1884-08-26

Mappe 17
Brev nr 4
Civitá d’Antino 26. August
Kjære Faster! Det er i god tid, at jeg begynder at önske Dig til lykke, men jeg kan jo forny lykönskningen nogle gange, da jeg sikkert skriver dette brev på flere datoer. Jeg tröster mig med, a en god ting, kan ikke siges for tit (er det sådan det hedder? jeg er lige ved at glemme mine danske lærdomme) og så går jeg nu frisk på med min hjærteligste lykönsning til Din födseldag, håbende at Du må få megen glæde af det kommende år, og at vi må få den gensidige glæde, inden der er gået for lang tid af det,
-2-
at mödes glæde, og siden få en hyggelig vinter sammen. Det er måske noget egenkjærligt, at önske sådan, men det er jo langtfra det eneste jeg önsker Dig, nej gid Du må få fuldt op af alt muligt godt. Idag regner det, med andre ord, det er en tillægsdag til min Italiensrejse, for arbejdet går lidet eller intet frem sådan en dag, nej det er nok nærmest to dårligvejrssomre jeg har været hernede, da efter hvad Zahrtmann siger. Jeg skulde ud at male på det lille billede jeg har tegnet for i dette brev, men det bliver nok ikke til meget idag. Kan Du begribe, hvad det forestiller. Det er höstpiger, som bærer korn hjem, og karle, som söger at stikke hovedet
-3-
ind under sæden og kysse dem; sådan körer vi nu korn til huse her. Den 27de. Her er jeg igen, Og idag har vi godt vejr, strålende klart. Det er egentlig löjerligt nok, at jeg i sådan lyspragt og skönhed kan gå og længes efter november hjemme, men jeg gjör det, og det af alle kræfter. Igår var her carabinierer her oppe, for vi har en kedelig historie i byen. For en tid siden solgtes en del jord, som havde tilhört kirken, den köbtes af nogle velhavere her i byen. Tidligere havde jorden været forpagtet bort til flere bönder, som nu tabte denne deres indtægt, og da de anså salg af kirkens jord for ulovlig lagde de sag an mod köberne. Forleden tabte de sagen, men morgenen efter opdagedes det, at næsten alle træerne på den del af den köbte jord, som tilhörer Felice di Rocco, vare hugget om om natten. Det er en styk gærning, skaden anslås til 1000 frank, men hvis det er forpagterne som har gjort det, er de for uvidende til at begribe hvor galt de har båret sig ad. Fire af dem har været i fængsel, men er nu atter lösladte, (i dag er det den 30te) jeg så dem föres herfra med sammenbundne hænder. Så styk sagen er, har det dog været interesant at opleve den. Det vider hvordan italienerne er og tænker; at de ikke har nogen dygtig opdagelsesbetjænt her på egnen, er da tydeligt nok
-4-
for elles vilde de jo snart komme efter om det var de stakkels forpagtere som havde gjort det, eller en anden, som havde gemt sin hævn til et belejligt öjeblik. Felicie di Rocco beklager jeg meget, men nogen rar mand er han vist ikke. 2den September. Ja meget har jeg ikke at skrive om, dagene går så såre ens, er det solskin så arbejder vi for at blive færdige, er det dårligt vejr læser vi lidt, skriver lidt, går en tur, eller gjör hvad vi kan finde på. Men enten det er solskin eller gråvejr, så længes jeg efter Viggo og hans Frue og Danmark med samt alt det kjære [?robba] der. Jeg havde tænkt at tage til Sora i morgen, men så kom aviserne og meldte om stærkere kolera i Napoli, og folk ymter om et tilfælde nærmere Sora, hvilket jeg for resten ikke tror på men nu ser jeg dog tiden an heroppe lidt endnu. Det er en gruelig kedelig usikkerhed at leve i, sådan at have det ene ben og sin halve sjæl i Sora er noget mattende. Har onkel modtaget et brev fra mig, hvor jeg beder ham sende mig 800
Frank med posten, da jeg ikke kan tage til nogen by at hæve på kreditivet. Har han ikke fået mit brev, så er det vel bedst at adressere det hertil, Civita d’Antino, Provincia di Aquila, Italien Signor Pittore og tydeligt navn. Jeg beder også om en underretning på et andet brev om at pengene er sendt. Nu kniber det nok med pladsen kjære Faster til hilsnerne og den kraftigste lykönskning.
|Lev vel Din hengivne Joakim Skovgaard. Zahrtmann sender en ærbödig lykönskning.|