1886

mappe 47-68

Kjære Joakim

Det har været med en besynderlig Uro at jeg har tænkt paa Dig i Aften efter at Du var gaaet, jeg vidste ikke selv om det jeg sagde til Dig kunde opfattes som Skjænd og Misfornøielse, eller om Du forstod at dette ikke var min Mening.

Jeg synes jo nok at en Visit af mig ikke er noget saa betydeligt at det var værd at tale om, men nu er det jo gjort og kan ikke gjøres om, jeg har vel ogsaa selv baaret mig galt ad.

Jeg sagde ogsaa at da jeg var i Vane med at sige alt til Dig, saa maatte jeg nok sætte Kryds ved hvad Du maatte sige til Agnete, men det erkjændte jeg snart at jeg havde Uret i, og det er det jeg længes efter at sige Dig, jeg burde have forstaaet at Du maa have Lov til at sige hende

-2-

alt , thi det er hendes Ret.

Jeg kan og vil dog ikke derfor opgive mit aabne tillidsfulde Forhold til Dig min kjære Joakim, men jeg vil haabe og tro paa, at jeg vil kunde vinde Agnete saa hun kan blive det samme for mig, som Du er, og at Du og hun altsaa kan blive som et for mig. Du er mig saa inderlig kjær, hvad der er Dig det kjæreste det maa jeg ogsaa holde af, men der skal jo lidt Tid til for at overvinde det Fremmede og komme til den rette Forstaaelse, det kan være jeg er noget sen til det, men jeg vil at der intet Usandt maa komme ind som kunde synes og dog ikke er.

Det har nu gjort mig godt at jeg har faaet sagt Dig alt hvad der løb mig rundt i Hovedet medens jeg læste højt eller medens Onkel læste, jeg haaber at Du kan forstaa mig og at Du ikke er vred paa mig

Din hengivne Faster

Vilhelmine Skovgaard