1851-09-03

Mappe 15 nr. 19

Til Skovgaard og Georgia 3. Septr. 1851

Kiære Venner! De kender og tror det Ord, som vi har hørt fra Begyndelsen: ”Gud Herren sagde: det er ikke godt for Mennesket at være alene lad os giøre ham en Medhjælp for ham!” De kender og tror det, og De kan da intet Ord være, de hellere maa høre lyde til, end det at skulde ønske at han i dag, iden høitidelige Stund, da de for Guds Aasyn rækker hinanden ?? Højrehaand paa, med Guds Hjælp at være hinandens Medhjælp i næ mørke som i lyse Dage; thi naar vi for paa vor Bryllupsdag tvende tilegne os dette Gudsord, da er det en Himmelsk Beseiling paa vor Ægtepagt og en Himmelsk Lykønskning til vort Ægteskab, da modtager Manden sin Hustru som en Gave af Guds Haand, hvortil han herlig trænger, da fordi Gud selv har set og sagt, at det er ikke godt for Mennesket at være alene, og da er han sikker paa at Gaven svarer til Trangen, fordi det er den ejegode Gud Hjertekenderen

-2-

som har skabt Hustruen til hans Medhjælp som ere ham hvad just som han behøver, og da selv føler Hustruen dig sig sikker paa at Gud lader sin Gave falde i gode Hænder, og vil give sin Minde til at den findes god og velbehagelig alle Dage.

Saaledes er da dette Guds Ord: det er ikke godt at M for Mennesket at være alene, lad os gøre ham Medhjælp hun for ham! Det alene lifligste Udtryk fra Guds velsignelse over Ægteskabet kan lyde ved, thi hvem Gud lykønsker, den skænker han med det samme den Lykke, han tilønsker dem, og det gjør da i Grunden slet ingen Forskel, hvem og paa hvad Sted velsignelsen lyder, naar den kun finder Genlyd i hinandens Hjerter, thi det er jo ikke Kirken som skaber Guds Ord, men Guds Ord som skaber og opbygger Kirken, eller Altret det hellige Ord, men Ordet som helliger Altret, og fremdeles saa skulde den i denne Henseende giøre Forskel paa Huset, da var det vel ogsaa hans Huse, hvor det Guds Ord var et Ægtepar: det er ikke godt for Mennesket at være alene,

-3-

lad os gøre ham en Medhjælp, saa har han naturligvis vildet sende sjælden? Og dyrbere Genlyd end i dette Huus, hvor den langtfra at være fremmed, har hjemme med Bruden og har tidlig været hendes Øje og Hjerte i en elsket Moders Røst, saa var hun Ægtemandens Medhjælp i en saa sjælden Grad, han at føle det dybere at det er ikke godt for Mennesket at være alene, og som har følt det glæden at han der faar en Hustru af Herren, faaer en god Gave og aabenbare? Velbehagelighed!

Nu, da modtag da, min Da Ven! Ved en venlig Røst, som De gjerne har lyttet til, taknemlig Medhje glad og taknemlig Medhjælper, som Gud har skabt til Dem, thi han har altid skabt den christelige Kvinde til os, efter vort Hjerte, som har berørt vort Hjerte til, og som han bevæger til at give, og saa han bevæges til at give os sit Hjerte og modtage Veninden ved den samme Røst, hvorved De har anammet det store Evangelium som er Deres Hjerte dyrebart, Manden som Gud har skabt efter dens Hjerte! Og Hannem stadfæster sit gode Ord pa Eder begge, saa I maa være hinandens Medhjælp og Trøst som er to der gør et i Kjærlighed, føle og slutte Kraften i Guds Velsignelse, saa den

-4-

kan følge Eder til Enden, følge Eder til de nye Boliger Guds Kjærligheds huus. I Jesu Navn. Amen!

|og modtage begge min venlige Lykønskning i herrens Navn!|
|Fader P. C. Skovgaard og Moder Georgia blev viede i en Sal i boligen ved Botanisk Have som dengang laa bag Charlottenborg, jeg tror at Salen eller Stuen kaldtes ”Stensalen”|