1843-12-18

Mappe 34 nr 8
Kjöben 18 Dec 1843

Ja, mine Herrer! Hvad jeg i aften har at sige overgaar langt mine Kræfter, uagtet jeg valgte mit Æmne dog ikke saa synderlig høit. Tit vil jeg tabe Traaden, tit vil jeg ikke følge den til Ende. Det var med Flid at jeg undgik Æmner, der kunne ligge mig langt nærmere – fordi jeg følte det trættende selv for mig, at Kunstnerne i vort lille Selskab kun talte om Kunst, hvad jeg dog ikke ligefrem har undgaaet, idet jeg henleder Deres Opmærksomhed paa Skjønhed og Grimhed, som disse træde frem for vort Øie. Undskyldninger for at det ikke er bedre – vil jeg ikke gjøre, det er saa godt, som jeg formaaede at gøre det; men Det vil kun sige saare lidt.

-2-

Motto: Viel Geschrei und wenig Wolle!

Hvad vi sagtens Alle have en indre og Ganske naturlig Rædsel for er: det Latterlige- og det er ikke Forfængeligheden alene, som kan bringe det Ønske til at stige hos os: gid Du var smuk! Jeg har nu sat mig det som Opgave: iaften at vise, hvorledes dette Ønske er saa langt fra at være Synd, at det meget mere er Pligt for Enhver at arbeide paa i sin ydre Optræden at vise sig saa smuk som muligt.
En af mine Bekjendte fremsatte engang, da vor Samtale faldt paa Skjønheden eller egentlig Karakteren i vore danske Egne, fölgende Billeder:
”Sjælland ligner én af disse elskelige Quinder, hos
” hvem vi ikke see Spor af den haarde Kamp mellem
”Lidenskab og Pligt. Det er som hendes halve Sjæl
” hvilede i Evigheden, hvoraf hun er ud sprungen,
”Halvdelen i Evigheden, hvorhen hun stunder.
”Altid er hendes Pande klar, hendes Væsen mildt og
” yndigt, og hun veed at meddele sin Ro til hendes
”hele Omgivning. De ere sjælne. – Jylland –
”Grændseegnene mellem Øst og Vestlandet ligner
”de faldne Sjæle, hvis mægtige brusende Liden-
”skaber have stÿrtet dem i en svær Kamp,
”hvoraf de først seent og med Møie ville vise
”sig. – Men Heden – den er som den dybe
”af Naturen stedmoderligt begavede Natur, om
-3-
”hvilken vi siger: hvor han er uelskværdig, styg og
”frastødende, men lærer man ham at kjende
”tilgavns, ret tilbunds, da vil man see, at dybt
”i ham, rører der sig et ÿndigt Liv, og vil ville
”gjenkende Afglandsen deraf i de barske Træk,
”og med Forbauselse tilstaae: han er smuk!”
Det har altid forekommet mig som der var baade Sandhed og Skjönhed i disse Billeder og jeg skrev hans Ord op, saa godt jeg kunde huske dem. Disse forskjellige Karakterer tegne sig virkelig i Naturen; Landskabet kan være vildt eller venligt, stort eller smaaligt – kun ikke latterligt. Heller intet Dyr er latterligt i dets naturlige Tilstand. Det var først ved at træde i nøiere Forbindelse med den ædleste af alle Skabninger, at de fik den Gave: at være – latterlige morsomme morsomme, eller egentlig lattelige. Det er først, naar man paa alle Maader har ansporet Svinets Graadighed og saa at sige forandret dets Natur, at vi see disse løierlige Skabninger, der uvilkaarlig opvække Latter – først, naar en gammel Jomfru har kastet al den Kjærlighed, som Mænd har forsmaaet, paa en Moppe, seer man den trives og bugne, saa den til sidst kan i den Grad ligne et forædt Menneske, at disse vel burde vogte dem for at lee af den. Disse ere Undtagelser; der gaaer meget mere et underligt Tungsind gjennem den hele Dyreverden. See i Dyrets
-4-
Øie, og de vil finde en egen dyb Alvor, hvori jeg vil kunde see noget Anelsesfuldt, der kunde svare til det Længselssuk efter Forløsning, hvorom Hegelianerne tale saa tit, det Suk, |og saavidt jeg vide selv Paulus taler|
det der med alt sit Gaadefulde dog har en egen Tillokkelse for mig. Hos Dyrene finde vi da Evnen til i det Ydre at lægge deres Sindelag for Dagen i höi Grad udviklet, saa: det Glubende, Majestætiske, Frÿgtsomme, Lumske, Godmodige og næsten Fromme viser sig skarpt og umiskjendeligt. Hos Dyrene finde vi Tungsind og Alvor i Udtrykket – den livløse Natur har noget Høiere, den har: Ro; og derfor kan den virke saa velgjørende paa Menneskesindet. Heller ikke i Naturen har jeg nogensinde kunnet kommet til at lee. – Intet, som det udgaaer af Skaberens Haand er latterligt. Men lad os betragte Menneskene, og vi skulle nok komme til at lee.
