1850-06-15

Møen d. 15de Juni 1850

Du er Dog et mageløst kjært Menneske! (det er Aften kl. er omtrent 8) jeg kommer lige fra Klinten hjem, for at sætte mig til at fortælle min egen Ven lidt, saa er der just [Overstreget:lige] kommet et Brev til mig, Du velsignede Ven! Tak. jeg kom ude fra Klinten siger jeg, gid Du havde været med, det var en besynderlig, men overordentlig deilig Uvejrsbelysning, tunge Skyer, som skyllede Vand ned der farvede Havet ganske mørkeblaa, og drev saa lavt, at det saa ud som om de vilde røre derved, andre Steder var Himlen lys, andre Steder glinsende Skyer, ja, slige en Luft har vi seet ofte, men nu i Forbindelse med Havet og Klinten, sommetider stod Taleren mørk, lidt efter skinnende i Solen med den umaadelig mørke Søe, og de glinsende rødgule Skyer i Horisonten blev ganske dunkle, og Skyerne speilede sig i Havet, kan Du troe!
Skibe som seilede ganske bange for Veiret og søgte Læ under Klinten, det 5 te kastede Anker, mens jeg stod der, (de andre var der forinden). Kronen paa det hele var dog en Regnbue, der med det ene Bue stod paa Toppen Hylledals Klint, og med det andet næsten paa Strandbredden nede under mig og inden i den den oplyste Taler; Til den anden Side laa Landet lige til Stege, i en vidunderlig deilig Solglans, og Solen speilede sig i Ulvsund, saa man næppe kunde see derpaa; O, gid det var muligt at male sligt, det er for hurtigt til at man kan fange det, og for saa vidtløftigt. Det har ellers været et farligt Veir i Dag, Regn og Storm og graat. Jeg har siddet inde hele Dagen, og tegnet indlagte til Dig, er det ikke smukke Huse, jeg haaber at faae disse malet, Veiret, ak Veiret! Det øver min Taalmodighed, den kan trænge |til| at øves, for at faae Kræfter. Jeg kjender Krathuset, det er sandt, hvad Du siger, det er ogsaa det yndigste Huus jeg har seet, det er vel alt yndigt i Danmark, og mange andre Lande, men g, jeg er ikke oplagt ●2● til at ikomme [?] et lignende, jeg er desuden alt for tilbøjelig dertil, eller var, ikke paa den barnlige uskyldige Maade [Overstreget:Du] som hos Dig, men det var blevet til en virkelig Higen, jeg fordømte det hos Andre, paa samme Tid jeg nærede det for mig selv, her er jo naturligvis ikke Tale alene om eller hvis, men hvad det [?] alle Verdens Goder, min Fred og Lykke var Gud [?] Lovet ikke flygtet, men den sad og græd i en Krog, jeg har fundet den igjen, og Gud lade mig aldrig jage den bort! Du forstaaer mig jo dog nu! kunde jeg ikke nok blive bedrøvet? men nu er jeg sjæleglad, jeg føler jer er lykkelig og takker Gud!. Ja, g! Jeg føler ret jeg er lykkelig, jeg føler ret den Lykke at eie Din Kjærlighed, Du! Menneske! med hvem jeg skal dele Alt, og som deler Alt med mig. Du kan troe min kjære gamle Moder holder af Dig, ogsaa hende gjør Du lykkelig; maatte jeg kunne være en Søn for Din Fader, som Du er en Datter for min Moder! Jeg haaber han aldrig skal fortryde sin Godhed imod mig, saa har jeg jo hans Kjærlighed. God Nat! min Allerkjæreste Ven! Kl er mange. I morgen Tidlig vil jeg skrive mere, det er et rædsomt Veir ude, Stormen suser i Træerne og Regnen pidsker paa Ruderne, det hører Du vel ikke noget til, God Nat, lev vel!
Søndag d. 16.de Juni. God Morgen! min Ven! Veiret er som iaftes og som det har været nu længe, det er virkelig lidt tungt at bære, det |har| kun været rigtig godt Veir om Formiddagen den 3de Juni, ikke en eneste smuk Aften, jeg frygter at det vil forlænge mit Ophold her, det kan dog ikke gaa an at reise hjem med uforettet Sag, og jeg mener Veiret maatte dog engang blive godt, det er jo dog Sommer vi har; Du kan troe det er Trist at sidde inde en hel Dag, man bliver saa løierlig tilmode●3● at jeg ikke engang kan skrive til Dig, saa tom, kan Du ikke nok forestille Dig det, at at sidde og see ud i den graa Luft, jeg læser [?] i Islænderens Ford, og din Faders Naturskildringer, der har jeg læst om hvilken farlig Sommer det var i 1838, jeg kan saa ogsaa godt huske den isfjor, det er ikke opbyggeligt. Idag skal jeg spise til Middag hos Præstens, jeg har været der et par Gange, det er rare venlige Folk, jeg har det hyggeligt der, Døttrene synge og spille gjerne, de synger ret Smukt, jeg tror jeg skal hilse [Overstreget:til] Dig fra hele Familien de spørger idetmindste flittig til Dig, de vilde gjerne have et Besøg af Dig, hvis Du kom herned. Hils Titus at har han Gulsot, saa faaer jeg nok en anden Sygdom, saa vi kommer til at lide sammen; jeg havde nu glædet mig til hans Besøg, og han havde glædet sig til at besøge mig, det kan vel omtrent gaa lige op mod hinanden; skulde han alligevel komme, saa lad ham tage lidt chinesiske Zinober med til mig, jeg troer at Blankensteiner har noget som er ægte og godt, han har idet mindste for lang Tid siden tilbudt mig noget. Jeg har intet Tøi, som jeg bryder mig om at faa hjem med Moder, hils hende fra mig og meddel hende af Brevene hvad Du kan, jeg havde betænkt at skrive hende til, men Du faaer det Alt sammen. Jeg har dog alligevel nu skrevet et Brev til Moder, som Du er vel saa god at levere hende. Der er saa mange Mennesker jeg synes der skulde have [?specielle] Hilsener, men der er saa mange, jeg er nødt til at slaae dem sammen i et, Allesammen Du nok ved, hils dem fra Alle her, fra Din egen Ven.
P. C. Skovgaard
Lev vel!