1839-10-22

Kjære Lundby!

Efter den endelig vel overstandne ”forsöga paa at gjöra Kunstar” er det min første forretning at skrive Dig til. Da det maaske interesserer Dig, vil jeg her strax sige, at vi alle (baade Steenberg og Delbanko og jeg) have faaet: Laud.
Og nu min elskede Ven! Nu da jeg endelig har faaet den fordømte latinske Examen fra Halsen, er det i Grunden først at jeg ret føler savnet af Dig og længes efter Dig. Thi skjønt min Tanke visselig ofte har flöiet over til Dig, der fri og fro som Fuglen i Luften, kunde sværme om i Dannevang og indsuge Nektar af Guds sødt-duftende Blomster, medens jeg ei blot sad sorrigfuld i Buret, som den fangne Fugl med Hovedet under sin Vinge, men tilmed blev madet med den romerske Ravne-Mad - men dog ønske Dig hid tilbage, det kunde jeg aldrig! Jeg glædede mig tværtimod af Hjertet over din Fraværelse i denne aandsfortærende Tid, og det baade for din og min Skyld; for din Skyld fordi jeg haabede, at Du imidlertid brugte Tiden vel og tog saamegen Næring og Livskraft ind, at Du ved din Hjemkomst kunde meddele os andre Stakler noget af din Overflødighed, og for min egen Skyld, fordi jeg fuldvel følte at din Nærværelse ikke kunde have gavnet mig – men jeg maaske smittet Dig. Ja! jeg har ikke engang saa synderlig længtes efter Brev fra Dig, fordi jeg følte, at jeg idetmindste for Øjeblikket stod saa strængt under Pisken, at jeg umuligt vilde kunne svare i den Tone Du kunde slaa an – og at Du, din Taushed uagtet, dog imellemstunder tænkte paa os, derom har jeg intet Øieblik tvivlet. Men uhyre glad blev jeg rigtignok over et dit andet brev, (der just kom mig i Hænde, som jeg var i Færd med at ende Examenen,) og det saa meget desto mere som jeg deri fandt mere Munterhed og Liv, end i dit første Brev til Frølich. – Jeg vilde bare ønske Du kunde see hvor jeg, efter at være kommen paa fri Fod, tager
●2●
galt afsted med mine kjære latinske Autores [?], [?drøje] Helvedes Bøddelknægte for min dethroniserede Tyran. Nogle af de rygges-løseste af dem dømte jeg strax til Baalet, men de Skjarn havde nær slukket Ilden, dog maatte |de| til Slutning give sig tabt, og deres Skygger tage ned til Tartaros hvor de formodentlig have anklaget mig [Overstreget: og] for Plutos Tribunal, men jeg agter ei at møde i Retten, hvis de skulde sende mig en Stævning . Andre Karnailer dømte jeg til en endnu mere vandrende og langvarig Død, end den, deres brødre havde fået; og endelig en god slump af de meget ugudelige Kjættere har jeg med megen Resignation gjemt til en Autodafee, som jeg agter at celebrere din Tilbagekomst med! – Ja! jeg ser rigtignok ligesom en Hund, der meget imod sin Villie har været ude at svømme og nu efter at være draget op af Vandet, staaer og ryster mig af bedste Evne |til alle Sider|; ved denne Leilighed gaaer det naturligviis ud over mine Venner, og jeg skal ikke nægte, at hvis Du var tilstede, vilde Du rigtignok fortrinsvis komme til at holde for! - Nu nogle nogle Stænk af mig vil Du sagtens finde på Papiret, men det skal Du ikke bryde dig om, for naar jeg bare faaer afstænket og saa har lagt mig lidt i Selen for ganske at tørres – så vil Du forundre Dig over, hvor jeg seer pæn ud bagefter. Og hvad nu Dagtænkningen angaar, da faar Du jo nok, jeg bestræber mig, alt hvad jeg kan, for at blive færdig med den – og hvad Solskinnet angaar, da tænker jeg dermed paa en lille Tour, som jeg gjør ud til Maanbergs paa Vallø.
