1897-09-11

Mappe 17
Brev nr 43
Øströö Tvååker 11-9-1897
Kjæreste södeste Faster!
Hvordan har jeg dog ikke båret mig ad. Da jeg endnu var hjemme, sagde jeg til Agnete,: husk nu Fasters födselsdag: og jeg har selv tænkt på den siden, men så er den flöjet fra mig, lige til jeg nu for lidt siden vågnede, slog mig for panden og jamrede: hvad har jeg dog ikke gjort: I det samme mindedes jeg at have drömt om Dig, og det så snurrigt, at det netop var Din födselsdag jeg var ved at sige farvel, vi omfavnede hinanden og Du sagde at det også var din faders födselsdag, (vilket næppe passer med virkeligheden). Du havde så mange gæster i lyse sale, men hvor det var, ved jeg ikke. I forvejen havde jeg drömt, at jeg stod ved en höj skrænt ved vandet, så kom der et selskab Cathrine var vist med, og jeg blev presenteret for to udenlandske kunstnere den ene var Leistikow, en vis frue Cathrine
-2-
kender. Jeg kendte dem ikke. Så fandt selskabet på at hoppe ned ad skrænten, jeg blev ganske svimmel, men det grinaktigste var, at en gammel tyk fru Wahl, som jeg har set hos Onkel, hoppede ned. Jeg skyndte mig væk, kom igennem en kro, hvor et par mænd skulde op at slås og udenfor i solen ved plankeværket sad en spejder og skar halsen over på sig selv. Jeg for af sted, så godt det i drömme lod sig gjöre, fandt ind i nogle sidegyder og vågnede. Men så tog jeg fat igen og drömte det om Dig. Men nu er det virkeligheden, og den begynder med tusinde lykönskninger til Dig kjære Faster, hav det rigtig godt, og godt gensyn, enten det så bliver på Mindet, om Agnete og jeg når der ud en svip i efteråret eller i Kbhv. Den tid vi mödes der, om alt går vel, nærmer sig dog. Nu har vi fået dejligt solskin her, I har vist det samme på Sjælland, og Du nyder det vist. Min nydelse er i disse dage noget indskrænket, eftersom jeg ligger sengen. I forgårs aftes og nat havde jeg feber
-3-
at dömme efter de væmmelige fornemmelser i tænderne, næsebenet og öjnene og i knæene. Det kom pludseligt, men jeg gik straks i seng og har rigeligt kinin med, så allerede i går var det så godt som overstået, så det gælder blot om at være lidt forsigtig. Men i sengen, ved Du, laver man sjældent skönskrift, så jeg tænker Elisabeth nyder godt af kragetæerne og har en hyggelig stund inde hos Dig. Ellers var jeg kommet rigtig godt igang med at male, havde fået alt så vel ordnet og min tid så optaget, så jeg så lidt som muligt skulde mærke jeg var alene, for jeg kan ikke lide at være fra kone og börn i Danmark. Jeg har sommetider fået besög af Laurells lille datter, hun vil endelig skrive bref og have mig til at skrive, forleden skrev jeg nogle höns og hunde og kalve til hende som hun var meget [?forjust] i. Hun er vist mellem tre og fire år. Forleden bad Laurell mig til klapjagt om fredagen, og det kunde nok passe mellem mine vigtigste maletider, jeg fik hans gamle bösse med op at gjöre i orden, den hvormed jeg ifjor nedlagde en rå, hvilket ret glædede Laurell for den gamle bössens skyld. Dagen kom, men så lå jeg i sengen, og kunde kun i det fjærne höre hundegöen. Jægerne fik en hare det var det hele. Men på denne morgenkvist har jeg hört et par skud, kan hænde der så kommer lidt mere til huse, jægerne var gået tidligt ud, Nu hörer jeg, at de har fået en råbuk og gået ud igen. Hvad mon der blev resultatet med Viggos altertavle, er han mon i fuld gang med den i stor målestok, eller mon han gemmer den til vinter. Og hvordan mon alt bliver ordnet i fremtiden, mon de flytter til Skamstrup. Jeg glæder mig til hjemme at få ordentlig orden i huset, få sommers roderi endelig overstået. Lev nu vel kjære Faster, vil Du hilse Viggo og Elisabeth og Fröken Moltke og de störste af börnene.
Din hengivne
Joakim Skovgaard

Jeg håber jeg når hjem endnu i denne måned.