1845-12-02

S.T.
Hr. Landskabsmaler P. Skovgaard
Storekongensgade No 260. tredie Sal
Kiøbenhavn
betalt)
Veibye d. 2de December 1845
Kjære Peter!
Jeg takker Dig inderlig for dit kjære Brev saavel som for de lovede Bøger, Du har altsaa tænkt paa mig, kjære Peter og vil hjælpe mig med hvad Du kan, skjøndt du sikkert ikke endnu ret forstaar hvad det er som piner mig; men jeg troer jeg kan kalde dette Kjedsomhed, Tomhed, efter havende af enhver Interesse ved det daglige Liv, og jeg føler med Angest at jeg ikke mere eier nogen sundere Kraft der kan modarbeide den Tomhed som indvendig fra fastere og fastere omslutter mig, forstener mine Følelser og fordunkler enhver klar Tanke hos mig og efterhaanden vil forstørre det Liv og den Sjæl hvorved jeg kunde erkjænde at jeg ogsaa er skabt i Guds Billede.
For min Skyld vil Du maaske en Gang ret sætte dig ind i den Verden hvori jeg lever, du vil betænke disse mange Spidsborgerlige Tanker denne i mange Henseender Sneversynedhed og disse ubestemte dunkle Forestillinger om det virkelige Sande, og dertil denne bestandige Udgydelse af alt dette, denne evindelige Tale om det Samme, det Monotone er alle tider sløvende og hvor monotont er ikke dette.
Til Modsætning hertil kommer den uendelige Kjærlighed
●2●
disse mange Lidelser, og denne store Talmodighed og Medlidenhed, og Taknemlighed forbyder da enhver Tanke om at forandre dette Liv thi det kunde ikke ske uden at saare. Jeg har stedse stræbt at bevare mit indre jeg for Smitten af den mig omgivende Aand, jeg har en Gang sat mig som Mal Maal at bevare Sandhed og Klarhed i mine Tanker og Reenhed i mine Følelser, jeg veed fra denne Kilde udspringer al virkelig Dannelse og at jeg aldrig vil føle Harmoni eller Lykke hos mig selv uden dette; men jeg føler mig mere og mere fjernet fra dette Maal, mine Tanker bliver bestandig dunklere og lige som indhyllede i Taage, min Dømmekraft er knækket og jeg mangler ganske Selvtillid, mine Følelser synes uimodtagelige for noget andet Indtægt end min Sorgen over min egen Elendighed; thi naar jeg læser gaaer Ordene mangengang igennem mine Tanker uden at jeg føler deres Betydning og jeg kan intet huske af det alt sammen naar jeg lægger Bogen hen. Den Werden som jeg lever i er jeg umodtagelig for, og mit indre Liv er næsten ganske tilintetgjort derfor føler jeg en uendelig Tomhed og det er Frygten for at naar jeg en Gang for bestandig forlader Veibye jeg da skal bringe den Intethed med mig som en frygtelig Arvepart jeg aldrig vil kunde
●3●
befrie mig fra der ængster mig saa meget.
Det er Haabet om at finde Hjælp hos dig, der har bragt mig til at skrive dette, jeg vil alletider være ganske oprigtig mod Dig, saa Du let vil kunne opdage mine Feil Din dadel har altid været en stort Drivfjeder for mig til at aflægge hvad Du misbiliger og det er den Indflydelse jeg nu satser paa skal gjengive mig min Selvtillid og Dømmekraft.
Jeg længes inderlig efter Juul naar jeg skal tale med Dig her i midlertid vær, du hilset kjærlig af Moder og Jomfruen ved din hengivne søster
V. Skovgaard
[Hul i papir,?Hose] Kræmmer Bering paa Hjørnet af Store
[Hul i papir,?Kongens] gade og Klareboderne No 7
[Hul i papir,?Ligger] en Pakke |Tøj| adresseret til Dig, som Du maa lade hente snarest mulig, i Pakken er et Par Sokker til Onkel som Jomfruen beder dig besørge.