1845-10-11

Løverdag d. 11 October 45 Marienlyst
Kjære Lundby!
I Mandags Aftes var der stor Læseforening især for dine Breve hos Grundtvigs; men man vilde ei ret finde sig i at du klagede; Steenberg, som jeg et Par dage senere viste mit Brev, udtalte sig endog bestemt derimod, - han sagde, det var sygeligt, naar for et ungt Menneske de mange farlige Indtryk ikke for nogen Tid kunde opveie det Hyggelige, han har i Hjemmet; jeg vil ei sige Noget, |for bestemt| jeg vilde maaskee komme til at dømme mig selv; jeg vil stemme i med en Anden; det er prægtigt, naar du bliver dine første Indtryk troe, og udstikker dem, – men dog – du var utilfreds her; du er det der, ligger det ei noget for dig selv i man burde overalt kunne være tilfreds; og er du nu engang reist, saa søg ogsaa ret at hengive dig i de skjønne Nydelser – du skriver ei et Ord om Kunstskatten, ei et Ord om dine Arbejder; – Du skriver, det er Alt som et Skuespil; - det er ei Italiens Skyld, men din, naar du ei kan trænge dybere ind i det. Jeg vil derfor sige os 2 Hængehoveder; lev altid ret i det Nærmeste Nærværende, og vi ville hverken længes efter, hvad vi endnu ei have, eller beklage, at vi ei nøde det Forbigaaende. -

