1886-10-24

Mappe 48 brev nr. 72

d. 24 Okt. 1886.

Kjære Svigersøn!

Jeg har været et utaknemmeligt Skarn imod Eder begge, som jævnlig har henvendt en Skrivelse til mig, uden at jeg har svaret en eneste Stavelse til Gjengjæld. Dels er nu Grunden den, at naar Husets øvrige Personale i den senere Tid har forsynet Eder regelmæssigt med Breve, har jeg slaaet mig til Ro dermed, og dels har jeg jo ogsaa i 3 Uger været optaget af Examen, idet nemlig 110 Ungersvende have prøvet deres Lykke under min Behandling. Naar jeg da nu endelig griber Pennen, er det vel nærmest som Supplement til Moders Skrivelse, og det bliver vel ogsaa kjendligt et Hastværksarbejde, da Du har ønsket hurtig Svar og Brevet altsaa snarest maa paa Posthuset.

Hvad nu først den forestaaende Operation angaar, da var vor væsenligste Grund til at ønske den opsat den, at vi ikke kunde vente at A. vilde have Kræfter til at underkaste sig den førend efter en længere Tids Forløb, og at hvis det altsaa helst maatte og uden Skade kunde opsættes, havde vi naturligvis helst set det udført af en dansk Læge, som vi kunde vælge med Hensyn til den størst mulige Dygtighed som Operatør. Naar nu imidlertid Eders omhyggelige Læge bestemt mener at det bør udføres snart og synes at ansé det for en let Affaire, tør vi naturligvis ikke tage det Ansvar paa os at raade til Opsættelse, idet vi antager som en Selvfølge at Du henvender Dig til en dygtig Operatør;

-2-

Vi vil nu bede Vorherre, som har hjulpen hidindtil, at han ogsaa vil give denne Sag et godt Udfald, og det vil ogsaa sikkert bidrage hertil at I begge sé derpaa med Frejdighed; dog maa I vistnok være forberedte paa at det ikke gaar netop saa hurtigt over som I efter Civita-Lægens Udsagn synes at vente (naar han endog har foreslaaet at foretage Operationen umiddelbart før Eders Afrejse). Naar man ikke er Læge, kan man jo aldeles ikke have nogen begrundet Mening hverken om selve Sygdommens Beskaffenhed eller om Letheden eller Vanskeligheden ved at faa den hævet, og vi stole derfor fuldkomment paa, at Du vil tage alle fornødne Forsigtighedshensyn, og dermed befale vi trygt Sagen i Guds Haand.

Gid det altsaa maa gaa saa vel, at I snart kan komme til Ro paa det skjønne Capri; vi har nok ikke hørt, hvor længe I agte at blive der og om I har faaet et tilfredsstillende Logis; maaské er Øen saa vel forsynet med bekvemme Boliger at Forudbestilling ikke er nødvendig. Men i den Tid, I opholde Eder resp. i Neapel og paa Capri, raader jeg Dig dog til, ved Dine Venner i Rom at faa af og til paalidelige Efterretninger om Cholera i Rom. Hvad vi høre derfra i den Retning, er i høj Grad |upaalideligt og| modsigende; den ene Dag hedder det, at Cholera i Italien er saa godt som forbi, den anden Dag at dette ingenlunde er Tilfældet. Senest har der været bestemte Efterretninger om at den er naaet til Rom, og naar en saa stor Stad angribes, er der jo desværre Udsigt til at det vil vare længe og at den vil faa stor Udbredelse. (I Budapesth har den nu i lang Tid hersket i en ængstelig stor Maalestok). Dersom den altsaa henad den Tid, I havde tænkt at forlade Capri, skulde have antaget større Dimensioner i Rom, vilde det neppe være tilraadeligt at fæste Bo der for længere Tid, og jeg beder Dig da tage i Betragtning hvad vi jo allerede ved Eders Afrejse i Foraaret aftalte, at I under slige betænkelige Tilstande vilde opsøge et muligt cholerafrit Sted, som vel nok nu kan findes hist eller her i Norditalien.

|Da dette Brev er helt og holdent fyldt med ”Snusfornuft” og Forsigtighedsregler, har jeg adresseret det til Dig alene, idet jeg henstiller til Dig om Du vil lade A. læse det eller om Du antager at det vil kunne dæmpe hendes Frejdighed, hvad jeg nødig vilde, og saa Du altsaa vil beholde det for Dig selv. Snart skal jeg skrive et mere fornøjeligt Brev til den kjære Agnete; I kan tro vi glæde os hjerteligt over hendes stadige Velbefindende og raske Udseende. Ja gid hun maa komme her hjem lige saa rask, ja endnu raskere end da hun rejste. Gud være med Eder begge, det ønskes af Fader|