Naar vi læse i det gamle Testamente Fortællingerne om de første Mennesker, eller Folkenes Oldskrifter, hvor reent menneskelige træde Skikkelserne da frem for os; men gjennem Tiderne faldt mange Ting i Prisen, og blandt dem: et naturligt, ærligt Væsen. Et saadant Væsen faldt til sidst ubeqvemt, det blev veiet og fundet for tungt! man ømmede sig maaske, men fandt dog rigelig Trøst i den Overbevisning, at: Form er ingen Lænke, men en Frihed. Disse Ord ere saa tit traadt mig i møde, deels som Raad, deels som Trøst, at jeg tør sige det er ingen Paastand af mig selv, men en almindelig erkjendt og agtet Lære; og denne
-5-
maa vi först betragte lidt nøiere, dog med stadigt Hensyn til det Ydre.
Naar jeg nu som yngre befandt mig mellem saadanne Mennesker, der vare blevne Herrer over Formen, da var det naturligt, at jeg maatte føle mig tung, som en Klump Blÿ i denne lette Omgivning. Med Forbandelse gjorde jeg den bittre Erfaring, at et hjerteligt, deeltagende Spørgsmaal ingenlunde forlangte et Svar i samme Tone, men langt snarere fø,lte man sig generet derved. Halv Barn, som jeg var, maatte jeg nødvendigviis ønske mig bort fra en Forsamling, hvor jeg saa lidet passede. Dog jeg lærte at see dette Væsen med andre Øine. Jeg saae den lette ziirlige Maade, hvorpaa disse Mennesker med megen Anstand bevægede sig mellem hverandre, hvor livligt de samtalede uden nogensinde en Disharmoni lod sig høre – den gamle Mand, den unge Pige vare lige lette at behandle. Jeg blev tiltalt med Venlighed, med Interesse og Kjendskab til min Kunst, som ved et Trÿlleslag forsvandt (min forlegenhed den uhyggelige Fölelse, jeg tidligere havde kjendt, jeg befandt mig vel blandt dem, jeg var blændet. Det var ikke blot i det Selskabelige; ogsaa i Forretninger, i det huuslige Liv, paa Spadseregangene, tilhest, tilvogns – altid vare de ugenert og fri, og man behøvede blot at see en saadan Person i sin Vogn, hans Holdning og hele Stilling skulde röbe Manden af den ”gode Tone”. Der kom vel endog det Øieblik, da jeg ønskede at ligne en af disse Kavalerer, men
-6-
et saadant Ønske stiger aldrig mere hos mig. Med nye Øine lærte jeg at betragte Folk af ”den gode Tone”. Saaledes som vi Malere anvende det Ord: Tone paa Stemningen i et Billede, saa man kan sige: der gaaer en veemodig Tone gjennem det Stykke – saaledes bruge vi det ogsaa mere haandværksmæssigt om det egne luftige Slør, som den mellem liggende Luft udbreder over de fjernere Gjenstande, f:Ex: de staae i en Støvtone. Dette ligner den gode Tone, den er et Slør, som i det Selskabelige kastes over alt Stærkt og Kantet, afrunder Alt til et behageligt Hele, og tillader Intet for at blive ved Malerudtrÿk, at gaa ud af Tonen. At der gives