke føle. Lev vel mange Hilsener fra alle ved Eders hengivne Wilhelmine