1882-12-15

Mappe 41 nr 15
Roma 15/12 1882

Tak for brevet kjære Søster!
Hyl Du kun ud for mig, det kan jeg godt lide, ihvorvel at jeg vil ønske, Du ikke må behøve det. Men udøs Du bare Dit hjærte så meget Du har lyst, og selv om det ikke er over andet end at du skal til ---- er det dog en fryd at mærke, Du skriver af hjærtetes lyst og ikke sidder og piner Dig med at finde på . – Det er jo godt, Du klemmer ordentlig på med tegning, han Du mærke, Du lærer noget, bliver Du stivere i det. – Hvad det var i Dit brev som forknyttede mig, jo det var dette ”og så skriver Du om en hel masse ting, men skulde ikke tro, Du vidste jeg har været 3 uger i Florenz sidste år!! Kan Du ikke begribe, at når man ikke har andet at skrive om end det man ser, og det har jeg ikke, for jeg slår ikke sådan til Søen som du gjorde, så tager det modet fra en at få sådan en. At jeg ikke har skrevet hvor jeg bor, ligger i at jeg ikke vil have brevene adresseret lige til mig men efter Consulens ønske til ham, men nu kan jeg vel betro Dig, at jeg bor ovenover Piatsa Barbarina i Via di St. Nicolo da Tolentino no 57 og har atelie i samme gade no. 72. Zarthman bor derimod nede i Ripettaen no. 35. Jeg har været på Campo di fiori, men ikke når der har været sjov.
-2-
Gid Emmy vilde støbe lidt af sin smeltning om i smukke former i et brev. Jo vel er Albanerbjærgene henrivende, men jeg ser så lidt til dem, jeg har såmænd ikke været ude i Campanien endnu, men jeg længes voldsomt efter det. I dag aftalte Skredsvig og jeg at tage derud i morgen, men da jeg kom hjem opdagede jeg, at jeg skulle på consert den dag kl. 3, altså måtte det opsættes. Men gemt er ikke glemt, ak gid der var sendt, så jeg kunde ligge derude og male bøfler, nu har jeg set de herlige dyr, og er rent væk i dem. Eller gid jeg kunde blive her i Rom og her ingen gadedrenge var, men bjærgene er vel også rare, når jeg lærer dem at kende. Og der er der nok billigt; her er ligeså dyrt som i Paris, det er grueligt. Kender Du det som vist hedder ascutto, så ved Du, det er noget som ikke passer for en svag mave der trænger til letfordøjelige sager, og det gjør min, og jeg var så uheldig at få ascutto i dag til frokost, jeg forstod af opvarterens forklaring at det var suppe med forskelligt i, og så var det melklumper så store. Oven på det måtte jeg have noget let, men det var bare hundestejler ikke større end roskilderejer, det havde jeg ikke beregnet; det var en sløj frokost. Lev nu vel, så snart jeg kan overkomme det skal Du får et rigtigt brev. Glædelig jul. Din Kim