Undtagelser her skal senere blive antÿdet. Nu blev dens eneste Fortrin, at man bag den, som bag et Skjermbræt kunde bevæge sig med al önskelig Frihed, kunde holde Enhver i til börlig Afstand; men denne Frihed blev mig kold og modbÿdelig, jeg samledes ikke med Folk for at holde dem 3 Skridt fra Livet, men for frit og med Glæde at kunne nærme mig elskværdige Personer. Og skal jeg end lide lidt af kjedelige Menneskers Paahæng,(og jeg har i Parenthes ikke døiet saa lidt af det, thi Naturen lod mig faae en utaalelig Portion Godmodighed, hvilken Skat jeg med en vis Glæde opdager Ende paa) – saa dog hellere det end koldt nægte sig hjemme, naar der bankes paa ved Hjerte Døren. Den gode Tone er som en Bæk, der flyder let hen i de ziirligste, pikanteste Bøininger, med Omvei for hver Steen den möder,
-7-
altid venlig og graziøs; men stirre vi ved Bredden lige ned i Vandet, da er den mange Steder plumret, den urene Bund kan anes aldrig sees. Vil Nogen paastaa, at dette Væsen er naturligt, da see han hen til Børnene i de elegantere Familier; hvor underlig klinger ikke Barnestemmen paa sadanne Steder. Barnet forstaaer ingen Conveniens og kommer tiltrods for Alverdens raffinerede Ammer aldrig i ”Tonen”.
Og hvorledes saae disse Folk ud? De vare alle stöbte i een Form, den elegante Verden støbes alle vegne i den store Pariserform, og Intet tÿder paa, at der banker et roligere, mere taktfast Hjerte under Nordboens Snip-Kjole end under Italienerens, de ere gruelig eens. Ligesom tonen ikke alene tilslørede enhver Ubehagelighed, men ogsaa qvalte enhver ildfuld Yttring og saaledes gjorde Alle lige – saaledes gjør Moden det i den legemlige Verden. Moden, dette løierlige Uhÿre, vi kunne afskÿ, men dog maa ofre til, bortsliber al Eiendommelighed af Paaklædning, Bygninger, Bohave osv. Den strækker sit Seepter ikke ene over de høiere Stænder, Haandværkeren offrer den villigt de Penge, han suurt har fortjent ved Ambolt eller Høvlebænk, og vi maa lavere ned til Bønderne, til de Bønder, der boe i afsides dele af Landet, langt fra de store Veie, der finder man endnu nogen Eiendommelighed i Dragt, Sæder og Skikke. Naar man seer, hvorledes dette selv hos dem forsvinder, da er det med en bitter Følelse vi erkjende: at Alt af den Slags er stemplet til
-8-
Undergang, og den Glæde, Maleren kan have af at besöge Landets Afkroge for at opsnappe disse Egenheder vil kun være af kort Varighed; det kan ikke Andet end bedrøve mig, thi jeg øiner, sandt at sige, ingen Erstatning.
Disse Levninger af nationale Dragter og egne Skikke er det eneste, der endnu hist og her bevares og betragtes med en svag Agtelse, dog:” lad styrte, hvad der er paa Gled og mere til, som synes kun at staae!”
