Skovgaard
1886-08-16
Afsender
Eline Lange
Modtager
Joakim Skovgaard
Dokumentindhold
Eline Lange har fået råd af lægen, som hun giver videre til Joakim Skovgaard. Det handler om hvordan han skal pleje Agnete Skovgaard mens hun kommer sig oven på tyfus, og hvor meget hun må få at spise.
Transskription
Mappe 48 brev nr. 39
d. 16. August 1886.
Kjære Joakim!
Saasnart jeg kunde træffe Holstein gik jeg derhen. Han sagde, hvad jeg nok tænkte mig, ”at der var ingensomhelst Grund til at gjøre sig vigtig paa saa lang Afstand; men naar Feberen var ophørt og Maven i Orden var der heller intet i Vejen for at hun kunde faa lette Kjødspiser.” Forresten fandt han, ligesom jeg, at ingen andre end Lægen,
-2-
som havde behandlet hende, kunde have nogen Mening om hvad hun kunde taale. Forresten syntes han at Lægen havde været forsigtig og fornuftig, men tilføjede at det kom mindre an paa, hvad hun nød kom mest an paa at hun nød, det hun fik, i smaa Portioner, lidt og tidt. Da jeg sagde at hun havde faaet Suppe og Vin i Skefuldevis, sagde han, at det var rigtigt. Naar Du kun nøje rettede Dig efter Lægens Anvisning, gik det nok godt. Han beklagede hende saa hjerteligt, fordi hun havde ligget sig igjennem, men nu retter
-3-
det sig jo. – I kan vel ikke faa 2 Senge ved Siden af hinanden, som hun kan skifte med at ligge i? Efter Din Beskrivelse syntes jeg ikke Sengen var rigtig magelig. – Hun har vel ikke endnu Kræfter til at flytte eller skyde sig selv hen, hvor hun skal ligge; det gjør mindre ondt end at flyttes af Andre, hvor ømt og lempeligt, Du saa tager paa hende. –
Hvor det er dejligt at høre at hun er taalmodig og yndig! – anderledes har jeg al-
-4-
drig kjendt hende. – Jeg har vist ikke sagt at Fader har saadan ærgret sig over at man ikke herfra kunde betale Budet til Telegrammer. – Hvor det er rørende at hun tænker paa at faa os ud i Rosenvænget. Det skal ogsaa blive en Fryd! Og naar jeg faaer alle mine Ædelstene samlet i en Krands igjen!! (Det var noget, jeg engang drømte om en Rubinkrands (Brystnaal) som Moder havde, der blev forvandlet til alle de straalende Øine, jeg pleiede at have omkring mig; nu har jeg jo 2 til.) - - Hvad leger Agnete med? – Blomster? – I
|Lørdags var jeg nede med Moster Hanne i Rosenvænget; vi var saa heldige at træffe Fru Maribo, som overgik sig selv i Elskværdighed. Hanne var naturligvis henrykt over at faa Eders Bolig at se og Nils’s store Billede i Tilgift. Hils Fr. Bech! Jeg glæder mig til dit Brev til Fader og skynder mig nu at faa dette afsted. Gud være med Eder i Stort og Smaat! Hils Agnete bedre end nogensinde fra Moder.