Jeg kommer rigtignok som ”en vaad Hund” over alt det Vrøvl, jeg har har nedskreven, da der dog var saa meget rigtigt og alvorligt jeg havde at sige Dig; men da jeg nu en Gang er kommen i Vrøvlehjørnet, hvoraf jeg, som bekjendt, ikke saa let lader mig drive ud, og da ”Skriften” desuden for mig mindst af Alle strækker til for at udtrykke mine Tanker og Følelser, vil jeg slet ikke forsøge derpaa men bie, til jeg kan udøse mit Hjerte helt for dig, naar vi, som jeg haaber, snart gjensee hverandre. Du maa endelig skrive os bestemt til, hvad Dag Du kommer, saa skal jeg see til at komme ind fra Vallø igjen til den Tid. – Det gaaer godt med ”det danske Samfund”; jeg
●3●
[Mappe 1 nr. 1b]
har midt under de meget fortærende Studier søgt og fundet Trøst og Opmuntring i dets Forsamlinger. – Ved denne Leilighed kan jeg dog fortælle Dig en lille glædelig Mærkelighed, nemlig at jeg midt i den fra alle Kanter sammenstrømmede Skare af omtrent 150 Artiums-Kandidater har truffet eet Menneske, der delte vor Begeistring for Norden. Det er ung Jyde ved Navn Høxbro, fra Omegnen af Ribe, i hvis Skole han har gaaet; og er derved kommen i Beröring med Chr. Lud. Müller (Danmarks Historiens geniale fortæller, nu præst i Ribe – han har i din Fraværelse været i Kjøbenhavn og er kommen i ”Det Danske Samfund”, hvor han fortalte os interessante træk af sin Reise i Island) Denne Mand er det, der, som man kunde vente det, baade bibragte Kriste ham Kristendom og nordisk Aand. Høxbro lærte Islandsk af Müller, læste Sagaerne på Grundsproget; og subskriberte paa ”Brage og Idun” og paa Rasks Blad. Hans Begeistring for Grundtvig er fast ligesaa stor, som vor; han har læst de fleste af hans skrifter og følte den største længsel efter at faa og høre ham. Hans første Gang var derfor ogsaa den i Vartov. Han har ogsaa længtes meget efter at komme ”Det Danske Samfund”, hvor jeg i Aften (den 22 Oktbr) træffer ham. - Det er iøvrigt en ret curiøs Maade, hvorpaa jeg har gjort hans Bekjendskab. Han havde paa Subskribentlisten over ”Brage og Idun”s Subskrb: seet, at der foruden ham endnu fandtes 2 Disciple, der havde subskriberet, nemlig Brandis og jeg; han satte nu sit Haab til, naar han kom herover til Universitetet, hvor der næppe fandtes Mange, der delte hans interesse, da måske at kunne stifte bekjendskab med os to, og af os blive indført i ”Det Danske Samfund”. Dette Haab der, naar man betænker Kjøbenhavns størrelse, rigelig maatte kaldes noget snurrigt, gik dog aldeles i Opfyldelse. Han fandt mit Navn opslaget blandt Examens-Kandidaterne og søgte nu at nærme sig mig, men det varede noget før dette vilde lykkes. Naar han nemlig nærmede sig mig og begyndte og tale med mig, trak jeg strax tilbage og brød af; thi han har noget uhyre frastødende i sit Udvortes og er det styggeste Menneske, jeg mindes at have seet. Jeg spurgte flere Mennesker, om de ikke kunde sige mig, hvad det Uglebillede hed, der, som
●4●
jeg mærkede, oftere styrede løs paa mig; men Ingen vidste besked. Endelig da han en Dag havde sat sig ved Siden af mig og jeg var bleven indespærret, saa jeg ikke godt kunde undløbe, brød han pludselig, jeg ved ei selv hvorledes, løs – og jeg mærkede nu til min Forbauselse, at jeg i den forladte og besværlige Efterfølger, jeg immer var flyet for, havde en saa enig Aands-Frænde! Mit hele Bekjendskab til ham skyldes en spartansk Samtale; vi skulle nu i Fællesskab undersøge, om han svarer |til| de næste Forventninger hvis han gjør det, er det vist, at man skal ikke skue Hunden paa Haarene!
Kulden er nu temmelig stærk, det lakker desuden ad Maanedens Ende, og Du kommer altsaa, som jeg haaber, snart Hjem til os – jeg har derfor betænkt mig, og tager for denne Gang ikke ud til Vallö; men nu maa Du ogsaa være god, og skrive os til i det mindste et Brev hver Postdag, Du endnu er fraværende. Det er den eneste Maade, hvorpaa Du gjøre din Forseelse med at tie saalænge, god igjen. Og maa vi saa bede om ordentlig lange Breve, saaledes som dette her; for jeg vil foregaa dig med et godt Exempel!