Og dog er det netop det Eiendommelige i ydre Fremtræden, jeg forlanger, men paa en anden Maade. Jeg forlanger kun at enhver Personlighed i det Ydre saavidt muligt afspeiler det Indre. Og forsaavidt det er Noget værdt at lære Folk at kjende, vil det da ogsaa være interessant at iagtage deres Paaklædning, Holdning og Væsen. At, fra denne Side seet, den Komiske, Stolte, Ædle, Nederdrægtige, Smaalige, Geniale eller Philistrøse paa en vis Maade blive lige interessante at see paa, naar kun deres forskjellige Sindelag eller Egenskaber ere tilstrækkelig skarpt og kjendeligt tegnede paa deres Ansigt og Person, følger af sig selv; men da det kun er det Gode vi bør eftertragte vil jeg, langtfra at opstille Regler for vor Optræden, kun tillade mig at bemærke Et og Andet, jeg har erfaret.
Hvad jeg forlanger og forstaaer ved den Skjönhed vi ere pligtige at vise i vort Ydre, og, som selv den Styggeste kan skaffe tilveie, er: en fri, naturlig Holdning og Gang, en Paaklædning der er lige saa langt fra at være søgt og udmærket, som fra at være paa rede Haand til at
-9-
forvandles paa Modens mindste Vink – og een Ting, der er det Væsentlige: et eget Stempel, der elskes af den Gode, frygtes af den Skjulte, agtes af Alle.
Men hvorledes kan man faae et saadant Toldseigl? Man kan intet gjøre- eller Alt. Ingen Forandring af Dragt, ingen Fægte- eller Dandsemesters Undervisning kan hjelpe paa os i denne Henseende, ikke engang Erhvervelsen af Kundskaber alene. Man kan sluge alverdens Kundskaber, sætte sin Aand istand til de dristigste Tanke- Saltomortaler – har vi ikke Andet end disse Kunster, kan Intet frelse os fra Pedanteri; Paul Möller siger det saa kjönt:

En Mester i Tankernes Riger
Heel tit er paa Jorden forsagt
En Spot for de deilige Piger
Og dristige Svendes Foragt;
Thi bleg som en Skÿgge fra Graven
Han blinker med Øiet for Sol-
Naturen har lukket ham Haven
Og kroget han sidder paa Stol.

Ligesom Pedanten her Skildt ude, saaledes ogsaa Spidsborgeren; Godseieren, der lever i en smaalig Travlhed for Vexeldrift og Brakmarker er ikke et Haar bedre en Spekhøkeren, hvis Liv dreier sig om en Fleskeskinke. Og den Ene i sort Kjole ligner den Anden i sit hvide Forklæde ganske nøiagtigt.
Ville vi tænke efter i vort Bekjendtskab, hvilke Mennesker vi have fundet med dette ædle Stempel, da skal det vise sig, det var hos dem, hvis Væsen var elskeligt, hvis ord vare mildest, meest overbevisende, hvis Liv var blevet fortrolig med Naturen. Jeg fandt det hos mangen Bonde og hans ærbare Kone, hos mangen Sømand og gammel Skytte,”der kjender hver Lyd i Naturen, selv Skovenes Suk” –
-10-
hos mangen Haandværksmand og gammel Soldat, hyppigere hos Qvinder dog, troer jeg, end hos Mænd. Men i de høiere Stænder, hvor jeg fandt det hos den kundskabsrige, geniale Mand, der gav det hans hele Person en Adel, som tvang mig til Ærbödighed. Ja, jeg troer det er Hjertets Dannelse, der giver denne Tækkelighed, der enten kan være en Gave fra Vuggen eller en haardt erhvervet Eiendom, som da vil svare velsignede Renter.
Jeg har alt antÿdet: at man bør ikke følge Modens mindste, lunefulde Vink. At jeg dermed ikke vilde indsmugle nogen Frihed for den Forfængelighed, der behager sig selv saa meget ved at være anderledes end Andre, maa de tro paa mit Ord og et ærligt Ansigt; jeg har af Enten- eller lært: at der turde høre langt mere Mod til at føre sig selv ind under almindelige Bestemmelser end til at trodse dem. Derfor saalænge Moden har en saa uindskrænket Magt, maa vi bøie os under den; men jeg tilstaaer ærligt, at jeg i Smug er en Rebel mod dette Uhyre og har stor Glæde af at see, hvad en enkelt Gang viser sig: et ubarberet Skjæg.