Søndag d. 19de October
I gaar morges kl. 3½ hensov min Søster Louise Francke roligen, hun havde lidt længe og meget, Lungen var angreben, den sidste dag havde hun en Brøstkrampe og derefter sov hun roligt indtil hendes død. - Stakkels Mand, og stakkels 5 Smaa; det er første Gang Manden med Leen har maiet saa nær ved mig, eller ved os, det er os ogsaa underlig fremmed; naar man troer at have gjennemarbejdet det i Tanken, saa kommer de paa een Gang igjen som noget ganske Nyt. Det er saa underligt, at se [?]
●2●
Børnene undt. Sophy – løbe saa sorgløse omkring, men de vilde jo faa det længst og meget at føle. –
Jeg har læst dit Brev til Fru Høyen; jeg maa lade dig vederfare Ret, skjønt af samme Indhold, var det meer fattet og fornuftigt, end deres til os; Ja kjære Ven; jeg var jo gjerne kommet ned til dig; det havde |været| behageligt for os begge; - men, jeg har ingen |rigtig| Tillid meer til mig selv; jeg vil ei lade det komme an paa at koste min Fader mange Penge i flere Aar, naar jeg ei kan forudsige et bestemt Resultat; i Dresden have de ei villet have mine hensendte Billeder, men gjentaget bestillingen paa de samme Betingelser; jeg er kjed af at male Billeder, som Ingen gider havt; I Dresden kan jeg lære Reenhed i Behandlingen og det, at benytte Naturen meer ved mine Billeder; jeg maae da see at frigjøre mig fra det, jeg ønsker at lære af dem. - Gaar det saa, og jeg tjener nogle Penge, saa kommer jeg næste Efteraar til Rom, og, gjør du det samme, bliver vi maaske Vinteren 46/47 der sammen?-
Skovgaard har begyndt et stort Billede (Pendant til de forrige) foran stor Skov; Skarrild – Sø i Baggrunden som et Glimt; - Solen staar bag. – det bliver vist herligt; Skovg. er i det hele den solide Fyr, som du selv omtaler |ham| i dit Brev. – Men, paa Tirsdag reiser jeg med Geyser til Slettin hvis du vil tilskrive mig til Dresden, saa addresser det til Profs. Bindemann.
Farvel kjære Ven din Lars Maler
Hils S. Winther fra mig, jeg efterlever ikke heller hans Indbydelse; han vil ogsaa føle deltagelse for vor Sorg; - han kjendte min Søster godt. -
●3●
Kjære Thorrald! Tak for dine smaae Randbemærkninger. Du har vel alt erfaret af Lundby, at jeg har mistet min Søster Francke, det er ikke intetsigende at man siger at Familie = Savn; naar Een gaar bort, da føler man, at der er en Forbindelse som i et organisk Legeme, mange fine Fibere rives over, og man føler Smerten umiddelbart; - det var et sørgeligt Syn, at se min Svoger i Øieblikket som reent knækket; han gaar og bevæger sig som en Olding. – Jeg har staaet længe nede hos Liget og stirret hende i Ansigtet, det fylder En med et underligt Alvor. – Jeg kommer ikke til at besøge inden jeg reiser (paa Tirsdag) i den Stemning, jeg er, og i og med den liden Tid jeg har, besøger jeg næsten Ingen. – Lev vel hils Jerichou; og jeg haaber endnu at træffe Eder alle samlede i Rom. Din Ven Lorenz.
Kjøbenhavn d. 5. December 1845
I dag kom Skovgaard op til mig med en lille Bakketrold – om Forladelse: Dværg skulde jeg have sagt – han havde Hilsener at bringe fra Venner i Rom. Han kommer tilbage en af Dagene med Bud og Hilsen fra Højen, Skovgård og flere. - Med det samme bragte Skovgaard mig et Brev fra Frølich, et sandt Mesterstykke, som De her skal faae, Ord til andet. Her er det: Kjære Svend og andre Kjære!|X| Her sidder jeg i mit Værelse i 3dje Etage, et Symbol på, at Kunstnerne stræbe mod det Høje. Jeg har ingen Udsigt, fordi [overstreget: jeg] det i dette Øieblik er Nat; men om Dagen har jeg den frie Horizont, som viser mig Dagens Himmelfænomener dem, et dorsk Øie ei vil kalde Underværker, fordi det synes at see det samme daglig; men et klart Blik seer aldrig det samme komme igien (men også jeg seer ofte uden at see). Under Himlen kommer da Jorden, nærmest Himlen: de fjærne blå Bjerge, hvori Fantasien kan lægge alle sine Billeder. Saa kommer Marker og Landsbyer, og nærmest Haver og Dresdens Huuse. - Mit Værelse har 4 Vægge, Kvadratens Fasthed & Regelmæssighed, minder mig om, hvad jeg fatter. I Vinduet staar mange Blomster - dog ingen Bregner eller Nælder, men Roser og andre for mig navnløse Blomster, som min Værtinde vander, og jeg seer paa. Epheuen kravler omkring paa Væggene. Jeg sidder ved et Meubel, hvis underste Sfære indeholder Legemets Prydelse, såfremt Skjorter og Buxer ere smukkere end den nøgne Natur. Ved den mellemste (Sfære) tegner og skriver jeg mine Hieroglyffer, og oveni er Åndens Spisekammer, og til Symbol staar ogsaa Sukkeret til Kaffen og Saltet til Brødet sammesteds, så kan Synet fattes.openp Ovenpå dette Bibliotek antyder en Gibs-Elefant sindrigt Visdommen, to tvinende Børnehoveder minde mig om Familielivets Glæder (NB underneden skråler
|X) Dette ”og andre Kjære” er senere tilskrevet, hvoraf kan forklares den Uregelmæssighed : at Forfatteren først taler til en 2den personlig og saa en til en ditto Pluraris (Oversenderens Anm)|
●4●
En, som jeg kan nyde uden at see den) Min Tobak indeholdes i en hvid Porcelæns-Krukke, for at minde om, at Nydelsen er uskyldig, men skrøbelig, og en Sfinx paa Låget betegner at Tobakkens Nydelse virkelig er et Mysterium. Derved står Svovlstikker, som Lysets Kilde, Natlys, Voxstabel og Lampe, som ”Nattens store og små Lys” Foran Magelighedens Sæde: en blød Sofa, staa det eenbenede, trefodede, runde Bord med det røde Tæppe, hvori Industriens Fantasi har indvævet gule Jægere, Krandse, Fugle, Hjorte m.m. Derpå står en klar Karaffel med det bare Vand, betegnende Afholdenheden, slet ikke, at jeg ikke drikker Andet; tværtimod, at jeg har det for Øje og – lader være at drikke, for-løjerlig nok – jeg bliver daarlig af Dresdner Vandet. Kakkelovn, Stole og Brændekurv, Spyttebakke, Alt står i den beste Orden. Hvordan hænger det sammen? ”Der Frölich ist hingezogen bei den Kirchhof (således heder min Værtinde) und da ist Alles Ordentlich” Det følger vel med det Navn: at være ordentlig. Hun ordner så kannibalisk; en Slags Begravning - at jeg, for at finde mine Ting igjen, heller selv lægger dem af Vejen, jo, det må jeg sige: hun sørger for mig, som om hun var min Moder, og jeg 4 År gl., dækker Sengen og varmer Skjorten ved Ovnen, giver mig Piller og stiller det trebenede Natskrin ved Siden af det bløde Leje, sørger for Brænde og Vindruer, Pas og hullede Strømper. Når jeg går ud af mit Værelse, kommer jeg på en Stentrappe med Figurer i Nischer, over hver Dør en Medaillon, og indenfor finder jeg sammes Forfattere, og det er lutter Kunstnere. - Nu har jeg vrøvlet mig en øjeblikkelig Overgivenhed fra Halsen (Måske Læseren en øieblikkelig Kjedsommelighed på Halsen), kløet mig i Hovedet og Skægget, så 39 Hår krumme deres slanke, røde og brune Legemer på Brevet og med deres Skygge skrive de sorte Streger mellem Bogstaverne. Dog, dem skal Du blive fri for – P.S. På Væggen har min Værtinde hængt en Deel Litografier efter berømte Mestræ, som minde om, at det Bedste kan parodieres. – Nu veed Du hvordan jeg boer. - Klokken er 1; jeg sidder her og filosoferer (: dovner) og må dog rigtig have mig en Pibe endnu. Du og Johan sidder sagtens ligedan i Vimmelskaftet –nej! I læse! –
Den 29de November 1845: Hvis jeg nu vilde læse det Vrøvl fra sist igjennem, så fik I det sagtens aldrig for Øjne; men Ens Venner tør jo nok se En i Soveskind (: Sloprok) og også på Hosesokker. Nu bilder I – Svend, Johan (hvis han gider læse sådan Noget) Skovgaard, måske Steenberg og hvis I ellers vilde vise det til Nogen, f. Ex. til H. Bech – Jer ind, at nu, jeg har løbet med Gammen, vil jeg slå Alvor ovenpå. (Det var nok en ordentlig Bummert; et saxisk Citat af et dansk Ordsprog X)– men pyt! det gider jeg ikke, og I skulde have lange Arme for at tvinge mig.” Hvad jeg bestiller? ”- Jeg tegner og visker ud, og hvad jeg ikke visker ud, det - bliver stående. ” – Og hvad er så det?” – Ja, det skal I få at see (forb. fra konvolutten)

X|) Bommerten ligger i at han har løbet, for rendt,|(fortsættes på konvolutten)| da Lignelsen er taget af Væven. |Afskriverens Anm.|)