Menu

Skovgaard

1895-09-11

Afsender

Joakim Skovgaard

Modtager

Agnete Skovgaard

Dokumentindhold

Joakim Skovgaard arbejder på et billede af en italienerinde efter en gammel skitse. Han nævner den kommende barnedåb af Signe Skovgaard.

Transskription

Mappe 52 nr. 16

Østrøø 11 Sept. 1895

Kjære Kone! I da kunde jeg akurat pille lidt ved morgen motiverne, og siden gav jeg min italienerinde sandaler på, så nu er hun færdig, så skal jeg til hendes kavaler, når vejret bliver til det, men nu regner det rigtigt. Laurell er på agerhønsejagt, det er i dag første dag at hønsene er lovlige, nu får han dyppet sig. Nu til middag fik vi pandekager med flæsk sukker og syltetøj, det trøster mig næsten, at min mave er så slet, at den knap kan blive værre. Det er naturligvis for stærkt sagt, men den er så langsom og min smag er heller ikke god, ellers har jeg det godt. Undtagen at jeg længes efter min hustru og især efter den dag jeg kommer hjem fra Grækenland og kan se hende rigtigt. Larsen synes dagene går så herligt, jeg svarer ”du har heller ikke kone og børn i Danmark”. Siden gik jeg ud i regnen for at male studie af Alma Årons til Gabriel, det er omtrent naturlig størrelse og blev færdigt på 2½ time.

-2-

Imens blev det mørkere af regn udenfor vinduet, jeg kunde knap se at arbejde, men på en gang lysnede det, og da jeg var færdig skinnede solen ganske klart. Jeg gik da ned at titte på mit kirkemotiv, men skønt det endnu ikke var helt for sent, tog jeg dog ikke fat, for jeg var træt efter den anden post. Nu begynder jeg i det hele taget at komme godt ind i arbejdet, men jeg længes hjem, hvordan skal det gå i Grækenland? Da jeg i dag gik hjem, så mødte jeg Larsen som vilde ud, bare han ikke sidder og bliver alt for våd og kold.

Den 12te. I dag blæser det og det har skylregnet, nu er der skønne skyer, jeg tænker det bliver studier til det store i dag igen. Lev nu vel kjære Hustru, hils Caro og Pigerne og Børnene (især hvis Peter sjusker med det) nu har jeg nok snart været her den halve tid.

Du må helst tale med Jørgensen engang om han kan døbe en af de søndage, så kan vi bedre sige til med kortere varsel. Din Mand

Fakta

PDF
Brev
Sverige, Østrøø

Mappe 52 nr. 16