1883-02-03

|Besvaret|
Kjøbenhavn, d. 3 fbr 1883 (Ravnsborg Tværgade 2, 1. S. N.)
Kjære Skovgaard!
Uagtet Deres Ønske, har jeg ladet Dem vente paa Svar fra mig, men Grunden har ikke været, at jeg jo ikke gjerne efterkom Deres Opfordring til at udtale min ringe Mening om vore Kunstnerforhold for Tiden – tvært imod; men netop da Deres Brev kom mig ihænde var jeg meget optaget, og da jeg saa endelig forsøgte at fremsætte mine Meninger på Papiret, fortabte jeg mig i allehaande Betragtninger, som vel ikke vare de omspurgte Forhold ganske uvedkommende men ganske unødvendige som Svar paa Deres Brev. To anselige Skrivelser blev fyldte med den Slags Visvas, - og derpå overgivne til Kakkelovnens Varetægt; denne Gang skal jeg fatte mig nogenlunde kort og forstaaelig.
De spørger først hvad jeg billiger og hvad jeg fordømmer i Kunstner-Oprøret. Jeg vil intet fordømme, men det er meget umulig at billige noget deri, da hele Bevægelsen, lige fra sin ●2● Begyndelse af, har manglet det aller væsenligste for en Opposition – naar den da virkelig skal faa nogen Betydning -: et klart fastslaaet Maal. Thi den nogenlunde rolige og besindige Overvielse paakommer der da let en Anelse om, at et saadant ikke har staaet klart for Bevægelsens Ophavsmænd, og den slutter da nemt, at der ikke er en sund Oppositions Opgave voxne. Det eneste jeg har faaet Rede paa er, at de Yngre ønske Indpas i Akademiet, men hvad der saa skal ske har jeg aldrig erfaret noget bestemt om, og det kunde en Sjæl som jeg nok ønske. Efter min Overbevisning er det altid Enkeltmands Sag at reformere godt og aldrig Mængdens. Derfor kan jeg heller ikke tro, at der kommer noget virkelig Godt ud af det hele; nogle Forandringer er der jo alt kommet og vil der selvfølgelig komme ud af det, og da Forandring jo altid fryder, vil man vel nok strax glæde sig over nogle af dem og synes, at de lover godt; men om nogle Aar vil man indse, at man ikke er kommet et skridt videre henimod forbedringer ●3● Af virkelig Betydning paa et omraade, hvor der sandelig trænger høilig til dem.
Oppositionens Svaghed træder i mine øine , særlig frem ved to omstændigheder.
Oppositionsmændene ville have alt, men intet offre (de renoncere saaledes ikke på medalier og Stependier), og de angribe det bestaaende fra den for Kunsten og dens Gang betydningsløseste Side (Klasseinddelingen, Edsfæstelse o.s.v.) Disse Strøbemærkninger indeholde saa omtrent min Mening om det hele i kort Begreb; men min Stilling lige over for Kunstnersamfundet er jo saa retiré, at det nok er mulig, at jeg ser lovlig sært paa Sagen.
Hvis De engang vilde lade mig høre fra Dem gjorde De mig en Glæde, og med Anmodning om at hilse Viggo Pedersen og Billedhugger Aarsleff hvis han endnu er i Rom) fra mig slutter.
Deres hengivne Holger Grønvold der glæder sig til at se Deres Billeder fra orangernes Land.