1848-02-17

Mappe 34 nr. 20

S!T!
Her Dÿrmaler J:Th: Lundbÿe
Hos Her Føns paa
Gothaab
betalt ved
Helsingør

17. Febr. 1848

Kjære dÿrebare Ven! Tak for Dit Brev! Gud ske Lov at jeg skrev Dig til! Taarene staar mig i Øjnene og jeg rÿster over hele mit Legeme af Glæde, jeg er som nÿfødt, Du har ikke kjendt mig, Du skal dog vide noget, nu kan jeg tale om hvad jeg ellers ikke kunde. Kjære Lundbÿe! Der er meget at besvare i Dit Brev, som jeg maae svare paa, der maae nu herske Klarhed og Forstaaelse imellem os, Du har været og maae blive min gode Engel, jeg vil da lettere kunde modstaae Djævelen og hans Anfægtelser, kjære Lundbÿe jeg faaet nÿt Liv, nÿe Varme gjennemstrømmer mig, jeg havde næsten tabt Troen paa Venskab, paa Kjærlighed, paa Menneskene, ja undertiden svigtede selv Troen paa Gud, – har jeg med alt dette endda seet ud som der i mig var ”Havblik” Harmoni” jeg har forekommet mig selv meest at ligne: en gloende Istap, inderst fortæret af en brændende Ild, mens jeg udvendig maatte sÿnes kold og følelesløs, jeg var sandelig sÿg, jeg haaber jeg er det ikke mere, det har været Gjenstand for min alvorligste Overveielse om jeg skulle flÿgte, ud af Landet, eller skjule mig i en eller anden Afkrog eller Skov, aabne mig kunde jeg ikke, Du har undret Dig over at jeg ikke vilde skrive Brev, jeg kunde ikke! Først ved at staae ved Købkes Kiste smeltede Hjertet i mig, det foer gjennem mig, at naar Døden først var der, var alt forsilde, man maae tale inden Munden forstummer, frÿgt ikke for Paatrængenhed, det er ikke min Natur, heller aldrig vilde jeg trÿgle om, hvad ei frivilligt gaves mig, jeg er ogsaa stolt, min Lundbÿe! Sande Venner maae
-2-

have Lov til at tale frit, der maae ingen Skillemuur være, skulle en Muur behøves for at den ene Ven ikke skulle sidde Laaret af den Anden, hvad var det for et Venskab?
Du gjør nøie Regnskab for vort indbÿrdes Forhold, hvilket jeg er Dig uendelig taknemmelig for, jeg seer jeg nÿder en Lÿkke jeg aldrig ventede eller haabede, jeg gjorde eller gjør sandelig ingen Fordringer, jeg ventede aldrig Første Plads, jeg ønskede blot en Plads, selv den ringeste kunde jeg tage tiltakke med, naar den blot var sikker, men frivillig maae Pladsen gives, naar den skal kunne bruges, Medlidenhed duer ikke her. Hvormeget kan der dog ikke ligge skjult, aldeles ukjendt, uden nogen ahner det, det seer jeg nu paa os to, kan ligge skjult, uden at selv den som eier det ahner noget, men som dog kan kaldes til Live ved en varm Solstraale, hvem skulle kunne ahne, der ikke havde Erfaringen for sig, at der kunne fremspringe en Sommer af Vinteren, dette sidste troer vi dog saa sikkert, troede vi blot Alt hvad vi skulle troe saa sikkert!!! Jeg begynder dog nu at troe at Livet ikke er saa flaut og mat som det ogsaa har forekommet mig at være, jeg troer nu paa de varme Solstraaler.
Jeg sidder i min store Stue, mine Fødder ere næsten som Istapper og jeg rÿster af Kulde, og dog strømmer en mild Varme igjennem mig, jeg er Foraarsagtig jeg sÿnes alt Godt i mig spirer, Gud lade det

-3-

skÿde og bære Frugt, gid ogsaa Liv og Varme gjennemstrømme Dig min kjære Ven, det er det bedste jeg kan ønske, Gud være lovet og Takket for alt hvad han gjør, og hvad han giver os, baade for Sorger og Glæder, jeg takker ham for hans haarde Prøvelser, jeg føler at jeg trænger til Sorg for at være god, Gud stÿrke mig at jeg ogsaa maae kunne bære Glæde.
Lev vel kjære Ven! Vi sees vel snart, dog brug Din Tid godt, og bring gode Sager hjem. Din hengivne Ven
P.S.
Kjøbenhavn d. 17. Februar 1848.

P.S. Jeg skal besørge Din Commisioner saa godt jeg formaar, Franke har alt sendt Bud efter sit Billede, inden jeg vidste noget derom.