Sluttelig skal jeg tillade mig at paavise anføre et Par Exempler af det daglige Liv af mit Bekjendtskab, men dog först paavise hvorledes vor Fremtræden: har en Slags Betÿdning i det daglige Liv og hvorledes man kan have en Glæde af Iagttagelser af denne Art. – Det har tit moret mig paa Reiser f:Ex: ikke alene af Personers Tale, paa en Vogn er man tit meget tvær til at tale, men også af deres Dragt og Holdning, Manerer at slutte mig til hvad de vel kunne være, og det er paafaldende, hvor skarpt de forskjællige Stænder ere tegnede i det Ydre. Landmanden med sit aabne, rødmussede, djærve Ansigt skiller sig kjendeligt fra Forstmanden, den Studerende fra Kunstneren, den Militære har sit eget Tilsnit, Sømanden sit egne [?Slæng]Haandværkeren og den Hanlende – ja man kan næsten kjende den lykkelige Familiefader.
-11-
Den ædle Holdning, Speilet for det ædle Sind, kan aldrig bibeholdes, naar vi tillade os en magelig, doven Gang og Holdning eller en skjødesløs Paaklædning. Ligesom det er mig meget imod at være samlet med Personer, jeg holder af, længere end vi kunne være godt stemte – den halvsovende Tilstand i Fordöielsesperioderne er ikke gunstig for Nogen – saaledes kan jeg heller ikke lide at see Mennesker, der langt fra at trække dem tilbage til en Lænestol eller Sofa – tvertimod traver om med de kjedeligste Ansigter af Verden; at gaae i Selskab saaledes vilde være uanstændigt, men at slæntre saaledes om paa Gader og Stræder generer mangen sig ikke for. Saa sjældent det end skeer, saa kan det dog more mig imellem at see Gaderne og Spadseregangene, naar de om Middagen eller en smuk Sommeraften vrimle af Mennesker, der gaa kun for at gaae i den frie Luft – det har noget rart, man er kun alt for tilbøielig til at lukke sig inde i sine Værelser, jeg seer nu engang langt hellere en smuk Pige paa Gaden, end fra Gaden i et Vindue bag Jalousier og Blomster; den smukke Mand seer vi ikke engang der, han er i Baggrunden ved Pulten. Vi have saa lidt saadant offentligt Liv, og det er vist ganske i sin Orden, men derfor glæder netop de faa Glimt mig desto mere. Ja, jeg har seet Folk, der forstod at spadsere saaledes at det var en lyst at see derpaa, men kom der da en saadan slentrende Driver, da kunde han næsten virke ligesaa ubehageligt paa mig som en emsig Forretningsmand; denne Fart er farlig at indlade sig paa – jeg kjender saare Faa vist, kan ikke engang i øieblikket nævne Nogen, der forstaaer at skjÿnde sig uden at tabe sin Holdning, og kan jeg end tænke mig en Enkelt, da bliver det kun Saadanne, der i denne Hast afspeiler et sønderrevet Indres Flugt fra en Tanke til en anden, ja, Flugt fra sig selv. Jeg har seet Øehlenschlager skÿnde sig, det skulde han aldrig. Om Thorvaldsen vilde skÿnde sig gjennem Gaderne i sin store Kappe, det vilde være mig en Gru. Jeg har tit ærgret mig over at Folk smide mange Penge bort til en saadan stor Kappe, som de ikke forstaar at bære – en rigtig smaalig snever lille vims Frakke vilde med et heelt Dusin Lommer koste neppe Halvparten og ovenikjöbet ikke
-12-
