1873-07-16

Rosenvænget 16 Juli 1873.

Kjære Fader!
Nu har jeg malt limfarve. I begyndelsen, dig det naturligvis lidt galt, men siden bedere og bedere. Weber, gav nemlig kun halv besked, jeg forstod den galt, og [Overstreget: gav] sagde til Schneider, som jeg havde forstået Weber, og han vilde nødigt gøre noget på egen hand, hvorfor, det begyndte, et par gange måtte laves om, men der af har jeg da lært, noget, af det, man ikke skal gøre. Endnu har jeg, kun malt nogle ting, henne fra loftet, ud af hovedet, men det kan gerne være jeg siden, kommer til at male, efter et gibsornament.
Dette har jeg malt.
Endelig fandt jeg det, det er sandt, tak for uret, nu har jeg, da endelig, fået det, for at bringe ham det igen. Stop lidt, lad mig nu tænke mig om, jeg bragte ham det vist en mandag, og han lovede det mig til lørdag, men jeg gik ikke ind til ham for om mandagen igen, men så vilde han gerne have det til torsdag.
●2●
Jeg kom torsdag, men da undskyldte han sig, og sagde, at den man, som skulde gøre ved kassen, var så ubehagelig til at love, dog trode han nog det blev færdigt til om lørdagen jeg mon først mandag, men da sagde han, at i morgen skulde jeg sikkert få det. Jeg kom, og det var færdigt, men da han pakkede det ind, gik glasset løst, og nu sad han og nikkede en stund. Endelig trode han dog det vilde sidde, men bad mig komme med det, hvis det fejlede noget. Jeg gik ud med stralende ansigt og ur. To tre gange trak jeg det op af lommen for at sammenligne det med kirke urene, og smække med den ny [?fer], vips gik glasset af, slukøret gik jeg hjem, og nu idag måtte jeg igen, pille ind til ham, dog med det håb, at det dennegang vilde gå lidt kortere. Nu kommer noget du vist leer af. Da faster og tante Gine, i mandags sad og drak te, hos os sade de og skente på min gamle krumme ryk, som så fæl ud, da jeg lige havde rejst mig fra islænderne. Men da sagde jeg, at jeg forleden henne hos Groser [?Grøns], havde kommet til at se mig, i et stort spejl, og der så på at jeg så lidt være ud, en jeg havde tængt, og siden den tid har jeg i reglen gået hjem som en stage. Jeg villet i grunden ikke sige dig det, da jeg syntes det var så løjerligt, og jeg var bange jeg skulde glemme det, men de andre sagde jeg skulle,
Din Kim