1886-08-28

Mappe 48 brev nr. 47

d. 28 Aug. 1886

Kjæreste Joakim!

Hovedindholdet af min Samtale med Holstein var: at han ikke syntes der var nogen rimelig Grund til at behandle den Knude, inden Agnete kommer hjem. ”Der er mange slags Knuder, maaske er det slet ikke nødvendigt at den bliver taget bort. I alle Tilfælde gaaer det paa ingen Maade an at foretage noget i lang Tid, efter saa svær en Sygdom. Desuden, om også den Læge har behandlet denne Sygdom samvittighedsfuldt og fornuftigt, saa er der et stort Spring derfra til at være Chirurg og tilmed lever han dog der Pokker i Vold ude i Bjergene. –Ja, har hun gaaet

-2-

Da jeg sagde at hun havde gaaet med den i flere Aar, (det begyndte jeg nok med,) uden at tale om den ”og det var jo galt, "men” – udbrød han: ”hvorfor det?” –

Da jeg beskrev den nøjere* og sagde at den var løs, sagde han: ja, det er godt! og de maa lægge mærke til om den vedbliver at være løs, især at den ikke hænger fast i Huden eller Huden forandrer Farve; tillige maa de lægge Mærke til om den voxer i en betænkelig Grad, ” men han mente dog, at ”det var der ikke Sandsynlighed for, naar hun havde havt den i 3 el. 6 Aar.” Det er jo muligt at det er nødvendigt at fjerne den, men har hun havt den saalænge, er det dog rimeligt at det nok kan opsættes ½ Aar endnu |til hun kommer hjem|, om de endogsaa bliver Vinteren over dernede; "altsaa ½ Aarstid endnu.”

Da jeg fortalte, at Du var bange for at fornærme Lægen ved at lade andre gjøre det, lo han høit og sagde: nej, det var dog at tage altformeget Hensyn til Lægen. ”Ja, sagde jeg, der er da ogsaa en vis Rimelighed i, at vi vil se hende efter saa alvorlig en Sygdom og forinden

|*om den gjorde ondt eller ej, havde ikke noget at sige.|

-3-

et saa alvorligt Foretagende.” ”Ja, det skal De saamæn have Ret i; han kan jo sige at hendes Forældre vil ikke have det, nu synes de, de have havt nok af Sygdom.” - Gid nu alt maa gaa vel, saa haaber jeg heller ikke dette skal gjøre Dem Hovedet kruset!” Den hele Udtalelse ligner Holstein saa fuldstændig; jeg fik saamæn ikke hilst ham fra Eder, han har jo altid Hastværk og jeg gjør mig altid Umage for at gaa lige til Kjernen af Sagen. – Nu haaber jeg, kjære Joakim! at det skal berolige Dig, ligesom mig. Skulde Du have talt saameget med Agnete derom, at hun ogsaa trænger til Beroligelse, saa sig, hvad Du synes er rigtigt af dette her. Tænk ikke for meget paa den, tal heller ikke for meget om den og føl ikke mer end højst nødvendigt paa den. Det er faldet mig ind, at den rimeligvis synes større nu, da hun er saa udmagret, er der ikke Rimelighed deri? –

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skrev igaar for jeg var saa forjaget. Hvis Du synes at jeg for tidt gjentage at Agnete er svag, saa vil jeg sige, at hvor ubeskrivelig lykkelige, vi ere over at hun er kommen saa vidt og taknemmelig over den jævne Fremgang, saa er der dog endnu langt

-4-

tilbage til hun bliver sig selv eller stærk nok til at udholde en Operation, thi om ogsaa Lægen kan kalde den let, saa er den sikkert ikke let for den, som skal underkastes den.; - tilmed at begge de erfarne Læger, som paa Afstand have fulgt hendes Sygdom, stadig indprænte os, at der maa tages varligt paa hende; Petit gjentog flere Gange ogsaa, at der i Almindelighed var Tilbøjelighed til Brystkataher* efter den Sygdom, som havde sin Grund i Vandomslagene og de aabne Vinduer; derfor raadede han som Du ved, til Middelhavsklima, fremfor Syditaliensk og det nordiske. En af Petits Grunde for at Agnete skulde blive ude, var ogsaa at hun jo ikke havde kunnet nyde det herlige Land, som han elsker, ligesom Du. –

Naar jeg sagde igaar, at Agnete ikke kunde kjede sig, naar hun har Fr. Bech, saa siger jeg ogsaa at hun kan ikke kjede sig, naar hun har Dit Billede at se paa, som hver Dag bliver mere levende. – Det maa da ogsaa være morsomt for Dig at hun har ligget og leget med Din Morgengave; der er vist ikke en Streg eller en Prik, som som hun ikke har iagttaget. – Hils og kys nu Din søde lille Kone! gid alt maa klares og fremdeles blive til Velsignelse for vore kjære Børn!

|*i længere Tid.|

|Moer Eline.|

|Hermed Brev fra Moster Hanne. Faer er paa Excursion med Eleverne i Ordrup. – Hilsen til Fr. Bech!|

|Jeg kan ikke sige Dig, hvor mærkeligt det var at høre Petit tale om Rom. Det var næsten Ord til andet, hvad jeg i Forvejen havde sagt til Fader, el. Fader til mig. – Varme Hilsen fra ham (Petit) og hans Hustru, ligesaa fra Kirstine Svendsen, Fru Christian Lange og andre til Agnete! Ogsaa Fru Kornerup.|