Du kan troe, kjære Lundby! jeg længes efter de lange Vinteraftener, der som jeg haaber, skal bringe os mange Glæder. Jeg længes ogsaa efter Dig ikke blot for at tale med Dig (uagtet det er Hovedsagen), men dog ogsaa for at vi kunne begynde at læse igjen i Fællesskab!
Det kunde sikkert interessere Dig at høre noget angaaende dine og mine Venner, men for det første leve de i Grunden alle vel og der er intet videre Nyt, og desuden modtager Du nu paa samme Tid som dette Brev ogsaa et fra Evald, og fra Frølich faaer Du med det første. Brandis, der begik den ulykkelige Daarskab at bie et Aar for at undgaa en daarlig Examenskarakter, Noget han desværre kun altfor bitterlig vil komme til fortryde, hvis han ikke allerede fortryder det – han lever vel og er munter som forhen, men har hele Sommeren igjennem
●5●
stedse mere og mere fjernet sig ikke alene fra vore Meninger men ogsaa fra alle de enkelte Personers Venskab. Dette er dog ikke saameget hans Skyld, som deres. Alle føle i Grunden at vor Livsbane og Interesse er nu saa aldeles forskjellig fra hans, at der umulig kan bestaa varmt Venskab imellem ham og os, og denne Bevidsthed om vor Stands forskjellige Retninger (til hvis |(Bevidsthedens)| Vækkelse Du ubestridt har bidraget mere end Nogen!) har i Sommer bestandig udviklet sig klarere og klarere. Vi holde jo endnu alle ret inderlig af ham og vilde saa gjerne bidrage alt vort til at gjøre ham enige med os – men ak! det er dog ikke, som det har været! Skillerumet er for stort! Frølich holder endnu et slags Venskab vedlige med ham, men det er ikke som det forrige var! Han vedligeholder det kun fordi han føler, det vilde være Synd at bryde [Overstreget:af] det reent.Brandis, der [?], trods sin tilsyneladende Tilfredshed, har dybt følt det smertelige i den [?Forandring] der er foregaaet med hans Venner, med Dem han [?] bragt sammen, og som nu forlader ham – han har nok gjort et Forsøg paa at at vinde sig en ny Ven i Thorald, hvilket [?] er mislykket! Men om alt dette og om hele Brandis [?] som jeg nu seer i saa klart et Lys, jeg aldrig saa det – derom mere mundtligt! Kun dette vil jeg tilføie, at han i den sidste Tid til sin Families Glæde har faaet ”Smag” for de latinske Autorers [?], men denne Sands for noget saa Aandløst vil dog for et saa foranderligt Menneske som Brandis næppe vare et Aar ud. – Angaaende Frølich, som jeg efter din Bortreise er kommet i et Forhold til, jeg aldrig har staaet i til ham og næppe ventet at komme i, og med hvem der længe har været en stor Krisis – som Du mægtig har bidraget til at fremkalde, og, som jeg tror, foruden Dig ogsaa jeg med min Villie og Brandis højlig imod sin Villie har arbeitet for - en Krisis der dog haaber jeg har taget en afgjørende for os høiest glædelig Vending, men som dog ikke nær er overstaaet – ja! Om ham var der rigtignok meget at sige Dig, men det gjør jeg Altsammen bedst i at gjemme til jeg taler med Dig. Thorald har jeg siden Din Bortreise kun været een eneste Gang sammen med men jeg har saa denne ene Gang (der var for et par Dage siden
●6●
paa en Tour ud til Frølich) faaet ham saa kjær, at vi nu, hvis han ikke trækker sig tilbage, nok skal komme til ses oftere. – Mange Hilsener fra Steenberg, han længes næsten ligesaa meget efter Dig som jeg! – Papiret slipper op og og jeg maa ende. Lev da vel, min inderligt elskede Ven! til vi ses igjen, og viis ved at skrive os til, at Du dog en gang imellem tænker paa os, der bestandig tænke paa Dig!
Kjøbenhavn, sendt med hurtigposten
22/10 39
Jul. F. Hedermann

|S.T.
Hr. Landskabsmaler J.T. Lundby
Paa Fredriksværk|

P.S. Naar Du skriver os til, skal Du snart faa et nyt Brev fra mig.
Hedermanns Brandis hilser Dem