gjøre dem halv saa latterlige. Nu føler jeg vel at det er en mislig Sag at anføre Exempler, da derom Smagssager ikke kan disputeres; men dog maa jeg tillade mig at pege her paa et Par Mennesker, i hvis Væsen og Holdning jeg idet mindste altid har seet saa meget. Jeg tænker paa afdøde Prof: Freund og Præsten Rørdam. Ved at sammenligne disse to Mænd, der begge havde saa megen Skjønhed, eller, hvad dog enhver maa indrømme, dem en saa conseqvent gjennemført Harmoni i alle deres Stillinger og Bevægelser – der er det underligt at see, hvorledes Kunstnerens Skjönhedssands bevirkede noget ganske Lignende, som den Andens velbekjendte Ærlighed. (I Parenthes være det sagt: jeg har sjælden seet Kunstneren staae som middelbar, naar han stod ligefor den Studerende, og dog synes det her som om Umiddelbarheden er hos Rördam, ikke saa meget ved Sammenligning af deres Personer, men naar vi tager Freunds hele Omgivning med da træder det først ret tÿdeligt frem.). Hos dem var hver Stilling fri uden at blive doven, ædel uden at blive stiv. Freund nævner jeg fordi han i en Grad, som jeg hos Faa eller ingen har seet det, havde i sin Magt at stemple Alt, hvad der omgav ham – Rørdam fordi han med Hensÿn paa alt Kunstnerisk var sjælden uskÿldig, saa hos ham vare det Smukke tilvisse Natur. – Hos Freund var der Evnen, sagde jeg, til at paatrÿkke alt sit Stempel foruden Kunstens Stempel. Han døde og hans Enke maatte drage ud af et Hjem, han havde dannet saa skjønt og hun havde lært at elske, men de venlige Huusnisser, dem Freund havde elsket, de fulgte med Enken og Børnene, og man føler ved at besøge hende ligesom hans Aand at være velsignende, trøstende tilstede (Freunds store Stol).
Ja, jeg troer det: at det ere Hjertet der giver Tækkeligheden. Jeg vil ikke her tale om de stolte Træk vi maa beundre hos Verdens-Genierne – de komme sjældent, som Nordlys, med lange Mellemrum, og straale over den dunkle Jord, der da med al sin Ynde, med alle sine Kræfter kun bliver en bold i dens Haand, ihvem alle Jordens Suk og Bønner, alle
-13-
Jordens Haab og Drömme samles, ja, som en Bold i hans Haand, Gud selv giver ham Kraft til at slÿnge den frem, thi Folkets Stemme er Guds Stemme! – Om disse; Verdensgeniernes Personlighed kan jeg ikke tale – og jeg vil kun pege her paa Napoleon og Goethe, Morten Luther og Raphael. Tiere blev det os forundt at see Skjønhed som Stempel paa sand Humanitet. Den der med Moders melken indsugede hendes milde, elskelige Tænkemaade fik Skjønhed i den Forstand jeg her har taget det som Gave paa Vuggen. Hans Holdning er naturlig og i hans de velsignede Øine see vi Afglandsen af et elskeligt Hjerte. Og enhver der ærligt kæmper for det Gode og Ædle, ogsaa i hans Træk og Væsen skal det sees og et stÿgt Ansigt eller et keitet Væsen skal ikke kunne skjule hans skjönne Sjæl.--

-14-
Det gik som jeg havde ventet – jeg havde ikke Stringents nok i Tanken til at före en Tanke heelt igjennem, og see med Ærgrelse, at jeg har fremstillet Ting ganske vrangt. De vilde glæde mig ved en kraftig Opposition til hvilken jeg selv skal slutte mig. Ja det ærgrer mig at see at min Skildring af den ”gode Tone” egentlig kun er en Skildring af Trivialiteter osv. Der ere, nemlig for Tiden, saa liden Klarhed i mig selv, at jeg kun i denne Afhandling seer et tro Portrait af min forvirrede Person. Der vil gaa lang Tid inden jeg atter er pligtig til at tale, og jeg vil haabe, at jeg i den vil samle Kræfter og sætte mig i stand til at levere noget Bedre, end hvad de for denne Gang maa tækkes med. Jeg har udtalt.-

Kjöhvn 18 Dec 1843
JTL