Ca. 1854

Søde lille G min Ypperlige Cousine! Som altid indgyder mig en saa overordentlig Respekt. Ved Du jer er meget glad og Taknemmelig for det meget daarlige Portrait af Dig og det fortræffelige Portrait af Titus, som Du har foræret mig. Det ligner ham dog prægtigt som han var som Barn! Hils Skovgaard mange, mange Gange fra mig. Hvordan kommer han ud af det med Livorneserne? Sig til Caroline at hun er den rareste Pige, man kan tænke sig. Du kan tro jeg holder knusende af hende. Fortæl hende at jeg faar en god Øvelse i Fransk hver morgen fra 5½ til 6½ på min MorgenTour, for saa gaar jeg uophørligt og converserer med hende og K?esdames Cherévirieux og Guillemin. Er det ikke deiligt, at Grundtvig har faaet en Søn! Han bliver da Præst, det har ingen Nød. Det kan vist more Dig og Skovgaard at se hvad for et smukt og rart Brev, han skriver til Moder, derfor afskriver jeg det!

Deres Naades deltagende Venskab baade for min kjærlige Kone og for mig, paalægger mig den behagelige Pligt strax at melde Dem den store Nyhed i vor lille Kreds, at der er født et stort, næsten 8-pundigt og velskabt Drengebarn i Aftes mellem otte og ni. Forløsningen var lidt haard men hurtig og saavidt skjønnet befinder baade Mor og Barn sig meget godt. Selv som sin Faders yngste Søn betragtet er den Dreng jo noget ung i Forhold til sin Fader, men han har Guds ske Lov en Moder, der godt kan træde ham i Faders Sted, og som jeg veed det vil fornøie at have et levende Billede af mig, naar vi maa skilles ad. Med kjærlig Hilsen til Baronen og Deres Børn fra os Alle. Ærbødigst og venligst N.F.S. Grundtvig!

Voila l´histoire. Klatterne og atter tilsatte Ord m. m. har jeg undladt at copiere, men skulde Du ønske at have det endnu nøjagtigere, kan jeg gjerne sende dig dem bagefter. Hils nu Onkel Christian og Ludvig rigtig meget fra mig. (hører Du jeg vil på ingen Maade med på Slæbetouget og ind i den almindelige Hilsen: ”jeg skal hilse saa flittigt fra hele Familien” etc) . Kys Onkel Christian paa Haanden fra mig, vil Du det – Sig mig endelig om Du gjør det? Ogsaa kys Ludvig paa Munden fra mig? Sig mig ogsaa naar Du har gjort det? Sig til den respectindgydende, og lidet Talende, men meget dybttænkende Gustava og til Federigo den gemytlige og Rare og til hans yndefulde og velopdragne Hustru, at jeg glæder mig en hel Del til at se dem igjen! Men hils først og sidst ”Carolina mia!” og bed hende du milde Moses mademoiselles Gravau de ma port. Vær nu endelig, ikke vred for alt det (reverenter talt) Sludder, men send en lille venlig Hilsen til Bevis for, at Du ikke har taget mig det ilde op _ til Din grumme, grumme hengivne Jeanina.

Jeg bruger en [?Brønd]ur hvorfor 5 gaar hver Morgen og spadserer tidt Kl.5 dog ogsaa tidt først Kl. 6.

|Hør søde G. Der falder mig noget ind. Jeg faar pludselig saadan en frygtelig Længsel efter Amalfi. Jeg elsker det Sted! Naar der kommer nogen skal jeg nok fortælle Dem om, hvor meget meget jeg har oplevet der, men skriftligt kan jeg ikke. Du maa heller ikke i nogen af Dine Breve, omtale Disse mine Ord, da de ikke kunde forstaas uden Forklaring og jeg gider ikke give nogen Forklaring saadan til hvem som helst om mine Stemninger og Følelser. For at have en lille Erindring om Amalfi, vil jeg bede Dig om Du vil bestille en lille Skizse hos Skovgaard fra mig til 10 Rbd. Det skal naturligvis kun være noget rigtigt Smøreri af hvad han kun kan anvende en lille Time paa. Men malet maa det endelig være, for uden Farver vil det sted tabe noget af de levende Farver hvormed det for Øjeblikket staar for min Fantasi. Det kan jo nu meget godt være at din Mand vil finde mig meget ubeskeden og at han slet ikke gider anvende end ikke en Time paa at gjøre en Skitze til mig – Men saa vil jeg ogsaa finde mig i et Afslag dog en umaadelig Glæde vilde det være for mig at have et lille bitte bitte Billede blot enten blot, enten taget fra Capucinergrotten Eller Kysten (men seet hen imod Veien der fører til Neapel, Veien der gaar videre frem og i det Hele hvad der ligger paa den anden Side Capucinergrotten kjender jeg slet ikke) eller fra Centrone Oppe derfra hvor den dejlige Udsigt er, eller fra den lille Vei der fører opad Bjerget eller den lille Sti der gaar langs Bækken der

ender saa pludseligt og afbrudt, der hvor Møllen er, for det sted er mig i grunden det kjæreste. Gjør nu endelig ikke Skovgaard vred, for saa vil jeg hellere undvære hele Fornøielsen. Svar udbedes på det Beskedneste og Andstændigste.|