1849-05-01

Mappe 2 nr. 8a og 8b

Den 1. ste. Mai 1849.

Det er et alvorligt Øieblik, dette, hver en Krog i Sjæl og Hjærte maa randsages, hver en Tvivl udfeies. Endnu findes noglen Tvivl hos Dem, De spørger mig, jeg vil svare Dem, jeg tror jeg kan det, kort og klart.

”Kjærligheden maae være fuldkommen på begge Sider,”de to skulle blive som Een” det er Ordet hvori Velsignelsen ligger, kun deri ligger den”

Disse Ord har jeg tidligere skrevet til Dem, og dem maa jeg holde fast ved.

De sagde mig igaar: at jeg var Dem kjærest af Alle paa Jorden: At De følte De trængte til en Støtte, og at Ingen kunne være det saa meget som jeg; Mindes jeg ret sagde De ogsaa: at til mig kunne De faae fuldkommen Tillid og Fortrolighed, dog dette sidste har De jo bevist. Dersom De nu efter alvorlig Prøvelse finder at disse Ord ere sande, saa mener jeg De har Kjærlighed til mig.

Jeg spørger ikke om det er den samme følelse De nærer for mig, som det var

-2-

for Lundbye; Ingen kan udgrunde Kjærlighedens Væsen eller maale dens Dyb. Gud modtager ikke ubetænksomme løfter, det gjør kun den Onde.

De skal ikke glæmme Lundbye, saa lidt som jeg vil glemme ham, De skal ikke glæmme nogen De har kjær, for mig, men mig maa De elske anderledes, og forud for alle Andre (Lundbye er et minde, levede han, var der ikke vexlet et ord imellem os”I Himlen skal Ingen tage til Ægte eller gifte sig” Kjærligheden er der anderledes og fuldkommen end her på Jorden).

Da Lundbye levede, var han den Sjæl der stod mig nærmest af Alle; Tal til mig om ham saa meget De vil, Tal om Alt, og det vil finde Gjenklang for mig.

Græd ved mit Bryst, og udbred Armene imod mig, naar jeg vil græde; men vi vil ikke hengræde Livet, vi vil glæde os over Guds uendelige Godhed. Hvis vi ere gode og lydige, vil Gud lede vore Skridt og bane vore Veie, og til sidst tage os til sig ”i Himmelbyen”. -

[Mappe 2 nr. 8b]

Det er et alvorligt Øjeblik, dette, hver en Krog i Sjæl og Hjærte maa randsages, hver en Tvivl udfeies. Endnu findes nogle Tvivl hos Dem, De spørger mig, jeg vil svare Dem, jeg tror jeg kan det, kort og klart.

”Kjærligheden maae være fuldkommen på begge Sider,” de to skulle blive som Een” det er Ordet hvori Velsignelsen ligger, kun deri ligger den”

Disse Ord har jeg tidligere skrevet til Dem, og dem holder jeg |maa jeg holde| fast ved.

De sagde mig igaar: at jeg var Dem kjæreste af Alle paa Jorden: At De følte De trængte til en Støtte, og at Ingen kunne være |den| [?store] Støtte saa meget som jeg; Mindes jeg ret sagde De ogsaa: at til mig kunne De have fuldkommen Tillid og Fortrolighed, dog dette sidste har De bevist; Dersom De nu efter alvorlig Prøvelse finder at disse Ord ere sande, saa bærer De Kjærlighed til mig.

Jeg spørger ikke om det er den samme følelse De nærer for mig, som det var eller er

for Lundbye; hvem Ingen kan udgrunde Kjærlighedens Væsen eller maale dens Dyb. Gud modtager ikke ubetænksomme løfter, det gjør kun den Onde.

De skal ikke glæmme Lundbye, saa lidt som jeg

-3-

vil glemme ham, De skal ikke glæmme nogen De |har| kjær, for mig, men mig maa De elske anderledes, og forud for alle Andre |(Lundbye er et Minde, levede han, var der ikke vexlet et ord imellem os)| Da Lundbye levede, var han den Sjæl der stod mig nærmest af Alle; Tal til mig om ham saa meget De vil, Tal om Alt, og det vil finde Gjenklang for mig.

