1886-07-08

Mappe 48 brev nr. 35

d. 7 Aug. 1886.

Kjære Joakim!

Nu har jeg igjen mange Skrivelser at takke for og især i Brevkortet idag var der jo en bestemt Fremgang. Gud ske Lov!

At Du vilde blive kjed af mine Breve fra forrige Uge eller tidligere vidste jeg jo nok i Forvejen og har jo ogsaa omtalt det i mine forrige Breve. At Frøken Bech i høj Grad misbilligede min Færd vidste jeg ogsaa; men har jeg fejlet, kan Du være overbevist om at ingen har lidt* saa haardt under det, som jeg selv, thi jeg er mindre skaansom mod mig selv, end nogen anden. Men nu maa Du bede Fr. Bech ikke tiere at gaa i rette med mig, heller ikke igjennem andre, thi hun er jo et kjær dog et kjærligt Menneske* og fuldt kan hun

|*det skulde da være Fader, som jeg ikke har kunnet skaane for mine Selvbebrejdelser.|

|*Fader og jeg har aldrig opgivet Haabet om at se Agnete igjen, men vi troede det var rigtigt at være forberedte paa en saadan Prøvelse.|

-2-

ikke dømme mig, da hun aldrig har gjennemgaaet, hvad der blev mig tilskikket Ugerne før hin Mandag og Tirsdag**

Vi vilde vel næppe have lagt saa megen Vægt paa den Bjergtur, hvis Du ikke selv havde skreven et Brev paa 4 Sider, hvori Du nøje beskriver baade Eders Uforsigtighed og Uheld ved den Lejlighed, men det har Du vel nu glemt, Du har oplevet meget siden den Tid. – Fader og jeg har aldrig havt nogen Tvivl om at vor Herre vilde føre det Hele til det Bedste og havde sin vise Mening dermed, men om det blev paa den Maade, som det behagede os mest, kunde ingen Dødelig vide; Han har før sendt os Tilskikkelser, som vi vidste kom fra Algodhedens Kilde, uden at vi med vore Menneskeøjne kunde se, hvorfor det skulde være saadan. –

Naar vor Fader i Himlen vil give Agnete sit Helbred igjen kommer Prisen, Lovprisningen

|**Jeg haaber Du forstaar mig, ialfald skal Du ikke svare mig skriftlig, - vi tales vel ved engang igjen, om Gud vil! -|

-3-

af sig selv, som Du engang skrev, først og sidst for hendes Husbonds Skyld, jeg troer ikke jeg lyver, naar jeg siger, at vi har tænkt mere paa Dig end paa os selv. – At Du allerede har Øie for alt det Gode, der er kommen ud af den haarde Sygdom, glædede mig usigeligt, hvad der glædede mig mest af det Du nævnede, veed Du nok selv; bliv mer og mer klarsynet!*

Naar det nu bare ikke bliver for anstrengende for Fr. Bech, naar begge Nonnerne rejse. Caroline siger at det hjælper at lægge Ruller af Tøj under de ømme og trætte Lemmer, men det kjender jo maaske Fr. Bech. Man kan jo lave en Pølse af de uldne Stykker og lægg stikke ind under Ben, |Hale og Lægge|, Arme, Ryg eller Lænder; der, hvor det gjør ondt. Nu var Petit her igjen; der er ingen, som det gjør mig saa godt at tale med; han har saa megen Erfaring, som Læge

|*Fader var saa umaadelig glad over Dit Brev igaar og syntes Du tog det, netop som det skulde tages. -|

-4-

og veed saameget, der kan følge efter en saa svær Sygdom, saa det gjør godt, naar han er tilfreds med Gangen i Sygdommen.

Du kan tro at jeg blev glad, da Du skrev at Agnete spurgte efter Breve, men endnu engang vil jeg bede Dig at vente med at læse for hende. Tal ogsaa saa lidt som muligt med hende, undtagen hvad Du kan fortælle af ligegyldige Ting. – Fortæl mig hvormeget hun sover nu; Søvnen er saa umaadelig vigtig, sagde Petit. Det var dejligt at hun kunde taale Mælk! –

Iaftes kom Fru Maribo sildigt for at høre om vi vidste noget om Fr. Bech, hun og Fr. Molly B. var helt ulykkelige fordi de ikke havde faaet Brev. Heldigvis stod der jo i Dit at hun var kommen Søndag og hvilede sig, ja, hun maatte trænge til Hvile; det har været en svær anstrængende Rejse! Jeg følte en vis Tilfredsstillelse ved at en saa stærk Aand som Fru M. ogsaa kunde fantasere sig Ængstelse til, mere end nødvendigt. Thora var i Formid. ude at høre om der nu var kommen Brev, ja! og Fru Maribo var reist til Fru Bojesen.

|Husk nu paa at der er intet i Verden saa skjørt, som en Reconvalescent. Gid vi fremdeles maa faa gode og sande Breve! Moer