1886-07-27

Mappe 48 brev nr. 23

D. 27 Juli 1886.

Kjære Joakim!

Efterat jeg imorges, ovenpaa den mørke Nat, da jeg bestandig tænkte mig Agnete stridende den sidste Strid, fik udgydt mig i Graad for Faer, (jeg græder ikke ret meget i denne Tid) og vi havde talt sammen om alle de lysende, straalende Minder om hende, som vi have i Eie, enten hun er her eller hisset, sagde jeg igjen til mig selv, hvad jeg har sagt tusinde Gange: saalænge, der er Liv, er der Haab! Og jeg begynder at skamme mig over, at jeg igaar havde sendt et saa mismodigt Brev bort. Der er dog Ingen, der i den Grad, som Du, trænger til at styrkes og trøstes; og jeg tænkte paa, hvor Du gaaer og

-2-

strider, for at fravriste Døden sit Bytte. Saa som Faster og fortalte at Marie Const.-Hansen som vi saa gjerne vilde have sendt ned til Eder ikke maatte rejse for sin Morbroder Lægen, fordi de unge er mest udsat for Smitte. Og at de saagjerne vilde have Charlotte Købke til det, gid hun dog maa kunne, hun er saa rolig og erfaren og vilde nok hjælpe Eder godt og kjærligt. Samt om Fr. Bech, som havde tilbudt at rejse, |hvis| Ch. K. ikke kan. Hun er jo gammel, men frisk i Sind og fuld af Mod og hun har lovet at være saa rolig som det er hende muligt.

Jeg har jo hele Tiden været parat til at rejse i Løbet af en halv Time, saa jeg syntes det var saa forfærdeligt med at Tiden gik og det kom op i mig igjen at drage afsted. Saa kom

-3-

Petit og tog fat med at raade mig saa ivrigt derfra, sagde, hvad jeg ogsaa tit har sagt mig selv at det I trængte til, var en stærk (materiel) Hjælp og at det ikke var nogen Nytte for Eder, hvis jeg kom ned som en Pjalt. Tillige fortalte han, hvorledes det i den Sygdom, naar Feberen begynder at tage af, næsten ikke var til at mærke om det gik op eller ned ad Bakke, saa umærkeligt gled det til den ene eller anden Side. Efter de klare Svar igaar, kan vi jo se at |det| især er Kræfterne og Maven, det gjælder om og I kæmpe tappert for at hjælpe begge Dele op. Gud give Eder selv Kræfter! og Udholdenhed! –

Nu kom Din søde Søster Katrine og fortalte at Nanny Bech rejser. Det søde kjærlige gamle Menneske! Gud være med hende! For Dig vil det jo være mageløst til Styrkelse, som hun elsker Dig! Hun har

-4-

gjort sig færdig paa nogle faa Timer og er saa glad og fuld af Haab, saa det giver os andre nyt Haab. Jeg læste det sødeste Brev fra hende til Fru Maribo, da hun tilbød sin Hjælp. – Petrine er kommen hjem. Hun er ogsaa fuld af Haab og Tro, men forfærdelig betaget. Hun har ikke kunnet sove om Natten, siden d. 12 og det der især græmmer hende er at hun ikke fik Lov til at rejse ned til Jer i Nøden. Hun taaler nu slet ikke Hede og skulde jo have Hvile i Ferien, saa jeg synes det vilde have været Galskab, saa vel jeg end undte Eder at hun kom og hende at rejse. Ja, nu Gud i Vold! idag er det intet Telegram endnu, saa er det vel som igaar. –

De allerkjærligste Hilsener til Agnete! Tak fordi Du har brugt mit Navn til at berolige hede med!

Moer.