Græd ved mit Bryst, og udbred Armene imod mig naar jeg vil græde; men vi vil ikke hengræde Livet, vi vil glæde os over Guds uendelige Godhed. Hvis vi ere gode og lydige, vil Gud lede vore Skridt og bane vore Veie, og tilsidst tage os til sig ”i Himmelbyen”. –

Øieblikket overvælder mig, Det Menneske jeg elsker høist af Alle lægger sin Skjæbne i min Haand, dog nei! Den men |ikke i min Haand|, i Guds Haand er den og bliver den, men knytter den til min. Hvilket Øieblik! Den høiste lykke paa Jorden jeg kan tænke mig, kan jeg i dette Øieblik gribe, om jeg griber rigtig, griber jeg Feil bliver det til Forbandelse. Hvad har der mødt mig før i Livet? - Ogsaa jeg har havt en Lykkelig Barndom,

-4-

i stor Fattigdom, men alligevel Lykkelig, thi jeg var blandt gode Mennesker som elskede mig som jeg elskede; de [?] Mennesker som brød løs mod mine Forældre, saae jeg nok, men fölte ikke, jeg

var glad! om Vinteren trillede jeg mig i Sneen; om Sommeren i Græsset. Hist og i [?H] paa Marken; Jeg blev confirmeret; jeg stod der i stiv Skjorte [?] og Flipper, og hørte paa Talerne og den lange Overføring med en Andagt som sønnede jeg, Præsten spurgte mig: Troer Du paa Gud, Fader, Søn og Helligaand, og forsager Du Djævelen og alt hans Væsen? Ja! vil Du holde dette det Løfte til den sidste Salige Ende? Ja! Saa giv du Gud Dit hjærte, og mig din Hånd! Jeg var rystet, en ukjendt Alvor gjennemtrængte min Sjæl, for første Gang gjorde jeg Brug af fri Villie, jeg valgte selvstændig for Livet, jeg var ikke Barn længer. Jeg forlod Hjemmet, jeg kom mellem mere eller mindre Fremmede Mennesker. (i mine Bedsteforældres Huus var jeg Fremmed i Modsætning til hjemme) jeg mødte gode Mennesker, maa ogsaa [?] Mennesker, jeg begyndte at smage det bittre i Livet, og jeg var ene; da mødte jeg Lundbye, jeg fløi ham imøde, men han var ikke ene, kun langsomt kom jeg ham nærmere, og da han døde, var jeg endnu kun paa Veien, hvor nær jeg end var kommet ham.

-5-

I Tiden der ligger mellem den Dag da jeg ophørt at være Barn, og til denne, har jeg prøvet endel og lidt meget, og er ikke sluppet Verden igjennem, uden ”Som fugl med svedne Vinge” Gud har vært mig naadig, har jeg end følt Djævelens Kløer, ham har jeg dog aldrig tilhørt, jeg seer tilbage paa mit Liv og seer megen Skrøbelighed, men intet forsætlig Ondt, al den Modgang jeg har mødt kan være til mit gavn, jeg var altid et bedre Menneske i Modgang end i Medgang, bør jeg da nu modtage Lykken? ja af Guds Haand bør jeg modtage den! griber jeg den af Hans Haand saa griber jeg ikke Feil; jeg vil saaledes nu opsætte vor Pagtens Grundlov:

”Først Guds Rige og Hans Retfærdighed”

”Kjærligheden maae være fuldkommen paa begge Sider ”de To skulle blive som Een” det er Ordet hvori Velsignelsen ligger, kun deri ligger den.”

Paa anden Grund tør jeg ikke bygge. Jeg vil nu svare paa Dine Ord, uendelig Kjære Pige! og imodegaa din Tvivl